Prædiken til 1. s. e. trinitatis, holdt i Vestervang kirke den 6. juni 2021

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard

Salmer: DDS 725 Det dufter lysegrønt af græs; 308 Helligånd, vor sorg du slukke; 685 Vor Gud er idel kærlighed; 163 Fuglen har rede, og ræven har grav; 473 Dit minde skal, o Jesus, stå; 696 Kærlighed er lysets kilde.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 

Jesus sagde: »Der var en rig mand, som klædte sig i purpur og fint linned og hver dag levede i fest og pragt. Men en fattig mand ved navn Lazarus lå ved hans port, fuld af sår, og ønskede kun at spise sig mæt i det, der faldt fra den riges bord, og hundene kom tilmed og slikkede hans sår. Så døde den fattige, og han blev af englene båret hen i Abrahams skød. Også den rige døde og blev begravet. Da han slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød. Fader Abraham! råbte han, forbarm dig over mig og send Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og læske min tunge, for jeg pines i disse luer. Men Abraham svarede: Barn, husk på, at du fik dit gode, mens du levede, og Lazarus på samme måde det onde; nu trøstes han her, mens du pines. Desuden er der lagt en dyb kløft mellem os og jer, for at de, som vil herfra over til jer, ikke skal kunne det, og de heller ikke skal komme over til os derovrefra. Da sagde han: Så beder jeg dig, fader, at du vil sende ham til min fars hus, for jeg har fem brødre, for at han kan advare dem, så ikke også de kommer til dette pinested. Men Abraham svarede: De har Moses og profeterne, dem kan de høre. Nej, fader Abraham! sagde han, men kommer der en til dem fra de døde, vil de omvende sig. Abraham svarede: Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde.« AMEN

(Lukasevangeliet 16,19-31)

Kære menighed!

Den berømte tyske modtager af Nobels fredspris i 1952, Albert Schweitzer, tog i begyndelsen af det forrige århundrede en dramatisk beslutning, der ændrede hans liv. En beslutning der betød, at han måtte opgive alt det, han holdt mest af, som f.eks. at skrive lærde og meget roste bøger om Jesus og Bach og spille orgelkoncerter.

For Schweitzer var allerede en kendt musiker, teolog og forfatter, da han som 30 årig begyndte at studere medicin, og da han i en alder af 38 år havde taget den medicinske doktorgrad, i 1913, tog han sin afsked som professor ved et af Europas prestigefyldte universiteter. Han opgav en tryg og behagelig tilværelse for at rejse til Afrika som læge og for at opbygge et hospital. 

Hvorfor tog Albert Schweitzer den beslutning? 

Det har Albert Schweitzer selv fortalt om i bogen: ”Mellem floder og urskov.  En læges oplevelser og iagttagelser i Ækvatorial-Afrikas urskove”.

Schweitzer havde hørt fra nogle missionærer om fattigdom, sygdomme og anden elendighed i Afrika. ”Vi er”, skriver han, ”den rige mand, fordi vi ved fremskridtene inden for den medicinske videnskab har fået kendskab til en mængde sygdomme og smerter og midlerne imod dem. De umådelige fordele ved denne rigdom tager vi som noget ganske selvfølgeligt. Men ude i kolonierne sidder den fattige Lazarus, de farvede racer, som er sygdomme og smerter underkastet ligesom vi, ja endnu mere end vi, og som ingen midler ejer til at møde dem med. Vi handler som den rige mand, der forsyndede sig mod den fattige foran hans dør, fordi han i tankeløshed ikke satte sig i hans sted og ikke lod sit hjerte tale.”

Sådan skriver Albert Schweitzer i bogen. 

Jesus’ berømte lignelse om den rige mand og Lazarus gik ham til hjertet og blev til handling.

Jesus’ ord er heller ikke til at misforstå.

Man skal ikke leve som den rige mand i sus og dus uden at tænke på andre, som har behov for ens hjælp.

Men det er kun de allerfærreste af os, som kan gøre, hvad Albert Schweitzer gjorde.

Det opdagede jeg f.eks. selv sidste weekend.

