Prædiken til 4. søndag efter påske 2021


Prædiken til højmessen den 4. søndag efter påske, holdt i Vestervang kirke den 2. maj 2021

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard

 

Salmer: DDS 313 Kom, regn af det høje! lad jorden oplives; 450 Du kommer, Jesus, i vor dåb.; 750 Nu titte til hinanden de favre blomster små; 292 Kærligheds og sandheds Ånd; 192, kun vers 7; 722 Nu blomstertiden kommer.

Postludium ved orgel og kor: ”Ud ad landevej’n der sku’ man gå”.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde: »Nu går jeg til ham, som har sendt mig, og ingen af jer spørger mig: Hvor går du hen? Men fordi jeg har talt sådan til jer, er jeres hjerte fyldt af sorg. Men jeg siger jer sandheden: Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer. Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom. Om synd: at de ikke tror på mig; om retfærdighed: at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere; om dom: at denne verdens fyrste er dømt. Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu. Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og hvad der kommer, skal han forkynde for jer. Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer. Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde det for jer.« AMEN

(Johannesevangeliet 16,5-15)

 

Organist spiller og koret synger først:

Her er en sang om en mand, der hed Larsen,

det ham man møder på gaden hver dag,

og han var temmelig uheldig med livet,

som han ellers havde ventet meget af.

Det sku’ vær’ så godt og så det faktisk skidt.

 

Kære menighed!

 

Sådan lyder første vers og omkvædet i sangen om Larsen fra Kjeld Abells skuespil fra 1935 ”Melodien der blev væk” med uforglemmelige sangtekster af Sven Møller Kristensen og kongeniale, tidstypiske melodier af makkerparret Hermann Koppel og Bernhard Christensen, som afspejler 1930ernes krisestemning og jazzens og kabarettens guldalder.

 

Men man kunne lige så godt sige, at det sku’ være så godt, og så det faktisk synd.

For det er naturligvis synd for Larsen, at det gik så skidt. Selv om han som alle andre både fik eksamen og gik i sheiktøj og følte sig stor.

Indtil han en skønne dag kom på kontor.

Men det er også synd i en anden betydning af ordet synd end trist, og som ikke handler om at tage af kagekassen uden at spørge mor om lov først.

Hvilket Larsen aldrig har gjort. For Larsen er alt for hæmmet af de normer og forventninger, som samfundet og hans forældre og svigerforældre har til ham og hans liv og karriere.

 

Derfor har Larsen mistet melodien.

Den spontane livsglæde er blevet væk i en grå hverdag, og Larsen er blevet indadvendt og tavs, lidenskabsløs og uden initiativ.

Og selvfølgelig går det altid også ud over de nærmeste:

 

Kor og orgel spiller og synger:

Han havde tænkt sig en blomstrende kone,

og mange glæder og børn sku' de ha',

men der var ikke til børn i hans gage,

og hans kone blomstred alt for hurtigt a'.

Det sku' vær' så godt og så det faktisk skidt.

 

Nu kan Larsen kun dagdrømme om et liv i frihed med andre mennesker. En tilværelse hvor man virkelig sanser livet, smager på tingene, føler solens varme i sin krop og lytter til fuglene omkring en.

Hvor man virkelig taler og lytter til hinanden og får nye erfaringer med tilværelsen.

 

   Kjeld Abell malede selv plakaten til hans debutteaterstykke "Melodien der blev væk"

 

Det sku' vær' så godt og så det faktisk skidt.                

Sådan havde Jesu disciple også god grund til at tænke den sidste aften, hvor de var sammen med ham på normal jordisk vis.

Vi befinder os nemlig i dagens tekst på skærtorsdag aften, og Jesus har allerede længe talt til disciplene og antydet sin død på korset den næste dag.

Han har netop talt om kommende forfølgelser, som disciplene vil blive udsat for.

 

Disciplene fyldes af sorg over disse ord, hører vi først.

Men de har ikke overskud til at spørge Jesus, hvad han mener med at gå bort, eller hvor han går hen.

Det er som om de er alt for fikserede af situationens alvor og alt det, som de har haft sammen med Jesus, og nu frygter at miste, til virkelig at lytte indfølende til hans ord eller forestille sig, at det kan være anderledes.

 

Men så siger han pludselig til dem:

”Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer.”

Det er mærkeligt, for sådan siger vi normalt ikke, hvis vi forlader en ven eller elsket: Det er bedst for dig, at jeg går bort.

Men så længe Jesus er hos dem på jordisk vis, så vil de være alt for knyttede til ham på en dårlig måde.

 

Sådan kan vi alle blive fikserede eller låst fast af samfundets konventioner, men også af selv det vigtigste og dybeste i vores liv: af vores familier og deres forventninger til os og krav på os.

Eller af folk med autoritet og stærke personligheder som Jesus.

Vi hører jo igen og igen, hvordan disciplene ser op til Jesus og beundrer ham, men alligevel ikke forstår ham, og ikke ser ham i det rette perspektiv.

Derfor måtte han forlade dem og sende dem Talsmanden, Helligånden, i sit sted, hvis de virkelig engang skulle blive frie og selvstændige, initiativrige mennesker.

 

Sådan som vi alle - når vi ikke længere er børn - vel kun kan gå ind i virkelig forpligtende og blomstrende fællesskaber, hvis vi også har lært, hvad det vil sige at miste og være ensomme, eller tør være os selv og kan stå på egne ben.

