Prædiken til Juleaften 2020


Prædiken til juleaften 2020

Prædiken til juleaften 2020, som skulle være holdt i Vestervang kirke, hvis gudstjenesten ikke var blevet aflyst på grund af corona-pandemien.

Af Sognepræst Troels Bak Stensgaard

 

DDS 94 Det kimer nu til julefest; 104 Et barn er født i Betlehem; 115 Lad det klinge højt i sky; 119 Julen har bragt velsignet bud; 121 Dejlig er jorden

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 

Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!« 

AMEN (Lukasevangeliet 2,1-14)

 

Kære menighed!

 

Så er det blevet juleaften. Det er årets største højtid, men det er også på høje tid, synes jeg, at vi forsøger at slappe af og lader julefreden og juleglæden sænke sig.

Det har vi nok alle brug for efter dette mærkelige år, hvor vi siden marts dagligt har fulgt med i tal for smittede, indlagte og døde, og hvor så meget på grund af corona-pandemien har bekymret os.

 

For første gang i mands minde kom julemanden f.eks. ikke sejlende ind i Helsingør havn den 1. søndag i advent på en lille tøffende fiskekutter for at blive modtaget på Kongekajen af pigegarden med nissehuer på og hundredvis af glade børn.

Hvis I ligesom jeg elsker at få gaver, så har det måske også bekymret jer.

 

Jeg blev dog noget beroliget, da jeg i TV-avisen så den irske udenrigsminister officielt og højtideligt meddele, at julemandens rejse den 24. december af den irske regering regnes for et anerkendelsesværdigt formål, så han ikke skal gå 14 dage i karantæne.

Jeg håber sørme, at den danske regering har husket at udsende et lignende dekret med en særrejsevejledning til julemanden . . .

 

Nå, det finder vi nok ud af senere på aftenen, når vi ser, hvad der i år ligger til os under juletræet.

 

Men først er vi samlet her – uanset hvem vi er og hvad vi hver især ellers tror på - sådan som vores forfædre igennem 1000 år har været samlet til julegudstjeneste på årets mørkeste og koldeste tid.

Sådan som de har været samlet for år efter år at høre om et barns fødsel – om begyndelsen på livet – og ikke om enden på det eller om sygdom og død, som vores forfædre med deres ofte hårde og risikofyldte liv trods alt kendte mere til, end vi gør.

 

Ved nogen af jer apropos hvad jul hedder på italiensk?

Ja, det er ikke for at lave italiensk for begyndere, men jul hedder på italiensk ”natale”, som ordret betyder ”det der vedrører fødsler”.

Og det er meget smukt, synes jeg.

For julens fortælling om Guds søns fødsel i en stald og blandt mennesker på bunden af samfundet, fortæller os, at enhver barnefødsel er begyndelsen på noget nyt – på noget unikt og aldrig før set. 

 

Det er i hvert fald pointen hos den verdensberømte tysk-amerikanske filosof Hannah Arendt. Hun var jøde og ateist. Men alligevel skrev hun følgende: ”Troen på og håbet for verden aldrig har fundet et kortere eller smukkere udtryk end i juleevangeliets glade budskab, at ’et barn er blevet født os’”. 

 

De fleste af de store tænkere i Europas historie har lige siden Sokrates været mænd, og de har altid tænkt alvorligt over, hvad det betyder for os mennesker, at vi i modsætning til dyrene ved, at vi engang skal dø.

Det kan f.eks. betyde, at livet ikke er en selvfølge og har en engangskarakter, så at vi skal gøre os umage med det. Der er også mange, som har sagt, at sjælen eller vores intellektuelle evner eller åndelige liv – som kunsten eller videnskaben – derfor er vigtigere end vores skrøbelige og flygtige fysiske liv.

Men de mange mandlige filosoffer har ikke skænket fødslens betydning mange tanker.

 

Der skyldes måske, at det først var i begyndelsen af 1970erne, at mænd overhovedet begyndte at komme med til og opleve fødsler.

