2. søndag efter helligtrekonger 2021
Prædiken til en på grund af corona-restriktioner kort gudstjeneste, holdt i Vestervang kirke den 17. januar 2021.
Af sognepræst Troels Bak Stensgaard
DDS 747 Lysets engel går med glans; 143 Med den enbårnes herlighed.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Den tredje dag var der bryllup i Kana i Galilæa, og dér var Jesu mor med; også Jesus og hans disciple var indbudt til brylluppet. Men vinen slap op, og Jesu mor sagde til ham: »De har ikke mere vin.« Jesus sagde til hende: »Hvad vil du mig, kvinde? Min time er endnu ikke kommet.« Hans mor sagde til tjenerne: »Gør, hvad som helst han siger til jer.« Der var dér seks vandkar af sten; de stod der efter jødernes regler for renselse og rummede hver to til tre spande. Jesus sagde til dem: »Fyld karrene med vand.« Og de fyldte dem helt op. Og han sagde til dem: »Øs nu op og bær det hen til skafferen.« Det gjorde de så. Men da skafferen havde smagt på vandet, der var blevet til vin – han vidste ikke, hvor den kom fra, men det vidste de tjenere, som havde øst vandet op – kaldte han på brudgommen og sagde til ham: »Man sætter ellers den gode vin frem først, og når folk har drukket godt, så den ringere. Du har gemt den gode vin til nu.« Dette gjorde Jesus i Kana i Galilæa som begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed, og hans disciple troede på ham. AMEN
(Johannesevangeliet kap. 2,1-11)
Kære menighed!
Da jeg i 1999 blev teologisk kandidat fra Københavns universitet, blev jeg ansat på universitetet til i tre år at forske i en 450 år gammel og 1000 sider tyk latinsk og lærd kommentar til Johannesevangeliet, som er skrevet af den danske teolog Niels Hemmingsen.
Han levede fra år 1513 til år 1600 og var i sine velmagtsdage den ledende danske kirke- og universitetsmand, kendt i hele Europa for sine mange bøger.
Men Niels Hemmingsen erfarede også sandheden af det gamle ord: højt at flyve, dybt at falde.
I 1579 måtte Frederik II fjerne Niels Hemmingsen fra Københavns Universitet, hvor han havde været ansat i 40 år. Fordi Hemmingsens opfattelse af nadverens sakramente afveg fra den ortodokse lutherske lære. Kongen kunne til sidst ikke sidde det overhørigt af udenrigspolitiske grunde.
Det var selvfølgelig en katastrofe for Hemmingsen, men den berømte mand blev afskediget i nåde, altså med pension.
Og hans gamle kolleger fra universitetet sendte ham i hans otium hvert år ved juletid 2 ankre vin eller omkring 75 liter.
Med tanke på denne årlige julegave kunne man måske tænke, at Niels Hemmingsen havde en god forståelse af fortællingen om vinunderet ved brylluppet i Kana, hvor Jesus forvandler mellem 400 til 600 liter vand til god vin.
Men i Niels Hemmingsens fortolkning af dagens evangelium møder man ikke stor bryllupsglæde.
Da vinen ved brylluppet i Kana slipper op, giver det f.eks. Hemmingsen grund til at komme med indtrængende advarsler mod at invitere til for store og kostbare bryllupper, så man året efter skal tigge om brød til sin hustru og sine børn, som han dramatisk siger det.
Han advarer også mod fråseri og drukkenskab ved bryllupper.
Han taler om ægteskabet som Guds gode ordning, men fremhæver alligevel kun ægteskabets byrder som de farlige børnefødsler og udfordringer med at opdrage ulydige børn. En tåbelig søn er sin fars smerte, siger han med et citat fra Ordsprogenes Bog (19,13).
Denne moralisering hænger måske sammen med, at Niels Hemmingsens første kone var ham utro og opførte sig offentligt så skandaløst, at de måtte skilles. Niels Hemmingsens eneste og oprindeligt så lovende søn, Hans, som blev professor i græsk og latin på Københavns universitet som blot tyveårig, vakte endnu større forargelse ved sin fordrukne livstil. Han havde en affære med konen til en tidligere præst ved Helligåndskirken, forsøgte at stikke hendes mand ned, og blev til sidst forvist fra Sjælland af kongen og gik i hundene.
Som Kristus kom ned fra himlen og besøgte det fattige ukendte ægtepar i Kana, sådan vil han også tage bolig i enhver os, siger Niels Hemmingsen med hele den kirkelige tradition i ryggen.