For jeg har – som mange af jer ved - en romantisk gammel ødegård i Småland, som jeg var oppe i, og da vi skulle handle ind i det lokale supermarked, så sad der en gammel kvinde og tiggede foran indgangsdøren med en stille klagende, sært insisterende stemme.

Jeg havde ikke lyst til at gå lige forbi hende.

Derfor forsøgte jeg først at få min kone skubbet ind ad en anden dør til supermarkedet, men det viste sig, at man kun måtte gå ud ad den dør på grund af corona-restriktioner.

Og så måtte vi vende om og gå forbi tiggeren for at komme ind til den store overflod i butikken . . .

Jeg så ikke direkte på tiggeren og standsede ikke op og gav hende penge, men bare det, at hun sad dér, irriterede mig. Hun irriterede mig. 

Men tiggeri er lovligt i Sverige i modsætning til herhjemme, og om sommeren er der foran de store butikker i Sverige meget ofte tiggere fra de fattigste EU-lande i Sydøsteuropa, som kommer til Sverige for at tigge som en slags professionelle sæsonarbejdere.

Hvis hun har råd til at rejse til Sverige for at tigge, så har hun vel også råd til at blive hjemme, tænkte jeg forarget.

Jeg var sikkert også irriteret, fordi disse sæsonarbejdende professionelle tiggere til tider slår lejr en 20 – 30 stykker sammen på badestranden ved den idylliske skovsø i nærheden af mit sommerhus. De forurener søvandet, når de vasker deres tøj, og jeg er bange for at få indbrud og føler, at de truer min smukke sommeridyl, selv om de aldrig har gjort mig noget som helst ondt.

Men jeg reagerede nok mest sådan på grund af dårlig samvittighed. 

Fordi jeg ved, at jeg i min dåb – som kristen - er kaldet til at elske min næste som mig selv.

Da Jesus engang blev spurgt om det største bud i hele bibelen, sagde han først, at vi skal elske Gud af hele vort hjerte. 

Men der er et andet bud, tilføjede han, som står lige med dette, og det lyder: Du skal elske din næste som din selv.

Det var i går grundlovsdag, og dette såkaldte dobbelte kærlighedsbud er simpelthen grundloven i Kristi rige, som dåben fører os ind i.                                          

Men jeg tænker tit, at vi i dagens Danmark er ved at glemme første del af denne grundlov – det med at elske Gud.

Vi vil vel i grunden gerne elske næsten, og vi føler vel et eller andet sted indeni, at vi burde gøre det. 

For vi ved vel som kristne, at vi har et ansvar overfor alle mennesker på jorden og ikke kun overfor vores nærmeste familie og dem, vi holder af. 

Vi berøres i hvert fald ofte af at se andres ulykke og deres lidelser. Og det gjorde man ikke på samme måde i den gamle hedenske verden før kristendommen, hvor sygdom og fattigdom ofte blev regnet for skæbnebestemt eller som Guds straf. 

Det kan godt være, at vi her i Danmark er begyndt at glemme det i de sidste årtier, men vi har på en eller anden måde alligevel fået buddet om kærlighed til næsten ind med modermælken. 

Mine ateistiske venner kender det i hvert fald godt, og de synes akkurat ligesom mig, at det er en rigtig god ide at hjælpe andre.

Hvad vi har mistet, eller står i fare for at miste, er derimod noget andet: Det er den gamle gudstro, som i dag er faldet væk, eller i hvert fald er hastigt på retur. 

Der er sket det, at buddet om næstekærlig ligesom står ene og alene tilbage på skansen. Men hvis det bud står alene – uden buddet om at elske Gud - så er det blot noget uoverkommeligt. Noget som vi derfor måske helst overlader til socialrådgivere og andre professionelle hjælpere.                                            

Det er jo virkelig uoverkommeligt selv at gå i gang med at lindre alverdens lidelser. Men det kræver kærlighedsbuddet, hvis vi tager det alvorligt. 

Hvis der kun er mennesker, og ingen Gud, så må vi enten knuses af dette overvældende ansvar, som vi har for hinanden, eller også må vi gå på kompromis og arrangere os, så næstens lidelser kommer på afstand. Så må vi begynde at undskylde os med ditten og datten: at problemerne er alt for store og uoverskuelige, at vi danskere f.eks. ikke kan tage imod alle verdens flygtninge, eller at de mange tiggere i Sverige burde finde sig et rigtigt arbejde i stedet for at nasse, eller at de manglende resultater med ulandshjælpen skyldes korruption i udviklingslandene eller deres umulige tørre klima eller noget helt andet, som vi heller ikke selv kan styre.

