Prædiken til Palmesøndag 2021


Prædiken til en på grund af corona-restriktioner kort gudstjeneste i Vestervang kirke palmesøndag den 28. marts 2021

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard

 

Salmer: DDS 176, Se, hvor Jesus nu træder, vers 1, 2, 3, 4, 5 & 10; 123, vers 7: Lad verden ej med al sin magt; 601 Herlighedens Gud; 202 Som et stille offerlam

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:

Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: »Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.« Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: »Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.« Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte: »Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!« AMEN

(Matthæusevangeliet 21,1-9)

 

Kære menighed!

 

Digteren Frederik Paludan-Müller lader i en af sine bøger en person spørge: Hvad er det verden trænger til? Og svaret er: Verden trænger til en konge.

”En Konge, paa hvis Magt der pukkes,

og ved hvis Storhed der kan dvæles,

ikke en Konge, for hvis Stol der bukkes,

men en Konge, for hvis Fod med Fryd der knæles.”

 

Præsten Emil Koch citerer digtet i et andagtsstykke fra begyndelsen af forrige århundrede.

Inderst inde længes vi alle efter at tjene nogen, uddyber han. Det bedste og inderste i os ved godt, at vi trænger til en konge.

Der er bare også noget i os, som siger det modsatte. For der er en oprører i ethvert menneske, eller noget der siger: Jeg vil ingen konge have! Jeg vil være fri og min egen herre i alt! Jeg vil helst stole på mig selv, for så er jeg mest sikker på ikke at blive narret.

 

Det kan tage sig stort og modigt ud, fortsætter Emil Koch, at være sin egen konge, og det er ikke underligt, at mennesker kan lade sig forføre og blænde til at tro, at livets herlighed er i det.

 

Men for den der ved sig skabt til at være tjener, siger han også, vil forsøget på at bære purpur og agere konge altid falde ynkeligt ud. Det ved alle erfarne mennesker godt. De ved det fra, hvad de har set hos andre, og de ved det fra, hvad de har mærket hos sig selv.

For vi kan ikke være vores egne herrer. Vi må have en konge over os, en konge ovenfra, som vi kan tjene. Ellers ender vi med at guddommeliggøre os selv og vort eget, og det fører før eller siden til skuffelse, tomhed og bitterhed.

 

Sådan advarer Emil Koch, og slutter sit andagtsstykke fra 1906 med disse stærke ord:

”…at finde den rette Herre og komme i hans Tjeneste, det er livets Herlighed, det er usigeligt stort og lykkeligt. At blive ganske lille i sine egne Tanker, lade fare alle Drømme om at komme til at glimre og spille en rolle og tage sig ud – og saa sige: Paa egen Haand er jeg intet og kan intet, men der er en stor Konge, som vil have mig i sin Tjeneste, og som kan bruge mig, og ham giver jeg mig i Vold, ikke truet og tvunget, men frivilligt, ikke fordi jeg er bange for ham, men fordi jeg elsker ham og føler mig draget til ham og mærker, at han ikke er en af de "Konger, for hvis Stol der bukkes, men en Konge, for hvis Fod der kan knæles med Fryd", ham giver jeg mig over til, og hvor han gaar, tør jeg ogsaa gaa, om det saa er ind i Døden, - sige det og saa øve sig i at gøre det, indrette sit Liv derefter, det er det største for et Menneske.”

 

Hvis man ikke bare affærdiger sådanne ord som from præstesnak, men virkelig lytter til dem, mon de så ikke har virket lige så provokerende i 1906 som de nok gør i dag, hvor vi i samfundet og gennem hele uddannelsessystemet sætter det at være et frit og selvstændigt individ som det højeste ideal?

 

Men den fattige og forhutlede folkeskare, som på den første palmesøndag hyldede Jesus som deres konge, da han red de sidste par kilometer på sit æsel ned ad Oliebjerget, fra Betfage til Jerusalems byport, følte den fryd, som der tales om i Paludan-Müllers digt.

 

Derfor sang de begejstret de gamle konge-hyldestsange, ”velsignet være han, som kommer i Herrens navn”, og kastede deres kapper og palmegrene på vejen foran ham.

 

De fleste af dem havde vel fulgt Jesus helt oppe fra Galilæa og vidste, at han som dem selv kendte til fattigdom og lidelse, og ikke var kommet for at lade sig betjene af andre, men for selv at tjene. Her var en konge, der ikke som alle jordens andre konger og overklasseløg følte sig hævet over andre, og som ikke krævede at blive opvartet eller få anden særbehandling, eller at man skulle og bukke og skrabe for ham.

En anderledes konge som den fredskonge profeten Zakarias en gang for længe siden havde spået om: ”Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl”.

 

Da de nåede ind i selve byen, undrede hovedstadens indbyggere sig. ”Hvem er han?”, spurgte de.”Det er profeten Jesus fra Nazaret i Galilæa”, lød svaret.

 

Vi ved, at den fattige skares begejstring over deres æselkonge fra provinsen ikke engang holdt til langfredag, hvor selv de nærmeste af Jesu disciple blev bange og faldt fra.

