Prædiken til Fastelavns søndag 2021


Prædiken til en på grund af corona-restriktioner kort gudstjeneste, holdt i Vestervang kirke den 14. februar 2021.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard

 

Salmer: DDS 172 Se, vi går op til Jerusalem; 123, vers 7: Lad verden ej med al sin magt; 446 O, lad din Ånd nu med os være; 441 Alle mine kilder skal være hos dig (kan høres under prædikenen fremført af Vestervang kirkes organist Morten Poulsen og vores kirkesangere Julie Meera Albertsen og Piet Larsen).

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

Da kommer Jesus fra Galilæa til Johannes ved Jordan for at blive døbt af ham. Men Johannes ville hindre ham i det og sagde: »Jeg trænger til at blive døbt af dig, og du kommer til mig?« Men Jesus svarede ham: »Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed.« Så føjede han ham. Men da Jesus var døbt, steg han straks op fra vandet, og se, himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig; og der lød en røst fra himlene: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!« AMEN 

(Matthæusevangeliet 3,13-17)

 

 

Kære menighed!

 

Der blev i folkekirken i 2020 døbt i alt 33.900 mennesker eller 6.733 færre end i 2019. 

Dette helt usædvanligt store fald i antallet af dåb skyldes selvfølgelig corona-pandemien, som sidste år delvist holdt kirker lukkede og forhindrede familiefester. 

Men generelt bliver færre og færre danskere døbt.  

I 2010 blev 7 ud af 10 nyfødte døbt inden de var fyldt et år, men allerede ti år efter, i 2019, var det blot lidt over halvdelen (55,6 %).  

Barnedåben er i frit fald, hed det i Kristeligt Dagblad i forgårs.  

 

Da årets kirkestatistik var blevet offentliggjort i ugens slutning, kom der på Helsingør Stifts hjemmeside straks forslag til, hvordan man kan gøre dåben mere attraktiv.  

Det foreslås f.eks., at menighedsrådene inviterer til drop in-dåbsfest for hele familien med balloner, hoppeborg, ponyridning, hotdogs og kaffevogn i præstegårdshaven.  

Det lyder festligt! Men jeg håber sørme, at menighedsrådet husker at spørge mig og min kone om lov, inden denne store folkelige dåbsfest bliver arrangeret i vores have.  

Og jeg kan ikke lade være med at blive lidt forstemt, når jeg læser den slags velmenende påhit.

Det er som om man mest af alt ser det faldende dåbstal som udtryk for nedgang i omsætningen i en virksomhed, som skal afhjælpes med et nyt salgsfremstød – med reklamekampag­ner for dåben.  

 

Vi diskuterer i netop disse år i forvejen intenst folkekirkens ritualer.  

Mange siger, at de er uforståelige og bør ændres.

Men som en af mine venner altid siger, så ligger den bedste forståelse af ritualet i at deltage i det, selvom man måske ikke forstår det med sin forstand og ikke selv kan sætte ord på indholdet.  

 

Mange præster mener, at vi ikke bør fortsætte med at sige, at vi i dåben bliver til Guds børn. For det er alle mennesker allerede fra deres fødsel, lyder argumentet.

Der er også dem, der hævder, at det er forkert og endda anstødeligt at sige, at de små børn i deres dåb får syndernes forladelse og evigt liv i gave, dvs. bliver frelst fra syndens magt og døden.  

 

Men hvorfor – kan man omvendt indvende - skal man overhovedet døbe nogen, hvis der ikke sker en afgørende forandring med os i dåben?

Og dåben har nok altid været svær at forstå.  

 

Da den danske kirke brød med den katolske kirke under reformationen skrev man i 1537 i den nye kirkelige lovgivning (i Christian III’s kirkeordinans):

”Fastelagens söndag skal læsis det Euangelium Matthei iij om wor Herris Jesu Christi Dob, oc den dag skal forklaris alt det Dobens Sacramente haffuer på seg.”   

 

Vores reformatorer så stort på 1000 års kirkelig tradition og flyttede evangeliet fra hellig tre kongers dag den 6. januar og hen til den sidste søndag før kirkens traditionelle 40 dages fastetid op til påsken, som begynder nu på onsdag, askeonsdag.

På den måde mindede de os om, at dåben må forstås i sammenhæng med den grundlæggende fortælling i Det gamle Testamente om det jødiske folks befrielse fra Egyptens trældom under Moses’ ledelse.  

 

En flok ubevæbnede slaver - bange mænd, kvinder og børn – flygtede gennem det røde hav, mens Faraos morderiske hær druknede deri.

Derefter fulgte folkets 40 års vandring i ørkenen, som man altid har forbundet med de 40 dage i ørkenen, hvor Jesus lige efter sin dåb blev fristet af Djævelen, og med kirkens 40 dages faste før påskefesten.

De 40 år i ørkenen hvor israelitterne trods Guds løfter om friheden i det forjættede land gang på gang blev fristet og svigtede Gud. Når de længtes tilbage til Egyptens kødgryder og trældommens tryghed og ikke ville følge Moses. Når de dansede om guldkalven og tilbad afguder.  

Men Gud svigtede ikke dem, og på Sinaj fik folket loven at støtte sig til.  

 

De måtte have loven, fordi friheden i det nye liv, som Gud ville skænke dem, var alt for overvældende og fyldte dem med angst.  

Det var vel også derfor, at de så ofte misbrugte loven til at regulere livet ned i de mindste detaljer.  

