Prædiken til 2. søndag i fasten 2021


Prædiken til en på grund af corona-restriktioner kort gudstjeneste holdt i Vestervang kirke den 28. februar 2021.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard

 

Salmer: DDS 498 Gud, efter dig jeg længes; 123, kun vers 7: Lad verden ej med al sin magt; 158 Kvindelil! din tro er stor; 401 Guds ord det er vort arvegods.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:

Jesus gik bort derfra og drog til områderne ved Tyrus og Sidon. Og se, en kana'anæisk kvinde kom fra den samme egn og råbte: »Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon.« Men han svarede hende ikke et ord. Og hans disciple kom hen og bad ham: »Send hende væk! Hun råber efter os.« Han svarede: »Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.« Men hun kom og kastede sig ned for ham og bad: »Herre, hjælp mig!« Han sagde: »Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.« Men hun svarede: »Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.« Da sagde Jesus til hende: »Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.« Og i samme øjeblik blev hendes datter rask. AMEN  

(Matthæusevangeliet 15,21-28)

 

 

Kære menighed!

 

Vi hører her 2. søndag i fasten om Jesus’ møde med en kana’anæisk kvinde i hedningeområderne nord for hans egen hjemstavn, det jødiske Galilæa.

Kvinden er en mor med et sygt barn, som opsøger Jesus for at få hjælp.

Men først er Jesus tilsyneladende så fløjtende ligeglad, at han ikke engang svarer hende med et eneste ord.

Disciplene synes, at Jesus som deres leder bør klare ærterne og så sende den påtrængende kvinde væk.

Men Jesus siger til dem, at han kun er sendt til de fortabte får af Israels hus.

 

Det virker umiddelbart lige så koldt og usympatisk, som hvis en leder på et socialkontor med et skuldertræk undskylder sig med, at en borger med store problemer, som uden forudgående aftale er troppet op, ikke er hans ansvarsområde.

 

Da kvinden dernæst trænger sig ind på Jesus og kaster sig desperat ned for ham, bliver han oven i købet grov og kalder hende for en hund.

Hvilket i Det gamle Testamente var, og i Mellemøsten stadigvæk er, et stærkt nedladende skældsord.

 

Mange moderne fortolkere har været forlegne over Jesus’ opførsel over for den fremmede kvinde og følt, at han her er præget af snæversyn og nedladende fordomme.

Man har ment, at det hele smager af sexisme, mandschauvinisme og racisme.

 

Derfor har man forsøgt at undskylde Jesus’ opførsel.

Man har f.eks. sagt, at han tav for at få disciplene til at tænke sig om.

Eller man har fremført, at han kun kaldte kvinden en hund for at prøve hendes tro eller for at fremprovokere en reaktion.

Man har også forestillet sig, at Jesus sagde det med børnene og hundene med et humoristisk glimt i øje, som kvinden straks fattede.  

Eller man har fremhævet, at Jesus kun kalder hende en lille hund. Men jeg kan godt forstå den kvindelige bibelforsker, som til det indigneret skrev, at hun ville blive lige oprørt over at blive kaldt en lille kælling som en stor kælling.                              

 

På mig virker det søgt at undskylde eller forklare Jesus’ opførsel på den måde.

Det er som om, at det så er os, der skal redde Gud, og ikke omvendt.

 

Der er andre moderne fortolkere, som siger, at Jesus blev klogere i løbet af sit møde med kvinden. Han var underlagt sin tids fordomme mod de fremmede og kvinder, men han tog ved lære og blev tolerant og inkluderende i mødet med en viljestærk og selvstændig kvinde, en outsider som satte sig ud over samtidens indskrænkede normer, siger man.

 

Eller som en moderne teolog forklarer det i en prædiken over evangeliet:

"Da jeg var barn, så troede jeg, at mine forældre var ufejlbarlige, og i min ungdom var det meget svært for mig at acceptere deres fejl og menneskelige skrøbeligheder.

Men i dag, hvor jeg selv er blevet ældre, er det underligt befriende for mig.

Nu ved jeg, at mine forældre kan forstå mine egne drømme og længsler, fejl og fiaskoer, fordi de selv har måttet vokse og kæmpe og lære.

De er mennesker som mig, og det har gjort vores forhold dybere at erkende dette, ja i løbet af årene har der udviklet sig en vidunderlig jævnbyrdighed mellem os."

 

Pointen er naturligvis, at vi også kan få et sådant dybere og mere ligeværdigt forhold til Jesus ved at erkende, at han var et skrøbeligt menneske, som måtte kæmpe mod sine fordomme og fejl og med tiden fik udvidet sin horisont og sit livssyn.

 

Det er smukt, at denne bibelforsker har fået et dybere og mere jævnbyrdigt forhold til sine forældre.

Men hvad nu hvis hun ikke havde gjort det?

Ville hun så også have fortolket dagens evangelium på denne måde?

Det tror jeg ikke!

 

Alle disse moderne tolkninger af dagens evangelium fik mig til at tænke på en god bog fra sidste år af præsten og forfatteren Sørine Gotfredsen. ”Som Sørine læser Bibelen”, hedder den.

Vi er efterhånden alle sammen blevet en slags terapeuter og amatørpsykologer med speciale i at analysere vores egen barndom, skriver Sørine Gotfredsen.

