Prædiken til 1. søndag efter påske 2021


En billedprædiken til en på grund af corona-restriktioner kort gudstjeneste i Vestervang kirke den 11. april 2021.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard

 

Salmer: DDS 408 Nu ringer alle klokker mod sky, vers 1, 2, 3 & 4; 234 Som forårssolen forårsrød, vers 1 & 2; 248 Med Thomaskravet står vi her; 212 Den bitre død dig trængte.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: »Fred være med jer!« Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så Herren. Jesus sagde igen til dem: »Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.« Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: »Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.« Thomas, også kaldet Didymos, en af de tolv, havde ikke været sammen med dem, da Jesus kom. De andre disciple sagde til ham: »Vi har set Herren.« Men Thomas sagde til dem: »Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.« Otte dage efter var hans disciple atter samlet, og Thomas var sammen med dem. Da kom Jesus, mens dørene var lukkede, og stod midt iblandt dem og sagde: »Fred være med jer!« Derpå sagde han til Thomas: »Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.« Thomas svarede: »Min Herre og min Gud!« Jesus sagde til ham: »Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.« Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog. Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn. AMEN

(Johannesevangeliet 20,19-31)

 

 

Kære menighed!

 

Den pensionerede præst Ole Juul fortæller i sine erindringer ”Blade af en landsbypræsts dagbog” om en langfredag, hvor en af landsbyens nysgerrige beboere ringede ham op. Vedkommende havde set, at flaget var på halv, og ville da gerne lige høre, hvem der var død. Præsten kunne ikke nære sig, og svarede – meget venligt, selvfølgelig - det nysgerrige sognebarn med disse ord: ”Jamen, det behøver du ikke at bekymre dig om, for det er ikke en, som du kender.”

 

Siden jeg læste dette for nogle år siden, har jeg ikke kunnet lade være med at cykle en tur i Helsingør hver langfredag for at se, hvor mange der ud over mig selv følger flagregulativet og flager på halv langfredag. Det er der næsten ingen, som gør, så det er ikke et vink med en vognstang, men med en flagstang: Vi fejrer gerne påsken som en fest for opstandelsen og lyset og livet, men vi glemmer, at Han, der stod op påskemorgen, var den samme som døde langfredag.

 

Hvilket nok hænger sammen med, at vi moderne mennesker gerne vil høre et forårsbudskab om én, som overvinder døden og kulden og mørket, men vi har fået svært ved at kapere et budskab om én, som dør for vores synders skyld.

Vi føler os som ofre for sygdom og død, og længes efter en befrielse fra disse livsødelæggende magter.

Men vi forstår i stigende grad ikke længere os selv som syndere, der skylder noget bort, som vi ikke selv kan betale, og som en anden må betale prisen for.

 

Da jeg f.eks. selv for et par uger siden blev interviewet til Helsingør Dagblad, fortalte jeg, at påsken handler om Jesu opstandelse, og at det betyder, at Guds kærlighed er stærkere end selv døden.

Påsken handler om, at alt er muligt for Gud, og at vi derfor også selv altid kan få lov til at begynde forfra, forklarede jeg.

Men desværre glemte jeg dåre helt at fortælle Dagbladets læsere om langfredag eller om, at kærligheden og tilgivelsen altid har en pris, og at det er den pris, som Jesus betaler for os på korset.

 

Så meget desto mere er det heldigt, at vi på denne 1. søndag efter påsken hører om Thomas, som ikke var synderligt imponeret, da hans kammerater påskedags aften kom og fortalte, at Kristus var opstået.

For hvad skulle Thomas bruge det til, hvis den opstandne ikke virkelig var ham, som døde langfredag, og som han selv og alle de andre disciple havde svigtet?

Derfor sagde Thomas, at han slet ikke ville tro det, hvis han ikke fik lov til at se og endda røre ved naglemærkerne i Jesu hænder, ja stikke sin finger helt ind i hans sår . . .

 

En af de stærkeste illustrationer jeg kender af det motiv, er den færøske kunstner Torbjørn Olsens trefløjede altertavle fra 2003, som han har malet til Øster Skerninge kirke på Sydfyn, og som jeg ofte har betragtet. For kirken ligger skråt over for den idylliske stråtækte, men nu nedlagte præstegård, hvor mine forældre bor.

 

Hvis I ser på de udleverede billeder, så læg først mærke til den klare himmelblå farve bag ved alteret, som hele kirkens indre er kalket med.

Når man træder ind den gamle middelalderbygning, er det som at træde ind i selve den blå himmel. Men så snart man ser Torbjørn Olsens altertavle, får man genetableret jordforbindelsen.

 

   Altertavlen i Øster Skerninge kirke med lukkede fløje     Thorbjørn Olsen (2003)     

 

Den trefløjede tavle er en såkaldt triptykon, hvis øverste del kan åbnes og lukkes.

Kun i fastetiden – fra fastelavn til påske – er altertavlen lukket. Da ser man billedet af Jesus, som udspørges, hånes og tornekrones på en rød baggrund, som måske symboliserer aftensolen, men især lidelsen og det blod, som snart skal udgydes på korset.

 

Det er ikke professionelle, brutale soldater, som piner ham, men tre mænd som kun er iført lændeklæder.

Hvilket leder tanken hen på Adam og Eva i paradiset, da de om aften efter syndefaldet opdagede, at de var nøgne og forsøgte at skjule sig for Gud.

