Prædiken til Juledag 2020


Prædiken til juledag 2020

Prædiken til juledag 2020, som skulle være holdt i Vestervang kirke, hvis gudstjenesten ikke var blevet aflyst på grund af corona-pandemien.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard

 

DDS: 99 Velkommen igen Guds engle små; 100 Kimer, I klokker!; 107 Glæden hun er født i dag; 110 Nu vil vi sjunge og være glad; 118 Julen har englelyd.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas

Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!«  AMEN 

(Lukasevangeliet 2,1-14)

 

”Kom lad os juble af hjertet i Herren,

mens vi fortæller om dette nærværende mysterium:

adskillelsens mur er blevet brudt ned,

det flammende sværd trækkes tilbage.

Keruberne trækker sig tilbage fra livets træ,

og jeg tager del i glæderne i paradiset,

hvorfra jeg på grund af ulydighed blev kastet ud.

For Faderens udtrykte billede,

Hans evigheds aftryk,

tager skikkelse af en tjener,

og uden at forandres kommer han frem af en moder, som aldrig har kendt til ægteskab.

For hvad han var, er han forblevet, sand Gud,

og hvad han ikke var, har han taget på sig ved at blive et menneske gennem kærlighed til menneskeheden.

Lad os tilråbe ham højt:

Gud, født af en jomfru,

hav barmhjertighed med os!”

 

Sådan lyder det i en af den østlige ortodokse kirkes smukke ritualer med ord, som siden den tidligste middelalder er blevet sunget ved julegudstjenester.

 

For Jesu fødsel er for den ortodokse kristne ikke som for os først og fremmet en historie, som skete i de dage, da Augustus var kejser. Det er det store under, at Gud blev menneske, og noget som sker her og nu, og som indbefatter og fornyer hele skabningen.

Kristi fødsel – som mystisk gentages i kirkens hellige ritualer og i den troendes hjerte - er for den ortodokse kristne omdrejningspunktet for hele universet. 

Med Hans komme forvandles alt og alle.

 

Vi i vesten ser primært julen som en fortælling om Gud, som engang bøjede sig ned til jorden og ydmygede sig ved at blive født som et fattigt menneskebarn. 

Men i den østlige ortodokse kirke ser man Jesu fødsel som en mystisk ophøjelse af hele den menneskelige natur på tværs af tid og rum.

 

”I Kristus har guddommen ikke forvandlet sig til kød, men menneskeheden er optaget i Gud”, hedder det i Den athanasianske trosbekendelse fra 400-tallet, som er et af folkekirkens blot fem bekendelsesskrifter, men i dag er nærmest fuldstændig glemt.              

”Guds søn blev menneske, for at mennesket skulle blive Gud”, siger en af oldkirkens store teologer ligefrem.

 

Det er svært at forstå et mysterium med sin forstand, og i den østlige kirke udtrykker man det også helst med gudstjenestens ritualer, med bønner og poesi og billeder. For det er noget, vi hver især selv må erfare.

Men prøv at kaste et blik på det uddelte billede, som forestiller den klassiske ortodokse juleikon, som man meditativt fordyber sig i juledagene:

 

Den ortodokse kirkes klassiske juleikon i en moderne udgave.

 

Vi ser i centrum Jomfru Maria og Jesus-barnet.

Jomfru Maria har båret barnet skjult i sin mave, og får sig et velfortjent hvil efter fødslen.

Verdens uendelige skaber har været skjult i hendes livmoder, og tilsvarende er det med det åndelige liv: Det må først vokse skjult i vores indre.

 

Nu ligger barnet i en krybbe, som ligner en kiste, og vi ser en hule, som minder om en grav.

For barnet er kommet ned til den faldne verden med dens mørke og død med guddommeligt lys og liv. 

 

Vi ser lige fra de ældste fremstillinger i 300-tallet oksen og æslet ved det nyfødte Jesus-barn.

Det refererer til et kendt sted hos profeten Esajas: ”En okse kender sin ejer, et æsel sin herres krybbe, men Israel kender intet, mit folk kan ikke fatte.” (Es 3,1).

