Septuagesima 2021

Prædiken til en på grund af corona-restriktioner kort gudstjeneste, holdt i Vestervang kirke den 31. januar 2021.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard

DDS 2 Lover den Herre, den mægtige konge med ære!; 299 Ånd over ånder, kom ned fra det høje; 728 Du gav mig, o Herre, en lod af din jord. 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

Jesus sagde: »Himmeriget ligner en vingårdsejer, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård. Da han var blevet enig med dem om en dagløn på en denar, sendte han dem hen i sin vingård. Ved den tredje time gik han ud og så nogle andre stå ledige på torvet, og han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård, så skal jeg betale, hvad I har ret til. De gik derhen. Igen ved den sjette og den niende time gik han ud og gjorde det samme. Ved den ellevte time gik han derhen og fandt endnu nogle stående dér, og han spurgte dem: Hvorfor har I stået ledige her hele dagen? De svarede ham: Fordi ingen har lejet os. Han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård. Da det blev aften, sagde vingårdens ejer til sin forvalter: Kald arbejderne sammen og betal dem deres løn, men sådan, at du begynder med de sidste og ender med de første. Og de, der var blevet lejet i den ellevte time, kom og fik hver en denar. Da de første kom, troede de, at de ville få mere; men også de fik hver en denar. Da de fik den, gav de ondt af sig over for vingårdsejeren og sagde: De sidste dér har kun arbejdet én time, og du har stillet dem lige med os, der har båret dagens byrde og hede. Men han sagde til en af dem: Min ven, jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke enig med mig om en denar? Tag det, der er dit, og gå! Jeg vil give den sidste her det samme som dig. Eller har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god? Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste.« AMEN

(Matthæusevangeliet kap. 20,1-16).

Kære menighed!

En af de mest kendte teologiske professorer i forrige århundrede var kirkehistorikeren Hal Koch. 

Han stillede store krav til sine studerende. De kommende præster skulle som en selvfølge kunne oversætte tekster på græsk og latin fra bladet. 

Men strengheden var forbundet med mildhed. 

De høje standarder for faglighed skulle være der, men ikke altid overholdes.

Det fortælles f.eks., at en teologistuderende engang var udeblevet fra den teologiske kandidateksamen efter at være dumpet to gange forud. Hal Koch ringede til studentens kone, som fortalte, at hendes mand lå i sengen med et nervesammenbrud. Hvorefter Hal Koch bestilte en taxa og kørte med de to censorer hjem til studenten, som blev eksamineret liggende i sin seng, mens konen holdt ham i hånden. Han bestod.

Det fortælles også, at Hal Koch engang havde en til eksamen, som skulle opnå en bestemt karakter for at bestå den samlede eksamen. Den stakkels mand sad fuldstændig stum under hele eksaminationen, så han stod selvfølgelig til at dumpe. Men Hal Koch kom ud og sagde: ”De fik deres karakter, for vi gennemførte det kommunistiske princip, at man yder efter evne og får efter behov.”                                                             

I Jesu lignelse om arbejderne i vingården møder vi samme indstilling.

Vi hører om en vingårdsejer, som ved solopgang går hen på torvet for at hyre arbejdskraft.

Der forhandles om betingelserne, og ejeren bliver enig med daglejerne om en dagsløn på en denar, hvad der dengang var ganske almindeligt.

For at forstå lignelsens forsættelse bør vi vide, at en arbejdsdag i Israel dengang varede fra solopgang til solnedgang, og at dagen altid blev opdelt i 12 timer. Hvilket hænger sammen med, at man i Israel er meget tættere end os på ækvator, hvor dagene og nætterne året rundt er lige lange. Hvis solen stod op klokken 6 og gik ned kl. 18, så er den tredje time den dag kl. 9, hvor vingårdens ejer går hen på torvet og hyrer flere folk.

Men så begynder det at blive mere mærkeligt, for kl. 12 og 15 hyrer vingårdsejeren igen nye folk.

Det gav måske mening, hvis det var i høsttiden, og vejrudsigten stod på regn dagen derpå, så høsten skulle hurtigt i hus.

Men selv i den 11. time eller kl. 17.00, en time før fyraften, kommer ejeren igen ned på torvet og finder nogle, som endnu ikke har fået noget at lave.

Og nu fornemmer vi også på anden måde, at vingårdsejeren ikke er en almindelig arbejdsgiver.

”Hvorfor har I stået ledige her hele dagen?”, spørger han de sidste. ”Fordi ingen har lejet os”, svarer de.

En normal og sympatisk arbejdsgiver ville måske beklagende så have sagt: ’det må være hårdt for jer, og jeg ville ønske, at jeg også kunne bruge jer, men det er hårde tider for os alle’.

Men denne vingårdsejer ser dem stå der på torvet som skolebørn i en idrætstime, som ingen har ønsket på deres fodboldhold, og så siger han bare: ”Gå også I hen i min vingård”. 

Det er en smuk detalje: Vi hører ikke, at vingårdsejeren virkelig har behov for ekstra arbejdskraft i løbet af dagen. Han har derimod blik for de lediges behov for arbejde. 

