Prædiken til Kristi himmelfarts dag, holdt i Vestervang kirke den 13. maj 2021
Af sognepræst Troels Bak Stensgaard
Salmer: 257 Vaj nu, Dannebrog, på voven; 252 Til Himmels fór den ærens drot; 171 Lazarus lå i sin grav; 250 Kommer, sjæle, dyrekøbte; 192v7 Du, som har dig selv mig givet; 522 Nåden er din dagligdag.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus:
Til sidst viste Jesus sig for de elleve selv, mens de sad til bords, og han bebrejdede dem deres vantro og hårdhjertethed, fordi de ikke havde troet dem, der havde set ham efter hans opstandelse. Så sagde han til dem: »Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen. Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes. Og disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger, og de skal tage på slanger med deres hænder, og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske.« Da Herren Jesus havde talt til dem, blev han taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd. Men de drog ud og prædikede alle vegne, og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med. AMEN
(Markusevangeliet kap 16,14-20)
Kære Menighed!
”Når jeg tænker på det, er det lidt paradoksalt, at mens I kigger på mig, så er jeg blevet væk. Jeg findes ikke. Det gør ondt”.
Men de ord tonede Johannes Møllehave frem i mandags i TV-avisen. Han var død samme dag, og DR havde optaget interviewet med hans allersidste ord til os på forhånd.
Johannes Møllehave blev 84 år gammel, og der er ikke nogen dansk præst i hans generation, hvis forkyndelse og utallige bøger har betydet så meget for så mange.
Det skyldes ikke mindst Møllehaves store livsbekræftende humor. For som han selv sagde, så var humoren for ham tæt på det religiøse, fordi den ægte humor hører sammen med en indsigt i, at du ikke selv er verdens midtpunkt, eller at du altid er en biperson, og ikke hovedpersonen, i dit eget liv.
Møllehave har en anden gang fortalt, at da han for en tyve år siden fik sin første blodprop på en ferie i Spanien og vågnede op på hospitalet, så var det første, han så, den spanske læges navneskilt. Lægen hed Jesus til fornavn, og det var jo dejligt, bemærkede Møllehave, for så var han havnet det rette sted.
Tilsvarende har Møllehave sagt, at han med alderen fik en stadig større forståelse for, at kristendommens himmellængsel - efter at havne det rette sted – ikke er flugt fra vores jordiske liv. Tværtimod.
I en af mine yndlingsbøger af Møllehave, som hedder ”Det ender godt”, fortæller han, at da han var ung, så var det ikke moderne at tro på et liv efter døden.
Og så fortsætter han med disse ord:
”I 1970erne ville jeg have sagt, at livet er her og nu. Der er ikke andet, og evigheden er noget, som vi oplever i dette liv. Men jo ældre jeg bliver, jo mere forstår jeg, at det er noget, der venter. Du er ikke i paradiset, men du er tæt på at være ved grænsen. Jeg har fået en større erkendelse af, at der er et efterliv. Uden evighedsperspektivet bliver kristendom og teologi spøgelsesagtige størrelser. Det evige liv er den uendelige paradistilstand, som vi ikke kan opnå her på jorden.”
Disse ord af Møllehave er for mig at se essensen af Kristi himmelfarts evangelium.
Vi hørte i dag fra alteret fortællingen i Apostlenes Gerninger, hvor det siges, at disciplene så Jesus blive løftet op i himlen og væk for deres øjne.
Sådan siges det i Bibelen, at vi mennesker ikke er verdens centrum, og at vi ikke kan se alt, endsige det vigtigste eller bærende i tilværelsen.
To mænd i hvide klæder – som sikkert var engle – siger så til disciplene: ”Hvorfor står I og ser op mod himlen galilæere? Den Jesus, som er blevet taget fra jer op til himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til himlen.”
Vi skal ikke bruge ventetiden på passivt at stå og se op mod himlen, siges det altså med en næsten Møllehaveagtig form for barok humor. Man kan jo se disciplene for sig: stå og spejde med himmelvendte øjne uden at kunne få øje på Jesus, fordi de banalt tror, at Guds himmel bare er et sted højt oppe over jorden.
Men hvad vil det så sige, at Kristus er i himlen?
Tja, i dagens prædikentekst fra Markusevangeliet hører vi først, at Jesus efter sin opstandelse viser sig for de elleve disciple, mens de sad til bords.
Judas havde jo allerede vendt selskabet ryggen.
Så vi kan åbenbart kun forstå, hvad himlen eller himmelfart er, når vi ikke vil være alene eller os selv nok, men forstår, hvad det vil sige at være fælles om noget så konkret og sanseligt og livsstyrkende som et fælles måltid.
Dernæst hører vi, at Jesus bebrejder disciplene deres vantro og hårdhjertethed, fordi de ikke havde troet dem, som så ham efter hans opstandelse.
Og mere klart kan det vel ikke siges, at hvad himmelfarten end er, så forudsætter den også, at vi tør tro på hinandens erfaringer, og ikke forsøger at forstå alting med vores intellekt.
For det tredje hører vi, at Jesus sender disciplene ud for at forkynde evangeliet til hele verden.