De tre mænd skal få os til tænke på os selv i fastetiden.

Hvad er den nøgne sandhed om os selv?

Hvordan ville vi selv have reageret under Jesu forhør og henrettelse?

 

Nedenunder i tavlens bund ser man året rundt resultatet af menneskers ondskab eller dumhed eller fejhed.

Det er billedet af den døde og gravlagte Jesus, som nærmest chokerede mig, da jeg første gang så det.

For det er virkelig en stendød mand – et lig – som man ser på.  

 

Men påskemorgen åbnes altertavlens fløje.

Og ovenover den døde Jesus ser man til venstre så de tre kvinder ude ved graven.

Kvinderne er i modsætning til de tre mænd iklædt kapper i stærke farver, som nok symboliserer modsatrettede, men ægte menneskelige følelser, sorg og glæde, fortvivlelse og håb.                          

 

Til højre ser vi englen, som fortalte kvinderne, at Jesus var opstået. Hun er malet som en ung lys kvinde helt i hvidt, kirkens festfarve, sandhedens, uskyldens og det evige livs farve.

 

Men altertavlens centrale opstandelsesmotiv er den tvivlende Thomas, som stikker sin finger ind i Jesu sår.

Da Thomas gør dette, så farves hans kappe rød som blod.

Det er som om blodet symbolsk strømmer fra Jesu sår og over i Thomas.

Det blod som ifølge bibelsk tankegang rummer det jordiske livs kraft.

Bag ved Jesus ser vi morgensolens gule skær omgivet af forårsgrønt, som symboliser håbet og det nye liv.

 

   Altertavlen i Øster Skerninge kirke med åbne fløje     Torbjørn Olsen (2003)

 

Kunstneren Torbjørn Olsen har om sin altertavle sagt følgende: ”Når du tager en døende i hånden og han opgiver ånden, strømmer tankerne igennem dig. Hånden bliver iskold. Er alt så forbi? Er der intet bagefter? Dette har jeg svært ved at tro. Ingen forstår livet og ingen forstår døden. Her er døden, og her er opstandelsen.”

 

Påskens budskab forstår vi ifølge Torbjørn Olsen kun, hvis vi ved, hvad det vil sige at holde af og miste, at røre ved og blive berørt af andre mennesker og af livet som sådan, inkl. det der gør ondt i livet.

Derfor rummer påskens budskab mere end den jublende forårsglæde over lyset og varmen og livets fornyelse i naturen og inden i os selv.

 

Salige er de, som ikke har set mig, og dog tror, siger Jesus til sidst til Thomas.

Måske fordi saligheden slet ikke er at se Kristus, men at se sig selv og de andre i lyset af Kristus, hans liv, død og opstandelse.

 

Den store tjekkiske forfatter Milan Kundera skriver i sin berømte bog, ”Tilværelsens ulidelige lethed” om fænomenet kitsch.                                                          

Kitsch er den form for kunst, som benægter alt, der gør ondt, eller er forkert eller grimt eller forvrænget.

Kitsch er den form for kunst, som gør fattigdommen eller døden eller naturen, men også kærligheden sukkersød og ufarlig og sentimental.  

Kitsch er den kunst, som stortrives i totalitære systemers endimensionelle beskrivelse af den lykkelige, flittige, sunde og tro borger, som aldrig vakler i sin tro på systemet.

 

Men påskens budskab er årsag til en anden og ægte kunst, hvor man kan se mennesket som det er på både godt og ondt.

Hvor man kan se selv det lidende menneske uden at blive kyniker eller uden at miste modet og håbet.

Fordi man ser mennesket i nådens og kærlighedens og opstandelsens lys.                                                              

 

Hvis Guds søn er på korset og går i graven for vores skyld, så er intet menneskeliv gudsforladt, hvor svært eller sølle og fortabt det end synes.

Så kan vi måske netop i det menneske, der er mislykket, eller udsættes for ondt, se noget, som rummer en sandhed og et moralsk krav, ja en uudslettelig værdighed eller herlighed, som det hedder med et centralt ord i Johannesevangeliet.

En herlighed vi måske kun fornemmer i nådefulde glimt – eller som lys gennem sprækker.

 

Men Torbjørn Olsens altertavle i Øster Skerninge kirke ”fortæller på en stærk måde, at trods tvivl må livet være mere end blot en biologisk proces, der fødes, dør og forsvinder. Der er en opstandelse.”

 

Glædelig påske!

AMEN

 

Henvisninger:

Citatet af Torbjørn Olsen og prædikenens afsluttende citat er taget fra en folder om Øster Skerninge kirke, som kan læses her: https://www.egense-oskerninge.dk/fileadmin/group/1311/OE-Skerninge_kirke/OEsterskerninge_folder.pdf

Den færøske ’koloristiske’ maler Torbjørn Olsen (f. 1956) kan studeres på hans hjemmeside, hvor der er mange eksempler på hans stærke, farverige landskabs-, portræt- og kirkekunst: http://torbjornolsen.fo/index.php/en/

Milan Kundera, Tilværelsens ulidelige lethed, Gyldendals paperbacks 1986. Bogen kan lånes på Helsingør bibliotek, og Kunderas tanker om kitsch står i romanens sjette del: "Den store march".




senest redigeret: torsdag 14-jan-21 12:18:55