Der kan naturligvis sagtens være noget rigtigt i sådanne ræsonnementer. 

Problemet med den løsning, altså at Gud ikke er til, men at buddet om næstekærlighed består, er bare, at den ikke er til at leve med uden at få en snigende følelse af, at livet dybest set er en ulden eller en beskidt og tvivlsom affære. 

For vi moderne mennesker tiltror os selv at kunne og skulle alt. Og når det så viser sig, at det kan vi ikke, så forkaster vi ofte livet som noget tvivlsomt og urent. Det kan måske ligne virkelighedstroskab eller ydmyghed. Vi kan da ikke magte alt, siger vi måske med en beskeden eller opgivende mine. Men det er i virkeligheden det stik modsatte. Det er dybest set ursynden. Den største af alle synder. Det er hovmod. Oprøret mod Gud. Fordi det udspringer af den tanke, at vi i grunden burde være herrer over vort eget liv. 

Men vi kan ikke bære hele ansvaret alene. Og hvis vi forsøger derpå – hvis vi forsøger at elske vor næste uden at elske og stole på Gud - så kommer verdens indlysende mangler let til at fylde hele vort udsyn. 

Og så ender vi alt for let i en evindelig moralisering over de andres eller vores egen svigt – så begynder vi at gøre alt til politik – eller så ender vi måske i kynisme eller ligegyldighed eller i en form for mere eller mindre bevidst selvforagt, som i stadig højere grad synes at kendetegne menneskelivet i vor tid.

Jesus siger, at vi skal elske vor næste.

Men han forkynder også, at vi får alt givet af Gud.

Hvad Gud kræver af os, giver han også, hvis vi ellers tør tage imod og tro det.

Derfor er kravet om kærlighed ikke absurd eller naivt. 

Jo mere vi kun ser på det onde – eller måske kigger væk fra den fattige Lazaron på Stengade i Helsingør eller foran en butik i Sverige, fordi vi ved, at han eller hun er der, og fordi vi måske skammer os over vor egen rigdom – desto mere bliver vi blinde for det gode og dets muligheder. 

Og vi moderne danskere har ikke længere Moses og Profeterne på samme måde som den rige mands brødre i Jesus’ lignelse til at minde os om det. 

Men ser vi bare på naturens rigdom en smuk sommerdag som i dag, så ved vi alligevel et eller andet sted indeni, at der er en ufattelig overflod i denne verden at gøre godt med. En overflod der peger på det ultimative kristne udtryk for tilgivelse og en ny begyndelse – en ny skabelse - på ham som kom fra de døde i påske-morgen-røde.

Det ved vi i hvert fald, når vi står med vores nyfødte børn i hænderne og bliver svimle over al den livsappetit og tro på livet og fremtiden, som det lille barn udtrykker bare ved at være til. 

Og tør vi først tage imod al det, som vi selv har fået skænket som en gave fra Gud, så tør vi måske også - i hvert fald i nådefulde øjeblikke - give vor rigdom videre for intet. Uden bagtanker. Uden frygt. Og uden at bekymre os om hvor langt vores egen indsats og vores egne kræfter rækker.  I tillid til at der altid er mere hvor det kommer fra. Fordi det i sidste ende aldrig kommer fra os selv, men fra Gud.

Gud der gav os livet og vil, at vi bruger det til at elske Gud og vort medmenneske som os selv.

Gud der i vor dåb derfor skænkede os sin hellige ånd med syndernes forladelse og det evige liv. 

AMEN.

Henvisninger: 

Albert Schweitzer, Mellem floder og urskov. En læges oplevelser i Ækvatorial-Afrikas urskove, København 1951 (1. udgaven på tysk er fra 1920).

Prædikenens hovedpointe, at næstekærlighed og Gudstro på denne måde hører sammen, skyldes en prædikenvejledning til 1. søndag efter trinitatis af universitetslektor Jakob Wolf, Præsteforeningens Blad 1991, s. 440f.