Prædiken til højmessen den 3. søndag efter påske, holdt i Vestervang kirke den 25. april 2021

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard

Salmer: 736 Den mørke nat forgangen er; 7 Herre Gud! Dit dyre navn og ære; 218 Krist stod op af døde; 224 Stat op min sjæl i morgengry; 192 Hil dig, Frelser og Forsoner, kun vers 7; 721 Frydeligt med jubelkor

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

Jesus sagde: »En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.« Da sagde nogle af hans disciple til hinanden: »Hvad er meningen med det, han siger til os: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? og: Jeg går til Faderen?« De sagde altså: »Hvad mener han med at sige: En kort tid? Vi forstår ikke, hvad han taler om.« Jesus vidste, at de ville spørge ham, så han sagde til dem: »I spørger hinanden, hvad jeg mente, da jeg sagde: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal græde og klage, men verden skal glæde sig. I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde. Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden. Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.« AMEN (Johannesevangeliet 16,16-22)

Kære menighed!

I begyndelsen af året fik en af mine gamle studiekammerater konstateret kræft.

Situationen var alvorlig, viste det sig, så hun måtte gennemgå en stor operation lige før påske.

Da hun var kørt ind på operationsstuen, hilste anæstesilægen på hende. Han kunne se i papirerne, at hun var præst, og fortalte så, at han selv var katolik. ”Jeg tror, at Jesus altid er til stede i operationsstuen”, sagde han til hende.

”Ja, vi tror jo på det Jesus sagde: ”Se, jeg er med jer alle dage…”, svarede min kollega.

”Ja”, sagde lægen, og idet han så lagde hende i narkose, slog han korsets tegn over hende.

Min studiekammerats operation gik heldigvis godt, og i dag er hun ifølge lægerne rask, men det vidste hun ikke, at hun ville blive.

Det var en stor trøst, at det sidste, jeg sansede, var, at lægen signede mig med korset, fortalte hun bagefter.

Sådan erfarede min studiekammerat korsets gåde, og sådan blev det i år en særlig glædelig påske for hende og for alle, som har været bekymrede for hende.

Og nu er det blevet den 3. søndag efter påske, og dagens gamle latinske navn er ”Jubilate”, som betyder ”Fryd jer”.

I den gamle latinske kirke navngav man nemlig højmesserne efter det første ord i det salmevers fra Det gamle Testamente, som blev sunget som første led i gudstjenesten, under præstens indgangsprocession i kirken, og på denne dag var det Davidsalme nr. 66, som begynder med ordene: ”Bryd ud i fryderåb for Gud hele jorden, lovsyng hans hellige navn”.

Og det må vi endelig i dag, kære menighed, for første gang i månedsvis må vi synge med på salmerne og lovsynge Gud og gå til nadver sammen. Nu hvor corona-restriktionerne i onsdags er blevet lempede, og vi så småt er begyndt at vende tilbage til det normale liv efter et år med isolation og bekymringer for smitte og sygdom og død.

Jeg kender folk selv i min familie, som jeg næsten ikke har set fysisk i det sidste år på grund af deres frygt for at få corona, og vi har vel alle sammen næsten vænnet os til, at det er sådan, at vi kun er sammen på afstand, og ikke mødes og synger og spiser sammen og måske endda omfavner hinanden til afsked.

Derfor tænker jeg, at vi er mange, som selvfølgelig er glade, men samtidig også bekymrede for den gradvise genåbning af samfundet. Vi tænker, om det virkelig kan være rigtigt, og om vi ikke går for hurtigt frem, om vi ikke smitter hinanden og ender med en ny corona-bølge som i Frankrig eller i Indien, hvor situationen p.t. er meget svær.

For vi mennesker er grundlæggende vanedyr og tryghedsnarkomaner, og vi frygter måske forandringer mere, end vi vil indrømme over for os selv.

Noget i os vil helst, at alting skal være, som det altid har været.

Vi ønsker måske i virkeligheden, at vores børn forbliver små og ikke flytter hjemmefra for at skabe deres eget liv.

Eller vi frygter alderdommens skavanker og hvordan det vil indskrænke vores muligheder.

Vi hænger måske endda fast i de samme gamle kedelige rutiner på vores arbejde eller i trivielle og nedslidende personlige forhold.                                

Fordi vi har vænnet os til tingenes tilstand, og fordi vi frygter forandringer og især det ukendte og det, som vi ikke kan kontrollere.

Derfor vil vi ofte helst holde fast i det tilvante eller vente på, at de nye forhold og muligheder, som vi jo også længes efter, er blevet fuldstændig ufarlige at give sig i kast med.

Men virkelige forandringer kommer aldrig som ved et trylleslag, selv om det til tider kan føles sådan. 