Da min mor lå på hospitalet og fødte min storesøster i 1964, gik min far, som sikkert kedede sig lidt derhjemme, f.eks. ud og købte deres første bil imens, en Trabant til hele 6000 kr.

Dette bilindkøb kan min mor stadigvæk efter mere et et halvt århundrede rive min far i næsen med, så det vil jeg ikke anbefale nogen vordende fader at gøre i dag.

 

Hannah Arendt var en kvinde, og måske er det derfor, at hun som den første filosof i verdenshistorien fandt ud af, at det er meget mere betydningsfuldt, at vi er født, end at vi engang skal dø.

”Vi er som mennesker ikke født for at dø, men for at begynde”, siger hun.

Denne evne til altid at kunne begynde på noget nyt er det sandt menneskelige, som fødslen holder os fast på, men det er også noget mirakuløst, understreger Hannah Arendt igen og igen.

Vores evne til at begynde forfra – til at begynde på noget nyt – er vores adelsmærke som mennesker, vores frihed, men set ud fra naturvidenskabens logik er det en ”uendelig usandsynlighed”, siger hun, og det er jo nærmest en definition på et mirakel.

 

Og alligevel er det sådan, at hver eneste gang, der fødes et nyt menneske, får ikke kun det menneske eller dets familie, men hele verden som sådan en helt ny begyndelse.

Det sidste lyder måske overdrevet, men jeg tror at enhver, som har stået med et nyfødt barn i hænderne, ved, hvad Hannah Arendt tænker på.

 

Vi glemmer alligevel alle sammen tit, hvor unikt og uendeligt rigt på muligheder ethvert menneskeliv er.

Og tilsvarende er der i vor tid en tendens til at glemme den grundlæggende forskel mellem mennesker og dyr.

Når jeg taler om det med f.eks. mine konfirmander, så møder jeg næsten altid voldsomme protester fra dem, som har hund eller kat derhjemme.

Men der er indlysende forskel. 

Jeg kan f.eks. godt spørge en mand, hvilken slags hund han har derhjemme.

Men spørger jeg ham, hvilken slags kone han har, så kan det let misforstås.

Måske han svarer, at han har sådan en kone der er så høj og så bred, og så kan jeg selvfølgelig svare, at sådan en kone havde jeg også engang i firserne. 

Men det er ikke galant tale, og kan let gå galt, især hvis vores respektive koner hører vores mandesnak.

 

Fordi ethvert menneske er unikt, en person, kan det ene menneske heller aldrig erstatte det andet.

Hvis min bil skal på værksted, så kan jeg af min forsikring eller af autoværkstedet måske få udleveret en lignede biltype som lånebil i reparationstiden.

Men hvis min kone kommer på hospitalet, så kan jeg ikke tegne en forsikring, som sikrer mig en tilsvarende lånekone, indtil min egen bliver rask.

I det lange løb er det nok også det bedste, selv om det sikkert kunne være spændende med sådan en midlertidig lånekone eller erstatningsmand. 

 

Den store salmedigter og seer i vores kirke, N.F.S. Grundtvig, skrev apropos i 1832 disse berømte ord: ”Mennesket er ingen Abekat, bestemt til først at efterabe de andre Dyr, og siden sig selv til Verdens Ende, men han er en mageløs, underfuld Skabning, i hvem Guddommelige Kræfter skal kundgiøre, udvikle og klare sig giennem tusinde Slægter.” 

Mennesket er et guddommeligt eksperiment, der viser, hvordan ånd og støv kan gennemtrænge hinanden, sagde Grundtvig også 

 

Selvfølgelig nedstammer vi mennesker videnskabeligt set fra aberne. Det tror jeg også Grundtvig ville have været enig i, hvis han havde haft vor tids viden.

Men hvis mennesket kun er et højtudviklet dyr eller kun er natur, så drejer livet sig kun om at leve så bekvemt eller ubekymret som muligt.

Så bliver Peter Pedal vores ideal.