Dyrene forstår på en eller anden måde, hvad der sker, og advarer os imod vor egen tungnemhed.

Men oksen repræsenterer også de rene dyr, og æslet de urene, og sådan siges det billedligt, at nu er skellet mellem rent og urent, skellet mellem jøder og hedninger, og i vores egne hjerter, overvundet.

 

Vi ser de vise mænd i venstre side på vej langvejs fra med deres rige gaver og på højre side to fattige, uuddannede hyrder. 

Vi ser engle foroven og det himmelske lys der falder på det guddommelige barn.

Forneden ser vi en jordemoder, som hjælper Maria med at vaske barnet, for det er samtidigt et ægte menneskebarn. 

Vi ser livets træ, som vejen nu er åben til, men vi ser også Josef, som taler med en gammel mand. Det er ifølge et ældgammelt skrift fra det 2. århundrede Djævelen, som fortæller Josef, at han er et godtroende fjols, hvis han virkelig tror, at Guds søn er født af en jomfru.

For hvordan kan noget komme af intet?

Og hvordan kan det endelige rumme det uendelige?

Josef må som alle andre gå op til hulen og selv erfare mysteriet, som overgår enhver forstand.

 

Sådan forener barnet i krybben i billedets centrum himmel og jord, men også mennesker og dyr og engle og alle forskellige slags mennesker: de vise mænd, de enfoldige hyrder, en lovprisende musikant, tvivleren Josef såvel som den dybt troende som Jomfru Maria.

 

Det er denne sandhed, som vi selv må erfare i vort eget mørke hjerte, som hulen med det nyfødte barn også symboliserer: At der nede under verden med alle dens mangfoldige fænomener fra stjernegalakser til støvkorn og atomer – og trods al verdens uro, tvetydighed og modsætningsforhold –  findes en samlende guddommelig virkelighed, som holder det hele sammen, og for troens øjne viser sig i barnet i krybben. 

En virkelighed som den troende skal åbne sig for og fyldes af i sit eget indre.

 

Det er en mystisk tankegang, som ligger langt fra vores moderne måde at se verden på.

Men vi kan godt forstå, at julen dybest set drejer sig om at åbne sig for en fred eller en kærlighed, som overvinder alt, inkl. alle verdens mange modsætninger.

 

Derfor har vi også i vores egen litteratur denne drøm om den himmelske fred julenat: Fred mellem mennesker indbyrdes og mellem os og den natur, som så ofte truer os. Hvad enten vi i dag taler om små virusser inden i os eller naturkatastrofer eller menneskeskabte ulykker eller som de gamle om skovens vilde dyr.

 

Derfor vil jeg denne juledag også gerne slutte med at genfortælle Selma Lagerlöfs novelle fra 1898 ”Guds fred”.

 

Fortællingen foregår juleaften, hvor Ingmar Ingmarson, den gamle stolte bonde på Ingmargården, går til skovs for at skære birkekviste til de ris, som skal benyttes til den traditionelle festlige saunatur i julen.

 

Men det bliver snestorm og Ingmar farer vild i skoven. Han overmandes af kulde og træthed og sætter sig i sneen og får feberfantasier om det store gravgilde, som han nu vil få. Hvordan folk ved hans ligfærd vil komme langvejs fra for at ære hans minde og blive bespist efter alle kunstens regler. Sådan som man altid har begravet bonden på Ingmargården med den pomp og pragt, som tilkommer sognets ældste og rigeste og mest respekterede slægt.  

 

Da han er lige ved at dø af kulde, segner Ingmar til sidst om i en hule, som viser sig at være et bjørnehi. Men bjørnen gør ingen modstand eller vold mod sin gæst, og Ingmar overlever ved hjælp af varmen fra bjørnens krop.

 

Hjemme på gården er Ingmars kone skrækslagen for sin mands skæbne i vinternatten. Da hun om morgenen vil læse et trøstens ord i bibelen, slår hun tilfældigvis op på fortællingen om den barmhjertige samaritaner. Men da Ingmar uventet, men frelst træder ind ad døren, når hun ikke at læse slutningen af fortællingen med, hvor Jesus spørger: ”Hvem synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?" Og svaret er jo, at mandens næste var den, som viste ham barmhjertighed.