Forandringer kræver tid som livet selv, og rummer altid konsekvenser, som vi ikke kan overskue på forhånd.

Forandringer har altid en pris, som kan gøre ondt at betale.

Vi skal selvfølgelig lytte til eksperterne og følge deres velgennemtænkte råd og myndighedernes regler, når vi nu gradvist vender tilbage til livet før coronaen. Men vi skal også turde gøre det. Vi skal turde være sammen igen, selv om vi måske efter coronaen aldrig mere kan være sammen uden denne lurende bagtanke, at vi måske kan smitte hinanden.

Hvis vi overhovedet har lært noget af denne lange sundhedskrise, som jo slet ikke er forbi endnu, så er det måske, at vi ikke kan leve uden en risiko og en pris eller uden at turde forandringerne, selv om de til tider gør ondt.

Det gælder i vores personlige liv, men også for samfundet som sådan.

Tænk blot på, hvad klimakrisen kræver af mod og vilje til forandringer i vores tilvante livsstil.

Det var i hvert fald, hvad disciplene måtte lære den sidste aften, de var sammen med Jesus på normal vis.

”En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig”, siger Jesus.

Men disciplene forstår ikke, hvad han taler om.

De kunne ikke forstå, at det fællesskab, som de havde haft med Jesus de sidste tre år, nu skulle være forbi.

De kunne ikke fatte, at enden på alt dette kunne rumme en helt ny begyndelse.

Sådan som vi heller ikke selv følelsesmæssigt kan rumme den tanke, at det også kan være en ny begyndelse, når vi mister den, som vi virkelig elsker.

Men selv i den største smerte kan en ny glæde være på vej, siger evangeliet.

”I skal græde og klage, men jeres sorg skal blive til glæde”.

Det er det løfte, som er over vort liv som kristne.

Sorgen skal ikke bare afløses af glæde, men sorgen skal blive til glæde, siger Jesus.

Det varer kun en kort tid, siges det igen og igen, og vi ved alle, at tiden oplever vi forskelligt, når vi prøver at holde den fast, og når vi lader den gå sin gang.

Derfor er glæden heller ikke noget, som vi krampagtigt skal fremtvinge.

Ligesom den fødende kvinde ikke kan fremtvinge sin fødsel, men må give sig veerne og smerten i vold i tro på, at nyt liv og en ny stor glæde er på vej.

Da jeg var en helt ny og grøn præst, fik jeg af min nabopræst anbefalet en prædikensamling fra 1970erne af en svensk præst, som hed Ludvig Jönsson (1923-85), og det er hans kloge tolkning af dagens evangelium, som jeg her har prøvet på at formidle.

Det er på høje tid at sige, at der findes ting, som skal gøre ondt i livet, siger Ludvig Jönsson også, og fortsætter:

Vi lever i de hurtige forandringers tid, og så fristes vi til at hoppe fra tue til tue uden rigtigt at engagere os varmt og dybt i livet, fordi vi er bange for den smerte, som altid er en risiko ved forandringer.

Men selv om der sker meget, som gør ondt, så gør vi ondt værre ved krampagtigt at forsøge at holde fast i status quo, når forandringerne sker.

Der sker ting i livet, som virkelig gør ondt, men det modsiger ikke, at der også midt i sådanne forandringer kan være en ny og stor glæde på vej.

Og så sluttede Ludvig Jönsson sin prædiken for mere end 40 år siden i Storkyrkan i Stockholm på den 3. søndag efter påske, Jubilate-søndag, med hvad han selv kaldte for dristige ord:

”Al forandring gemmer i sig en kilde til glæde. . . . Giv ikke op, før den kilde bryder frem. . . .

"Jeg slipper dig ikke før du velsigner mig".

Det er dette "Jubilate", "Fryd dig", som vi må råbe ud . . .

Nogle af os føler, at vi er midt i store forandringer i vores personlige liv. Vi står over for endnu større omvæltninger, og hvordan den verden, som vores børn skal leve i, kommer til at se ud, er der ingen, som rigtigt vover at sige noget om.

Men den som nogen sinde har været ved det, som føltes som den sidste ende: ”I skal græde og klage.  .  . . I skal sørge”, den som dér har lagt sine våben, ved, at det er i dette nabolag, at en ny glæde findes.

Rige og fattige lande, lykkede og mislykkede menneskeliv – der findes megen ret og retfærdighed, som må sættes i værk.

Men fremfor alt, må alt hvad vi gør i vores verden og i vores liv sigte på at forløse glæden. For glæden findes inde i alt og hinsides alt. Som Kristus findes i alt og hinsides alt. Derfor kan ingen tage glæden fra os.”

Amen!

Henvisninger:

Ludvig Jönsson, Postilla för sökare, Stockholm 1979, s. 217-221.