Det har at dels gøre med, at vi bilder os ind, at mennesket kun er et produkt af sine omgivelser; og dels med den antagelse, at det, der kan gennemskues, kan forandres, og måske endda helbredes.

Men vi kan ikke kan gennemskue alt, som hænder os, og slet ikke forholdet til vores nærmeste.

Og vi fortrænger, at der er destruktive kræfter i os alle, som altid vil være der, ligegyldigt hvad vi gør for at forstå dem eller for at elske eller behandle dem væk.

 

 

Selvfølgelig har vores oplevelser og især barndommen stor betydning for vores voksne liv.

Men hvis vi bilder os ind, at vores opvækst og barndom kan forklare alt i vores liv, så bliver vi ansvarsløse mennesker, for så ender vi med at opfatte os selv som ofre for omstændighederne.

I stedet for at tage ansvar for os selv og hinanden får vi så travlt med at finde syndebukke. Og de syndebukke vil da typisk være vores forældre eller andre, som har formet os.

Eller mere upersonligt: Det vil være samfundet som sådan, som vi giver skylden for det, som vi ikke kan acceptere i vores eget liv.

Sådan skriver Sørine Gotfredsen i sin nyeste bog.

 

Men den kana’anæiske kvinde i dagens evangelium er ikke en del af denne moderne udvikling.

Hun er ikke en moderne stærk frigjort person eller en outsider, som ikke er underlagt sin samtids fordomme.

Derfor kan vi heller ikke forstå denne fortælling, hvis vi kun prøver at forstå den 'psykologisk' ud fra vores egen tids i sig selv smukke idealer om fordomsfrihed og personlig udvikling.

 

Kvindens datter er i stærke destruktive kræfters vold, som hun slet ikke selv kan styre.

Hun råber: ”Forbarm dig over mig, Herre. Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon.”

Det ord, som vi oversætter med at råbe, bruges andetsteds i bibelen om en kvindes skrig af smerte i fødselsveer.

Som hun engang skreg i smerte ved barnets fødsel, skriger den kana’anæiske kvinde igen på grund af sin datters sygdom.

Hun har med andre ord ikke styr på situationen og gør ikke selvbevidst krav på noget.

Hun er i afmagt, og kan kun holde sig til det underlige rygte, som hun har hørt om Jesus.

 

Derfor kalder Jesus hendes tro stor.

Fordi den store tro er den, som ikke tror stort om sig selv eller er sig bevidst om sin egen ret.

Jeg har ikke krav på eller ret til noget som helst, siger hun.

Men de små hunde under bordet spiser dog af det samme brød som husets egne børn, tilføjer hun håbefuldt.

 

I en lille bog om bøn har Martin Luther for 500 år siden skrevet noget, som jeg synes fortæller os bedre, end jeg kan, hvad det så er for en tro, som den kana’anæiske kvinde havde.

Det er et langt citat at slutte med, men jeg synes, det er værd at tænke over.

Især her i fastetiden, som er den tid på året, som vi traditionelt forbinder med refleksion over vores egne prioriteter og værdier.  

 

Martin Luther skriver:

”Jeg sætter min lid – ikke til noget menneske på jorden, heller ikke til mig selv, til min egen magt, kunst, gods, ejendom, fromhed, eller hvad jeg måtte have.

Jeg sætter ikke min lid til nogen skabning, hverken i himlen eller på jorden.

Jeg vover og sætter alene min lid til den rene, usynlige, ubegribelige eneste Gud, som har skabt himmel og jord og alene er over alle skabninger; omvendt er jeg ikke bange for al ondskab fra Djævelens og hans kumpaners side, for min Gud er over dem alle.

Om jeg var forladt eller forfulgt af alle mennesker, ville jeg ikke desto mindre alligevel tro på Gud.

Om jeg er fattig, uforstandig, ulærd, foragtet eller mangler alt, jeg tror ikke desto mindre alligevel.

Om jeg er en synder, jeg tror ikke desto mindre alligevel. For denne min tro må og skal svæve over alt, hvad der er og ikke er, over synd og dyd (. . .).

Jeg begærer heller ikke noget tegn af ham for at sætte ham på prøve.

Jeg stoler bestandigt på ham, hvor længe han end tøver, og opstiller ham ikke noget mål, nogen tid, noget middel eller måde; men sætter det alt sammen hen til hans guddommelige vilje med en fri, sand tro.

Fordi han er Gud, så kan han og ved han, hvorledes han på det bedste kan handle med mig.

Fordi Han er Fader vil han også gøre det og det hjertens gerne.

Da jeg nu ikke tvivler derpå, men sætter al min lid til ham, er jeg visselig hans barn, tjener og arving til evig tid, og det vil ske mig som jeg tror.”

AMEN

 

Henvisninger:

Sørine Gotfredsen, Som Sørine læser Bibelen, Bibelselskabets Forlag 2020, s. 48f.

Luthers lille bog om bøn fra 1520, Gebetbuchlein, er citeret fra en oversættelse af Richard Riis, som kan læses her: http://www.martinluther.dk/gebet20.html




senest redigeret: onsdag 13-sep-23 13:38:50

Mette Dansøn har været sognepræst i Vestervang Kirke siden 2010

Troels Bak Stensgaard har været sognepræst i Vestervang Kirke siden 2008

Andreas-beskaaret-400px

Andreas la Cour har været sognepræst i Vestervang Kirke siden 2023