Hvilket så måske kunne have gjort dem bitre og kyniske og fået dem til at tro, at så var det hele bare en drøm og en illusion. At der slet ikke var en sådan konge, som det var en fryd at tjene.

 

”Vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel”, sagde to af disciplene en uge senere, da de troede, at Jesus var død og borte for altid.


Men man kan godt fornemme i disse desillusionerede ord, at de i Jesus havde mødt en virkelighed, som de ikke let kunne glemme og ryste af sig.

En anderledes virkelighed, som de blev bekræftet i, da han påskemorgen vendte tilbage fra de døde, og ikke kom tilbage for at hævne sig på dem, som havde dræbt ham, eller for at håne eller irettesætte dem, som svigtede ham, men for at trøste dem og give dem del i sin fred og sin Helligånd.

 

Hvad det betyder at have den korsfæstede, men opstandne Kristus som sin sagtmodige konge, og hvordan det henover tid kan forandre mennesker og samfund, fik vi i Danmark for en måned siden et storværk om, som jeg godt vil slutte af med at fortælle lidt om.

Det er den nu 80 årige litterats Keld Zeruneiths bog ”Da de tog land”, som handler om de islandske sagaer og det samfund, som de blev til i.

 

 

 

Keld Zeruneith fortæller, hvordan den brutale gamle hedenske vikingeverden med dens foragt for menneskeliv og idealer om fysisk styrke og heltemod og hævn, hvis ens ære blev krænket, langsomt blev forandret af kristendommen.

 

Han viser, hvordan man i sagalitteraturen kan se fremkomsten af et nyt idealmenneske, som ikke længere præges af de stærke egoers hovmod og selvudfoldelse, af den gamle verdens behov for at finde ære og ry gennem krig eller digtning, men af et nyt mådehold, en ny besindighed eller sagtmodighed.

 

Pointen kan bedst illustreres ved hjælp af Njals saga, som Keld Zeruneith udførligt gennemgår til sidst i sin nye bog.

 

Njals saga er nedskrevet i sidste halvdel af det 13. århundrede efter den mest blodige periode i Islands historie, den såkaldte Sturlungatid, som efter mere end 40 års interne kampe og drab endte med, at fristaten kom under den norske konge i 1264. Men sagaen fortæller om tiden umiddelbart før og efter kristendommens officielle indførelse på Island i år 1000.

 

Handlingen i Njals Saga minder mest af alt om en moderne rockerkrig, hvor rockerne er samfundets mest kendte og velstående slægter. Vi hører om en nærmest uendelig række af mord, som skyldes stejle, stærke menneskers hovmod, misundelse, bagtalelse og især blodfejdernes logik eller den ære, som kræver, at ethvert drab skal hævnes med et nyt drab, hvis der ikke indgås forlig og betales blodpenge.

 

Men man møder i sagaen også skikkelser, som undsiger sig denne ubønhørlige logik og voldsspiral.

 

Da Njals kristne forstersøn, Høskuld Hvidenæsgode, dræbes af Njals sønner, siger han i sit dødsøjeblik ord, som minder om Kristi ord på korset: ”Gud hjælpe mig og tilgive jer”.

 

Drabet på Høskuld hævnes af hans slægtning Flose med den store mordbrand, hvor Njal og hans kone og sønner omkommer. Kun Njals svigersøn Kåre Sølmundssøn undslipper, men Kåres dreng dør også i flammerne.

 

Siden kommer det til åben krig på mellem de to partier på Altinget, og en af den kristne missions første store talsmænd, Side-Hal, får dræbt sin søn Ljot.

Men efter en lang nats overvejelser står Side-Hal frem på tinge. Han udtrykker sin store sorg, men selv om han ved, at han af mange vil blive regnet for fej, så vil han ikke hævne drabet eller have pengebod. Han ønsker blot, at der bliver fred, og at drabene stopper.

 

Det gør de endnu ikke, men Flose og Kåre rejser efter flere drab til sidst på hver deres pilgrimsfærd til Rom for at få deres synders forladelse af selveste paven.

Da de mødes hjemme på Island igen, giver de hinanden noget for en gammeldags viking så umandigt som et forsonende kys.

Kåre bliver endda gift med Hildegun, Floses niece og enke efter Høskuld, som Kåre var med til at slå ihjel.

 

Sådan slutter Njals saga, og nogle vil måske mene, at det var en tam munkeslutning.

Men det er, siger Keld Zeruneith, en dybt symbolsk og meningsfuld slutning.

Den gamles hedenske verden med dens heroiske værdier var da virkelig ved at blive forløst og det med et kys!

Blodhævnens verden var ved at blive afløst af kærligheden som en ny og større virkelighed.

Den sagtmodige konges budskab om næstekærlighed, tilgivelse og forsoning var gået til hjertet.

AMEN.

 

Henvisninger:

Emil Koch, Det christne Menneskeliv. Smaastykker til daglig Læsning igennem Kirkeaaret, 1906.

Keld Zeruneith, Da de tog land. Historie, drømme og digtning i sagatidens Island, 2021.




senest redigeret: tirsdag 01-dec-20 10:24:39