Prædiken til en på grund af corona-restriktioner kort gudstjeneste i Vestervang kirke den 7. marts 2021
Af sognepræst Troels Bak Stensgaard
Salmer: DDS 266 Mægtigste Kriste, menighedens Herre; 123, vers 7: Lad verden ej med al sin magt; 652 Vor Herre! til dig må jeg ty, vers 1,2,3 & 7; 634 Du ved det nok, mit hjerte.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
Engang var Jesus ved at uddrive en dæmon, som var stum. Da dæmonen var faret ud, begyndte den stumme at tale, og folkeskarerne undrede sig. Men nogle af dem sagde: »Det er ved dæmonernes fyrste, Beelzebul, at han uddriver dæmonerne.« Andre ville sætte ham på prøve og krævede et tegn fra himlen af ham. Men da Jesus kendte deres tanker, sagde han til dem: »Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde, og hus falder over hus. Hvis nu også Satan er kommet i splid med sig selv, hvordan kan hans rige så bestå? I siger jo, at jeg uddriver dæmonerne ved Beelzebul. Men hvis jeg driver dæmonerne ud ved Beelzebul, ved hvem uddriver jeres egne folk dem så? Derfor skal de være jeres dommere. Men hvis det er ved Guds finger, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer. Når en stærk mand fuldt bevæbnet vogter sin gård, kan hans ejendele være i fred. Men kommer der en, der er stærkere, og overvinder ham, tager han straks alle de våben, som den anden havde sat sin lid til, og fordeler byttet. Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder. Når den urene ånd er drevet ud af et menneske, flakker den om i øde egne og søger hvile, men uden at finde den. Så siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg er drevet ud af. Og når den kommer, finder den det fejet og prydet. Så går den ud og tager syv andre ånder med, værre end den selv, og de kommer og flytter ind dér. Og det sidste bliver værre for det menneske end det første.« Mens han sagde det, var der en kvinde i skaren, der råbte: »Saligt er det moderliv, som bar dig, og de bryster, du diede!« Men han svarede: »Javist! Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det!« AMEN
(Lukasevangeliet 11,14-28)
Kære menighed!
Først i det lange og svære evangelium til denne 3. søndag i fasten fortælles, at Jesus helbredte en besat, som var stum.
Hvilket er et tegn på, at Jesus vil overvinde alt, hvad der skiller mennesker fra hinanden og fra Gud.
Men et mirakel er aldrig et tvingende matematisk bevis. Et mirakel er et tegn, som altid kan misforstås.
Derfor siger nogle i folkeskaren: ”Det er ved dæmonernes fyrste, Beelzebul, at han uddriver dæmonerne”.
Mens andre beder Jesus om mere tydelige beviser på, hvem han er.
Jesus siger i grunden så til dem: I må vælge, hvad I tror på! Hvis hvad I ser og hører mig gøre, gør jer usikre eller bange, så skyldes det måske jeres egen angst for det gode?
For hvis det i sig selv er godt, at en stum får talens brug, hvordan kan jeg så være i ledtog med onde magter?
Det skylder I mig en forklaring på, for ellers er den onde i modstrid med sig selv.
Men hvis I tør tro på, at det er godt, og hvis det for jer at se ikke bare er en underlig og mere eller mindre usandsynlig mirakelhistorie om en mand, som engang blev helbredt, så er det Gud selv, der taler og virker igennem mig.
Så er der slået en breche i de mure, der skiller mennesker fra hinanden – i den stumme mands tavshed, men også i kulden og ligegyldigheden og hvad der ellers ødelægger menneskers liv.
Så ser I i mig den stærkere, som har indtaget den stærke ondes gård og afvæbnet ham, siger han med et billede, som betyder, at så kan vi leve i troen på, at det gode er stærkere end de onde.
Derefter understreger Jesus sin pointe med at sige, at de kun har disse to valgmuligheder.
”Den, der ikke er med mig, er imod mig”, siger han.
For det er enten med Guds finger eller med Satans hjælp, at han gør godt, forklarer han.
Det sidste lyder måske provokerende eller fundamentalistisk.
Men det er dybest set den valgmulighed, som evangeliet altid giver os.
Det kors på Golgata, som vi her i fastetiden nærmer os dag for dag, er enten udtryk for ondskabens sejr eller for kærlighedens triumf, dvs. for at Gud er selv dér, hvor Gud synes mest fjern, og hvor menneskers magt over hinanden synes mest destruktiv og ond.
Det er det valg, som troen altid stilles overfor.
Jamen, javel, men bliver vi kristne så ikke til bedrevidende stivstikkere, som dømmer andre ude og tager patent på sandheden?
Tja, det er en fare, som vi alle er underlagt. Det er aldrig uden risiko at tro på og hævde noget, som virkelig har betydning og kan forandre os, og som mange modsiger.
Men måske er det også sådan, at selv vi, som forstår os som kristne, ofte overdriver den fare, og ikke tør stå ved og bekende vores tro på Kristus, fordi vi i virkeligheden længes efter neutralitetens uforpligtende ingenmandsland.