 

Sådan som jeg måske kun virkelig kan forstå og påskønne, hvad det f.eks. vil sige at have en familie, hvis jeg engang imellem trækker mig tilbage fra fællesskabet og den lune rede på Emil Noldes vej, og måske en nat går ud under en klar stjernehimmel og dér - ansigt til ansigt med universets uendelige stjernevrimmel - tænker over mit eget liv og mine valg.

 

”Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu”, siger Jesus så til dem. Og det lyder også mærkeligt! Som om Jesus er en lærer, som ikke har nået at gennemgå hele pensum før eksamenstiden.

Men det betyder, at han altid har noget nyt at sige os.

Hvis sandheden med stort S blot var en tanke eller viden, så ville der komme en dag, hvor den i princippet var forstået i alle dens enkeltheder, og vi ikke havde mere nyt at opleve og sige til hinanden.

Hvis sandheden derimod blot var moral eller en lov, så ville der komme en tid, hvor den lov var skrevet ned i alle enkeltheder, og det at være f.eks. en kristen ville så blot være at holde øje med, om man overholder loven eller reglerne. Og da ville vi også ende i tavsheden og uden noget virkelig nyt at sige til hinanden.

 

Men når Jesus skulle forlade dem, når han måtte dø og opstå og sende Helligånden til dem, så er det fordi, at sandheden om os og vor tilværelse, hverken er viden eller en lov, men kærlighed.

Den kærlighed, som vi kun kan få del i gennem et andet menneske, som kommer til os - ja måske endda kommer uventet tilbage til os, sådan som Jesus kom tilbage til disciplene efter sin død - og siger, at det stadig elsker netop os.

 

Og hvis kærligheden er sandheden om vores liv, og vel at mærke ikke vores egen og altid mangelfulde kærlighed, men hvis Gud selv er den fuldendte kærlighed, så får tavsheden aldrig det sidste ord.

Fordi kærlighedens væsen er at give sig hen til den elskede og i ord og handling at sige ’jeg elsker dig’ igen og igen.

 

Derfor måtte Jesus gå bort for at komme til dem igen i skikkelse af Helligånden, sandhedens ånd, som skulle vejlede dem i hele sandheden og gøre dem frie.

Så vi kan leve i troen på, at der er en kærlighed, som er stærkere end alle de jordiske bånd, som binder os til hinanden på godt og ondt.

Så han kunne komme til alle mennesker og ikke kun til dem, som kendte ham i hans jordiske skikkelse.

Så hans disciple ikke skulle blive fikserede af det ydre, som de havde haft sammen, eller af jordiske forhold og konventioner ligesom Larsen i Kjeld Abells teaterstykke ”Melodien der blev væk”.

 

Men teaterstykket ender heldigvis godt og ikke skidt.

Larsen opgiver til sidst sine borgerlige karrieredrømme, og hans kone Edith blomstrer op igen, og med Ediths hjælp finder Larsen melodien, som blev væk. Han finder livsglæden og forlader kontoret. Til sidst går Larsen og konen sammen ud i verden for at gøre melodien kendt, idet de synger den muntre sang, som stykket ender med, og som koret vil synge for os til sidst i dag:

 

Ud ad landevej’n der sku’ man gå,

mellem grønne hegn ud i det blå,

syngende sin melodi langt udi det fri. ( . . . )

Jeg syn’s, man bliver så støvet og sur,

Når man skal sidde i bur.

Ska vi tage billetten og kasketten til en landevejstur.

”Danse ud ad vej’n li’ til Korsør",

Man ska’ vær sit eget livs direktør,

danse landet rundt til livets melodi.

 

Sådan ender Kjeld Abells skuespil - dette kulturradikale frihedsevangelium fra 1930ernes krisetid - i en fornøjelig vision af et mere ægte liv, uden småborgerlige snærende bånd og snæversyn.

Det er smukt, men måske også en for naiv utopi.

Vi kan jo ikke bare sådan beslutte os til at lægge hverdagens trædemølle bag os og leve mere solidarisk, frit og naturligt.

 

Men måske kan vi danse ud af vejen til livets melodi på en anden måde, dvs. binde os forpligtende til hinanden uden at låse hinanden fast.

Være sammen og dog være os selv.

Fordi disciplene pinsedag - da de fik Jesus igen, men nu på en ny måde - gik ud i verden og med Åndens hjælp forkyndte den korsfæstede og opstandne Kristus som deres og hele verdens frelser.

Fordi vi i Kristus får del i den kærlighed, som livet blev skabt ud af og skabt til.

AMEN

 

Henvisninger:

Helge Elbek, Troens Glemsel: Prædikener, Hjørring 1972. Når jeg skelner mellem sandheden som hhv. tanke, lov og kærlighed, er jeg inspireret af Helge Elbeks prædiken til 4. s. e. påske.

Derudover vil jeg generelt gerne henlede opmærksomheden på denne fantastiske prædikensamling med ganske korte, men originale og klare prædikener, som blev udgivet efter Helge Elbeks død.

Da jeg i 2003 blev ordineret i Sct. Knuds kirke i Odense anbefalede biskop Kresten Drejergaard den grønne kommende præst at få fat i et antikvarisk eksemplar af Helge Elbeks bog. Og ingen ringere end Johannes Møllehave har skrevet, at han aldrig har skrevet en prædiken uden først at genlæse, hvad Helge Elbek har at sige om dagens tekst!

Hvis man vil læse, hvad Johannes Møllehave ellers har at sige om Elbeks prædikenkunst, så er det her .




senest redigeret: fredag 10-jul-20 00:17:07