 

Senere på dagen, juledag, drager Ingmar og alle gårdens mænd ud for at fælde bjørnen, for sådan foreskrev loven dengang, at den, som så en bjørn, skulle skyde dyret, inden det begik skade på husdyr eller mennesker.

 

Og hans kone bliver igen urolig og læser dagens tekst, juleevangeliet, hvor englene synger: ”Fred til mennesker med Guds velbehag”.

 

Men da kommer den ældste søn hjem og fortæller, at netop som mændene gjorde bøsserne parat til at skyde bjørnen i hiet, kom den farende ud. Den så hverken til højre eller til venstre, fortæller sønnen, nej den gik lige mod vores far og gav ham et slag på hovedet, der strakte ham til jorden som var han ramt af lynet. Derefter løb bjørnen til skovs, fortæller sønnen.

 

Og Ingmars kone ønsker da ingen stor og ærefuld begravelse for sin mand som det ellers er skik i Ingmarslægten. Der skal kun være hende og sønnerne. Der skal ikke holdes tale, og der skal ikke være gravøl og bespisning af et stort følge, der skal ikke være klokkeringning og ingen sølvplader på kisten. 

 

Hun siger til den undrende provst, som ved hvad en prægtig begravelse betyder for den stolte bondeslægt, at hun må følge sin samvittighed. 

For ”om julen har Gud sat fred mellem dyr og mennesker, og det stakkels dyr holdt Guds bud, men vi brød det”, forklarer hun. 

 

Og til sidst siger den gamle husmor med al slægtens gamle selvbevidsthed: ”Det tilkommer Ingmarsønnerne at give folk et godt eksempel. Det tilkommer os at vise at vi er ydmyge for Gud."

 

Sådan lyder Selma Lagerlöfs gamle fortælling, hvis poesi min genfortælling ikke yder retfærdighed.

Men det tilkommer måske også os gamle og halvgamle at vise ydmyghed, når vi i disse dage igen samles for at fejre jul med dem, som vi holder af.

Når vi i år særligt savner dem, som vi plejer at holde jul med, men ikke kan være sammen med i år på grund af corona-pandemien. Eller når vi måske tænker tilbage på fine juleaftener, vi har haft.

 

Det tilkommer os at vise en ydmyghed, der udspringer af bevidstheden om, hvad vi selv har fået foræret, og hvordan det har formet os og forpligter os. For mere end de andre højtider minder julen os om, at det dyrebareste i livet ikke er noget, som vi selv har skabt, eller kan købe for penge. Men at vi har hinanden – og kan miste hinanden. 

 

En ydmyghed der udspringer af, hvad dette barns fødsel og dette menneskeliv vil kalde frem i os, og det er ikke mindst tro på kærligheden. 

Tro på at Gud elskede os så højt, at han i Kristus selv blev en af os for at frelse os. 

Og som rummer en særlig slags fred og glæde:

Vi finder Gud i barnet i krybben.

Han er ikke længere som kejser Augustus en fjern og uopnåelig verdenshersker. 

Han kender til den skrøbelighed og sårbarhed, den afhængighed og det ansvar, der hører menneskelivet til.  

Han er i vor glæde, men også i vor sorg.

 

Derfor er julens glæde for os voksne ikke som barnets umiddelbare glæde, men en anderledes og dybere glæde, som ikke kan skilles fra taknemmeligheden over det gode, som livet skænker os. 

Derfor er julefreden en anderledes fred. 

En fred som ikke udelukker verdens uro, bekymringer og tab, men gør det muligt at leve dermed og blive et helt menneske. 

 

Glædelig jul! 

AMEN

 

 




senest redigeret: onsdag 13-sep-23 13:38:50

Mette Dansøn har været sognepræst i Vestervang Kirke siden 2010

Troels Bak Stensgaard har været sognepræst i Vestervang Kirke siden 2008

Andreas-beskaaret-400px

Andreas la Cour har været sognepræst i Vestervang Kirke siden 2023