 

Ned gennem Israels lange historie indskærpede profeterne igen og igen lovens sande essens:

”Glem ikke enken, den faderløse og den fremmede i jeres midte.” ”Glem ikke, at I selv var fremmede i Egypten”. ”Barmhjertighed vil jeg, ikke slagtofre.”

Men ingen profet havde nogensinde forkyndt lovens krav og den kommende dom så indtrængende alvorligt som Johannes Døber på Jesu tid.

Det var aldrig før sket i jødisk historie, at jøder blev døbt ved at blive neddyppet i vand.

På den måde understregede Johannes, at det var nødvendigt, at hver enkelt blev helt renset og begyndte forfra på et nyt og retfærdigt liv.  

 

   Joachim Patinir (1480 - 1524): Kristus' dåb. Kunsthistorisches Museum, Wien

 

 

Og så kommer Jesus fra Galilæa og vil døbes af Johannes.                

Johannes forstår intet deraf og vil hindre det og spørger undrende: ”Jeg trænger til at blive døbt af dig og du kommer til mig?”

Johannes ved på en eller anden måde, at Jesus er den, som han har ventet på og længtes efter.

Den der mere effektivt end Johannes selv kan rense verden for hykleri og ondskab og synd.

Men Jesus træder ikke over på Døberens side, og hjælper ham ikke med at true syndere med bål og brand for at de skal omvende sig og blive som ham selv.  

 

Jesus stiller sig i stedet for solidarisk ved syndernes side.  

Han går ned i floden for at blive døbt som en af dem.

Han siger kryptisk til den undrende Johannes, at således bør de opfylde al retfærdighed, og man har lige siden diskuteret, hvad de ord betyder.

Måske betyder de simpelthen, at først hvis vi virkelig indser, hvad Jesus' dåb var begyndelsen på, vil vi kunne leve et liv i frihed og i kærlighedens tjeneste for vor næste, et liv uden synd og angst.  

 

Og efter Jesus’ dåb bliver himlen åbnet, fortælles det.  

Helligånden kommer over ham i en skikkelse af en due og Guds røst lyder: ”Dette er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!”.

Som duen kom tilbage til Noah i arken i syndflodens dage og forkyndte nyt land, nye muligheder, kommer den ned over Jesus.

Som Guds ånd i skabelsens morgengry svævede som en fugl over urdybets kaosvande, svæver den igen over Jordanfloden, og vil snart vise sin kraft i alt, hvad Jesus siger og gør.

For nu begynder noget nyt – en ny skabelse.

Det er dette nye liv, som dåben giver os del i, selv om så meget i vores gamle liv og i verden synes at tale imod det.  

 

Derfor er det dybt betydningsfuldt, at vi hører om Jesu dåb netop i dag, den sidste søndag før den 40 dage lange faste op til påsken begynder.

For fasten er en tid viet til selvransagelse og selvkritik.

Og hvis vi ikke kan sige som Johannes Døberen, at vi selv trænger til at erfare dåbens nåde på ny, hvordan skal vi så som kristne og som kirke kunne overbevise andre mennesker om, at de har brug for den?  

 

På Helsingør Stifts hjemmeside kan man som sagt læse et forslag om drop in-dåbsfester i præstens have.

Men dåbens fest er ikke præstens havefest.  

 

Eller som det hedder i en fin og klog lille dåbsfolder, som biskop Johannes W. Jacobsen og professor Christian Thodberg engang skrev: ”Præsten lægger hånd til, men det er Gud selv der døber. Bag præstens hånd og skikkelse aner vi Ham, som kaldte sin Søn ud af graven og nu ved dåben kalder på os, gør os til sine børn, og giver os sin gode Helligånd til ledsager gennem denne tilværelse med tilgivelse og evigt liv”.  

 

Derfor skal et kristent menneske også kun døbes én gang, fordi det er Gud, der døber, og ikke mennesker.  

 

Jamen, vi kan ikke forstå, at et uskyldigt barn har brug for syndernes tilgivelse, siger mange i dag.

Derfor lader flere og flere være med at døbe deres børn.  

 

”Men det forekommer rigtig nok også”, står der i den fine dåbsfolder, ”at en far eller mor allerede under deres barns tidlige opvækst genkender anlæg og egenskaber fra sig selv, som de nødigst vil genkende i næste slægtled. På godt og ondt er vi i hver generation arveligt bestemt; anlæg og egenskaber nedarves – der er ikke tale om livsytringer, der indlæres; og de kan dukke op så tidligt, at en indlæring ikke engang vil være mulig. - Og går det op for os, at også vort barn er led i slægtens mørke og tunge sammenhæng, vil det nok efterhånden vise sig at være en Guds lykke, at der tidligt med gyldighed for hele vort liv er sagt et ord til os om tilgivelse, selv om vi først langt senere fatter dette ords rækkevidde og betydning.”  

AMEN 

 

Henvisninger:

Johs. W. Jacobsen og Christian Thodberg: At bæres til dåben, Forlaget Under Guds Ord, 1985. Martin Schwarz Lausten: Kirkeordinansen 1537/39, Akademisk Forlag 1989.   

 

Grundtvigs salme ”Alle mine kilder” (DDS 441) fremført af Vestervang kirkes organist Morten Poulsen og kirkens sangere Julie Meera Albertsen og Piet Larsen

 




senest redigeret: tirsdag 01-dec-20 10:24:39