 

Hvis mennesket derimod er Guds underfulde og hemmelighedsfulde skabning – et guddommeligt eksperiment af støv og ånd – så har ethvert menneskeliv en ubetinget værdi, hvilket forpligter os på hinanden. Og så rummer ethvert liv uendelige muligheder.

 

Hvis vores liv er et guddommeligt og ikke kun et menneskeligt eksperiment, sådan som Grundtvig siger, så er det selvfølgelig ikke kun op til os selv at vurdere, hvornår eksperimentet er færdigt, og hvorvidt det lykkes. 

Men julens budskab siger, at det kan lykkes. 

Fordi den almægtige Gud engang blev født som et menneske. 

 

Da barn Jesus siden var vokset op, så gik han som bekendt rundt og sagde til mennesker og især til de syge og dem, som ikke blev regnet for noget: ”Tro kun. Dine synder er dig forladt”. 

Når folk så ikke troede på, at han havde myndighed til at tilgive synder, så lavede han tit et lille mirakel – f.eks. ved at helbrede en syg – for at vise, at han havde både ret og kraft til at tilgive.

Men det store mirakel, som helbredelsen skulle pege på, var tilgivelsen, dvs. at et menneske aldrig er lig med summen af sine gerninger eller af sin fortid eller af sin natur. At vi altid kan begynde forfra – hver dag – at vi bare ved at være født som mennesker har uendelige muligheder. Selvom så meget i vores verden og inde i os selv taler imod det, og så meget – særligt i denne corona-tid – synes at begrænse os.

 

Derfor stod Kristus til sidst også op fra de døde i påskemorgenrøde. Sådan viste han, at Guds kærlighed er stærkere end selv døden, som altid kommer og skiller os ad, om ikke andet har gjort det før. Hvad enten det så er sygdomme som corona eller menneskers dumheder og frygt for hinanden.

Det er det som julen vil holde os fast på.

 

Den almægtige Gud ville ikke være tilskuer til verden eller holde sig på sikker afstand af den. De to meter!

Han blev født som et skrøbeligt menneske – han gik ind i verden for at forandre den indefra – for at vi skal forstå, hvad det vil sige at være menneske i ordets sande forstand – hvad det er for en frihed – hvad det er for uendelige muligheder, som vi alle har fået.

For at vi også kunne blive en del af det store guddommelige eksperiment af ånd og støv. 

 

Vi begynder her i de næste dage endelig at få corona-vaccine, og forhåbentlig vil medicinen virke, så vi kan få vores gamle liv tilbage. Det er årets julegave, som vi alle sammen har ønsket os.

Men hvis vi kun tager medicinen for at vende tilbage til det gamle liv eller for udskyde døden lidt længere, så har vi efter min mening ikke forstået, hvad vi og hele den kristne verden fejrer i aften:

 

Hvad det er for et under, at vi har fået livet for intet.

Hvad det vil sige at være født som menneske og at få lov til at begynde forfra hver eneste dag.

Eller sagt på godt gammeldags og vaskeægte kirkesprog:  Hvad det er at tro på syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv.

 

Rigtig glædelig jul! 

AMEN

 

Henvisninger:

1) Hvis man ønsker at høre en aktualiserende, lettilgængelig og underholdende introduktion til Hannah Arendts vigtige tanker om mennesket og samfundet, kan 5 dobbeltforelæsninger på Folkeuniversitet af filosoffen Claus Christoffersens fra maj og juni 2020 i høj grad anbefales. Mine 2 eksempler på forskellen mellem mennesker og dyr i prædikenen skyldes således filosoffens pædagogiske vid og ikke mit eget. Forelæsningerne kan høres her: http://clauschristoffersen.dk/

 




senest redigeret: onsdag 13-sep-23 13:38:50

Mette Dansøn har været sognepræst i Vestervang Kirke siden 2010

Troels Bak Stensgaard har været sognepræst i Vestervang Kirke siden 2008

Andreas-beskaaret-400px

Andreas la Cour har været sognepræst i Vestervang Kirke siden 2023