Fordi det enten bliver for forpligtende at tro på Ham, eller fordi vi længes efter at stå på egne ben og vise os selv og andre, at vi har styr på os selv og livet.
Det sidste er hvad der i en god kronik i Kristeligt Dagblad i mandags af tidligere sognepræst Knud Nyboe Rasmussen blev kaldt for den moderne overtro.
Der er i sig selv intet godt ved corona-krisen, understreger Knud Nyboe Rasmussen, men det er godt, hvis vores nuværende krise kan slå skår i den moderne overtro på, at vi er frie og suveræne væsener med magt til selv at skabe og kontrollere vores egen tilværelse.
Det er godt, fordi denne overtro gør os selvtilstrækkelige og gør, at vi lukker os om os selv, og bliver blinde for, hvad vi har fået, og for hvad vi skylder Gud og hinanden.
Eller som det i kronikken også hedder med et citat af universitetslærer Jakob Wolf:
”Det er en uhyre selvfølgelighed, at nok er der meget, jeg har magt over og har indflydelse på; men der er langt mere, som jeg ikke har magt over eller indflydelse på. Min afmagt er usammenligneligt meget større end min magt. Jeg er afmægtig i forhold til de mest afgørende begivenheder i mit liv, min fødsel, min død, kærligheden, og ikke nok med det, den magt, jeg har, bygger på en magt, som jeg ikke har. Min magt er afhængig af, at jeg er født og levet og opretholdes af kræfter og energi, som tilflyder mig udefra. Min afmagt er så stor og indlysende, at man let kommer til at overse den.”
Ja, det kan let virke bombastisk og bedrevidende dogmatisk at sige som Jesus gør, at den, som ikke er med mig, er imod mig.
Men netop han har om nogen lov til at sige det. Fordi han døde på korset uden at forsvare sig, og dér vedkendte sig menneskers afmagt og synd som sin egen, selv om han selv var uden skyld. Fordi han ikke bare selvtilstrækkeligt ville sikre sig selv.
Til enhver som deler den moderne overtro på, at vi kan klare os selv og være os selv nok, vender Jesus sig til sidst med det mærkelige, men umisforståelige billede af den urene ånd, som er drevet ud af et menneske, men som så vender tilbage og finder huset fejet og prydet, og tager syv andre ånder med sig, værre end den selv.
Vi er ikke herrer i eget hus, siger det billede.
Det vil sige: Vi har ikke et sted, som vi selv bestemmer over, og hvorfra vi kan tillade os at dømme andre inde og ude.
Vi skal naturligvis alligevel forsøge at vælge side og skelne, så godt vi kan, mellem ondt og godt.
Men vi skal også huske på vor egen begrænsning, og på at vejen til helvede er brolagt med gode intentioner.
Hver enkelt af os kender selvfølgelig bedst selv sin onde ånd.
Men evangeliet fortæller, at hvis vi tror, at vi har kostet den onde ånd fuldstændig ud, så kommer den tilbage med 7 ånder værre end den selv.
Når et menneske er alene og ensom med sine tanker, sagde Martin Luther tilsvarende engang, så kommer der hurtigt et virvar af alle mulige tanker, og vi gribes så lettere af mismod, og drager så tit forhastede konklusioner, og ser alting i det værste lys.
Det er vel grunden til, at ikke blot depressioner, men konspirationsteorier og tarvelige smædekampagner synes at blomstre i denne corona-tid, hvor så mange mennesker sidder alt for ensomme foran deres computerskærme.
Derfor handler det at være kristen heller ikke kun om at se op til Jesus som det fineste menneske, der nogen sinde har levet på jorden.
Til allersidst i dagens evangelium går Jesus jo i rette med en kvinde, som i bedste mening råber: ”Saligt er det moderliv som bar dig og de bryster du diede.”
”Javist”, svarer han, ”salige er de, som hører Guds ord og bevarer det.”
For det er ikke nok at have smukke forbilleder eller tanker om ham eller om verden.
Hvis en have er fuld smukke blomster, så er der ikke megen plads til ukrudt, men på den tomme mark spirer ukrudtet langt lettere op.
Et menneske skal tilsvarende ikke være tomt, men være fyldt af noget.
Det skal være optaget af noget levende, og det skal helst være af noget godt:
Af det forpligtende fælles liv med vores medmennesker på denne jord.
Af Kristus der trods synd og død kom ned på jorden, og i vor dåb skænkede os Helligånden med syndernes forladelse og det evige liv.
AMEN
Henvisninger:
Knud Nyboe Rasmussen, Den moderne overtro er ved at krakelere, kronik i Kristeligt Dagblad 1. marts 2021.
Luthers fine tanker om ensomhedens farer, som en ukendt persen skrev ned i 1534, kan på engelsk læses her: https://concordiaandkoinonia.wordpress.com/2016/06/28/luther-quote-of-the-day-3/
Og på moderne tysk her: https://jochenteuffel.files.wordpress.com/2019/12/bedenken-d.-martin-luthers-warum-einsamkeit-zu-fliehen-sei-1534.pdf
senest redigeret: Wednesday 13-Sep-23 13:38:50