Men hele trykket ligger hos Hemmingsen på, at vi derfor ikke skal hovmodige os over jordiske goder, men anstrenge os for at leve et rent og fromt liv og på den måde invitere Kristus til at blive vor egen gæst og hjælpe os med det, som vi selv mangler.
Og det er jo heller ikke helt forkert . . .
Men fortællingen om vinunderet i Kana handler ikke først og fremmest om en mangel hos os, som skal udbedres, men om en glæde eller en fest, som skal fortsætte og vokse.
Fortællingen vil få os til at se Guds herlighed i dette vort eget jordiske fysiske liv.
Derfor skete det ved en ukendt landsby-piges bryllup, at Jesus ”åbenbarede sin herlighed”.
Han viser sin herlighed ved at ære og opløfte almindelige mennesker og ganske almindelige ting i menneskelivet - ved at være til stede og tage del i det.
Han ærer og ophøjer menneskelig kærlighed og ægteskab ved sin blotte tilstedeværelse, så vi aldrig bør nedskrive kærlighed mellem mennesker til naturlige følelser og kemi, eller bilde os ind, at et ægteskab blot er en ren menneskelig tradition, eller kun er en civil og borgerlig kontrakt.
Han ærer og ophøjer sin mor – og dermed ethvert forældre-barn-forhold - ved at gøre, hvad Maria beder ham om. Selv om han synes, at det er dårlig timing.
Han ærer brudgommen ved at forhindre den skam, det ville være at løbe tør for vin til sin bryllupsfest.
Han ærer festen og festglæden ved at sørge for, at vandet i renselseskarrene forvandles til, hvad der svarer til mange hundrede flasker god vin.
Han ærer tjenerne, som ellers så let bliver overset ved sådan en fest, men som ved denne fest var de eneste, som fik lov til at se selve miraklets udførelse.
Han ærer skafferen, der kan vurdere vinens kvalitet.
Han ærer eller ophøjer mennesker, men også selve naturen ved at vise, hvor underfuldt og generøst alt liv kan være – at det i virkeligheden er et guddommeligt under, at vinstokken bærer frugt, som kan bearbejdes af mennesker og blive forvandlet til vin og skabe glæde.
Jeg synes, at vi i disse dage har særlig brug for at høre om dette vidunderlige vinunder ved brylluppet i Kana.
For vi går ikke selv til fester for tiden, og vi er bange for at komme for tæt på hinanden på grund af corona-smitten.
Men vi skal passe på, at vi ikke glemmer, at vi p.t. er i en undtagelsessituation.
Livet kan være farligt og gøre ondt, men det blev skabt som noget godt og til fælles glæde og nydelse.
Derfor vil jeg slutte med et digt af min forgænger Preben Formann (1936 – 2017), som han skrev, mens han var præst her ved Vestervang kirke i årene 1972 – 1980.
Jeg har læst det for jer før, men vi har måske alle brug for at høre det igen i netop denne tid.
Preben Formanns digt lyder:
Du skal elske livet,
for din egen skyld,
elske livet med dets glæde og smerte,
sejre og nederlag, medgang og lidelse.
Livet er værd at elske,
Gud har jo givet dig det.
Selvfølgelig er der ting i livet,
du ikke kan elske:
ondskab, snæversyn, løgn, hovmod,
de livsødelæggende kræfter.
Men selve livet skal du elske,
dét der ustandseligt strømmer dig i møde fra livets Gud,
i et solstrejf, i den elskedes stemme,
i en skøn form, en god gerning,
et ægte smil, en klog indsigt,
en fugls kvidren, en god vin,
i smuk musik, i en ædel idé,
og fremfor alt: I KRISTUS.
Dette liv skal du elske,
selve livet,
hvordan dit eget end forløber,
hvor god en start det fik,
hvor godt eller dårligt det ender,
hvor kort eller længe det varer.
Du skal elske livet,
dertil blev du skabt,
ikke til at hade det,
misbruge det,
kede dig ved det,
men til at elske det,
lade det gennemstrømme dig,
lade det rive dig med.
Du er selv en del af livet,
det evigt friske,
det evigt fremvældende liv,
hvis du selv vil være det.
Hvis du ikke vil, går du glip af det,
sygner hen og dør.
Dertil blev du ikke skabt,
nej, men til at elske livet
og Gud, der skabte det.
Du skal elske livet,
for din egen skyld.
AMEN
senest redigeret: Wednesday 13-Sep-23 13:38:50