Og så kommer den overraskende pointe:

Det bliver fyraften, og forvalteren skal udbetale lønnen, og de sidste ankomne får først. De får hver en denar, og stor er de først ansattes forargelse, da de får det samme.

Hvem kan ikke sætte sig ind i den forargelse?

Det svarer til, at vi selv har slidt siden nytår på vores nye job, og så får vi en ny kollega den første december – en kollega der skal lave det samme som os, men er så uduelig, at vedkommende ikke selv har kunnet skaffe sig et arbejde, endsige selv har kunnet forhandle sig til sin løn . . . men denne nye kollega får alligevel samme løn for december måneds arbejde, som vi har forhandlet os frem til for hele året.

Det er forargelsen i dagens lignelse, men det er også evangeliet.

”Har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil med, med det der er mit?”

Sådan spørger vingårdsejeren dem, som selvfølgelig føler sig snydt, og sådan spørger han os.

Vi taler så tit om vores egne og andres rettigheder som mennesker, som borgere, som lønmodtagere.

Vi taler om mindretallenes rettigheder, om homoseksuelles og kvinders rettigheder, børns og dyrs rettigheder.

Men lignelsen taler om Guds rettighed og siger, at Gud har ret til at være generøs mod alle, hvis det er, hvad han vil.

Og det har vi det sikkert alle helt fint med, så længe Gud sådan blot i al almindelighed er generøs eller kærlig mod alle, dvs. så længe det blot er en smuk ide. 

Så længe Gud så at sige forbliver oppe i himlen, og dér er en god og kærlig Gud,

Men hvad nu hvis det bliver konkret? Hvad nu, hvis Gud bryder ind i vores liv – i vores liv hvor der altid er noget, som hedder ret og rimelighed og løn som fortjent – og giver min dovne uduelige kollega det samme, som han giver mig?

Tja, så bliver det vel også for meget for os . . .

Med mindre selvfølgelig, at det dybest set er vores eneste chance, at Gud har gjort, hvad vi ikke kan, og hvad der får alle vores fornuftige og i sig selv rimelige tanker om en nødvendig sammenhæng mellem indsats og løn til at bryde sammen.

Med mindre Gud har talt et ord til os, som vi slet ikke kan rumme med vores forstand. 

Et ord der er så forargeligt, at vi slog den, der talte ordet til os, ihjel.

Og hvad nu, hvis Gud alligevel fortsatte med at gøre med sit, hvad han ville?

Hvad nu, hvis han oprejste Jesus fra de døde for at begynde på noget helt nyt og aldrig før set?  

Hvad nu, hvis han i vores egen dåb gav os del i dette nye og sagde: Jeg skænker dig syndernes forladelse og det evige liv. 

Tja, hvis Gud har gjort dette, hvis Gud gør dette, så må det vel før eller siden også forandre os og måden vi ser på os selv og hinanden. Så vi ikke pukker på vores og andres ret og fortjeneste, men ser, at ethvert menneske har langt flere muligheder, end hvad vi mener, at det har gjort sig fortjent til, og hvad det selv mener at have krav på.

Den berømte professor Hal Koch lod to usikre og måske endda dovne studenter bestå den teologiske embedseksamen, selv om de ikke tog deres eksamen som andre. Og mon ikke han troede på, at de godt kunne blive gode præster alligevel? At det vigtigste ikke var deres eksamenskarakter.

Hal Koch var en belæst kirkehistoriker og skrev en bog om Martin Luther, så han har sikkert læst en prædiken, som Martin holdt over lignelsen om arbejderne i vingården for 500 år siden. En prædiken som Luther slutter med disse ord: 

”Så er nu dette summen af dette evangelium: Intet menneske er så højt oppe eller vil komme så højt op, at det ikke har at befrygte, at det vil blive den allernederste. Omvendt ligger ingen så dybt falden eller kunde falde så dybt, at der ikke var håb for ham om, at han kunne blive den højeste. Derved at han siger: Den første skal være den sidste, fratager han dig al dristighed og forbyder dig at hæve dig over en skøge, selv om du var Abraham, David, Peter eller Paulus lig. Men derved at han siger: Den sidste skal være den første, advarer han dig mod al fortvivlelse og forbyder dig at sætte dig under nogen af de hellige, selv om du også var Pilatus, Herodes, Sodoma og Gomorra. Thi ligesom vi ingen årsag har til at fordriste os, har vi heller ingen årsag til at fortvivle.” 

AMEN

Henvisninger:

De to anekdoter om Hal Koch stammer fra Jes Fabricius Møllers bog ”Hal Koch. En biografi”, Gads Forlag 2009, s. 275f. I tolkningen af Jesu lignelse er jeg afhængig af en prædiken af den amerikanske teolog Gerhard O. Forde, ”God’s Rights”, som er trykt i sammes bog: ”A More Radical Gospel. Essays on Eschatology, Authority, Atonement and Ecumenism”, Fortress Pres 2017. Luthers prædiken er citeret fra Martin Luther, 25 Prædikener, Nyt Nordisk Forlag 1936.