Dermed siges det, at hvis vores egne fællesskaber bliver for sammenspiste eller lukker sig om sig selv, så kan vi heller ikke komme himlen nær.
Endelig taler Jesus til sidst om tegn, som skal følge dem der tror: De skal uddrive dæmoner og helbrede syge med håndspålæggelse og tale i nye tunger, men de skal også drikke dødelig gift og tage på slanger med hænderne.
Det lyder vildt og som den rene magi, men bemærk, at troen udtrykkeligt nævnes som forudsætningen for alt dette. Hvis Kristus er faret til himmels, og hvis et menneske tror, så kan det i sit liv erfare ting, som det før kun turde drømme om, siger evangeliet.
Men evangeliet siger jo ikke, at vi skal erfare det samme som de første disciple erfarede.
Da Jesus havde sagt dette, fortsætter teksten, så blev han taget op til himlen og satte sig ved Guds højre hånd.
Den højre hånd er i Bibelen altid symbol for kraft og lykke, og at Kristus sætter sig ved Guds højre hånd betyder, at han nu får del i Guds eget liv og væsen på en anden måde, end da han levede på jorden.
Men hvis vi skal prøve at forstå det andet billedsprog, at Jesus blev taget op til himlen, så kan vi måske med fordel tage udgangspunkt i noget andet, som Møllehave har sagt:
Han blev nemlig engang spurgt, hvad livet skal bruges til. ”Til at tage imod”, svarede han, og tilføjede: ”Det er meget lettere at yde og præstere. Den største og sværeste opgave er at tage imod. Det ved man, når man er syg og døende.”
”Kan vi så bare lade os frit falde”, ville intervieweren vide. ”Jamen, vi kan faktisk ikke andet”, svarede Møllehave, og fortsatte: ”Du kan ikke redde dig selv! Det er kærligheden, der gør det. Den siger: Jeg slipper dig aldrig. Du kan spytte på mig. Du kan korsfæste mig. Men du bliver ikke fri for mig”.
Sådan sagde Møllehave, og jeg vil gerne tilføje: Fordi den opstandne Kristus ikke forblev på jorden, men fór til himmels, kan vi leve i tro på at være båret af denne uendelige kærlighed, ligegyldigt hvem og hvor vi er.
En kærlighed som vi aldrig nogen siden kan udgrunde eller trænge til bunds i, men kun kan tage imod.
En kærlighed der vil åbne os op og forandre os, så vi rækker ud mod alle mennesker.
Når vi modsat i trosbekendelsen siger, at Kristus er nedfaret til dødsriget eller helvedet, så betyder det tilsvarende, at helvedet er dér, hvor mennesket ikke vil tage imod livet, men lukker sig om sig selv og fortvivlet kun fokuser på, hvad det selv kan, og derfor til sidst bare ønsker, at det slet ikke kan noget som helst.
Det er denne selvdestruktive eller dæmoniske sindsstemning, som Møllehave meget stærkt har udtrykt i salmen, som vi sang før:
Kender du det fra dig selv?
Ønsker du ofte din død?
Søgte du selv mod din grav?
Hørte du stemmen, som lød?
Men Møllehave kendte også til medicinen mod denne fortvivlelse, eller som vi skal synge til sidst i dag i hans anden salme i salmebogen:
Nåden er den kærlighed,
Som blev grundløst givet.
Nåden er den hverdag, som
Binder dig til livet.
Helvedet skaber vi selv og for os selv, men himlen kan vi kun tage imod og dele med hinanden.
For himlen er, hvor Kristus er, det vil sige hvor mennesket og Gud er sammen.
Møllehave blev selvfølgelig også engang spurgt om meningen med livet, og svaret lød:
Kristendommen er meningen med livet, og essensen finder jeg i salmeverset:
Du, som har dig selv mig givet,
lad i dig mig elske livet,
så for dig kun hjertet banker,
så kun du i mine tanker,
er den dybe sammenhæng!
Hvorefter han tilføjede følgende, som jeg gerne vil slutte med:
”Hvis Gud har skabt af intet, kan han også skabe, når vi bliver til intet. Gud er meningen . . . Jesu liv var ikke meningsløst. Han døde til vor frelse . . . og på dommens dag siger han: Jeg giver mit liv, for at du kan leve. Jeg har oplevet alle følelser i mit liv, glæde og sorg, lykke og depression, men jeg har aldrig oplevet, at livet var meningsløst.”
Sådan sagde Møllehave, der al sin boblende livsglæde til trods selv kendte til at falde ned i sorte huller.
Det er ikke os alle, som kan sige sådan.
Men Kristi himmelfart betyder, at det er sådan det er.
Livet er og forbliver meningsfuldt, selv om vi ikke altid oplever det sådan.
Eller som der mere poetisk står på en gammel gravsten i Ribe domkirke:
”Vi fødes for at blomstre i tiden, så at vi, når vi dør, kan blomstre i evigheden.”
AMEN
Henvisninger:
Kristeligt Dagblad 11. maj 2021: Johannes Møllehave var en formidler af Guds nåde.
Erik Bjerager, Det ender godt: Johannes Møllehave om døden, 2009.
senest redigeret: Wednesday 13-Sep-23 13:38:50