Prædiken til 2. søndag i advent, holdt den 6. december 2020 i Vestervang kirke.

 

Af Troels Bak Stensgaard

 

DDS: 274 Rejs op dit hoved, al kristenhed; 77 O kom, o kom Immanuel; 270 Luk øjne op, o kristenhed; 52 Du Herre Krist; 473 Dit minde skal, o Jesus, stå; 269 Jeg venter dig, Herre Jesus, til dom

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 

Jesus sagde: »Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen. Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes. Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed. Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.« Og han fortalte dem en lignelse: »Se på figentræet og alle de andre træer. Så snart I ser dem springe ud, ved I af jer selv, at sommeren allerede er nær. Sådan skal I også vide, når I ser dette ske, at Guds rige er nær. Sandelig siger jeg jer: Denne slægt skal ikke forgå, før alt dette sker. Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå. Tag jer i agt, så jeres hjerte ikke sløves af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer, så den dag pludselig kommer over jer som en snare; for den skal komme over alle dem, der bor ud over hele jorden. Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen.« AMEN. (Lukasevangeliet 21,25-36)

 

 

Kære menighed!

 

”Det skete i de dage i november engang, at de første kataloger satte hyggen i gang."

 

[Orglet spiller her ’omkvædet’ til ”Jul det’ cool”]

 

”Det' jul, det' cool, det nu man hygger sig bedst

Det' julebal i Nisseland, familiernes fest

Med fornøjet glimt i øjet, trækker folk i vintertøjet

Til den årlige folkevandring op og ned ad Strøget

Der bli'r handlet, pakket ind, og der bli'r købt og solgt

Tøsne, snot i næsen, det' pisse koldt.”

 

Sådan begynder den københavnske rap-gruppe M.C. Einars kæmpejulehit ”Jul, det’cool” fra 1988, hvis omkvæd Morten spillede for os på orglet, og som efter mere end 30 år stadigvæk spilles i radioen, og er populær hjemme hos os.

 

”Jul, det’ cool” er en syrlig, men også en meget dansk og humoristisk kommentar til forbrugsjulen og især dens forberedelse. Der rappes om forsinkede tog, overfyldte butikker, og julefrokoster – og om stress og utålmodige mennesker der skælder ud – og om julemuzak og gaveræs og madfrås og overtrukne kontokort og spritkørsel og utroskab samt en samvittighed, der dels klares med en ulandskalender, dels med slankekur i januar. Men vi hygger os, som det med et glimt i øjet siges igen og igen. 

 

Eller som musikeren Nikolaj Peyk sagde i et interview 15 år senere om sin sang ”Jul, det’ cool”:  ”Den handler om hyggen, men det er jo en utopi, at det kun er hyggeligt. Julen ejes jo af Magasin og Field's, julemanden har Coca-Cola skabt, vi æder, drikker og stresser, hvilket jo ikke har noget med jul - eller Jesus Kristi fødsel - at gøre, men alligevel er julen et lyspunkt i en grå tid på året. Et lyspunkt at se frem til. På den måde pillede vi med sangen ved myten om julen - fortalte, hvordan den ser ud i virkeligheden.”

 

Jeg synes, at der er noget opbyggeligt ved ”Jul, det’ cool”s forsatte popularitet. For vi ved det jo godt, at julen ikke kun drejer sig om forbrug og julefest i nisseland eller om tid til kærlighed og til at være sammen med dem, der står os nær, og til at føle en verden af magi og varmen indeni, som det hedder i dette års nyhed i strømmen af banale feel-good julehits: ”Peters jul” af Peter Mygind.

 

I den gamle middelalderkirke var adventstiden da også først og fremmest en omvendelses- og bodstid. En særlig tid i kirkeåret, hvor man ligesom i fasten dvælede ved mørket i verden og i os selv – og samtidig så frem mod Kristi anden komme til dom. Til den dag hvor mørket i verden og i os selv skal vige for evigt.

 

Det er derfor vi stadigvæk bruger den lilla messehagel i adventstiden ligesom i fastetiden, fordi lilla er den alvorlige farve i kirken.  

 

Og det er ikke mindst derfor, at man i den gamle kirke valgte, at menigheden den 2. søndag i advent skulle høre om dommens dag.

 

For der vil komme en dommedag, siger Jesus. En dag som beskrives som en rædselstid for mange og ikke som en familie-jule-hyggetid.

 

Der skal ske tegn i sol, måne og stjerner, heddet det, for sådan forestillede man sig dengang tidernes ende. Solen ville formørkes om dagen og himmellegemerne lyse om natten med en særlig intens glød.

Men bemærk, at der ikke siges noget nærmere om, hvilke tegn der ellers vil være tale om. 

 

Pointen er, at det vil blive synligt og åbenlyst for enhver, at der nu skal ske noget fuldstændigt nyt.

 

Det siges dog også, at folk skal gribes af angst og rådvildhed over havets og brændingens brusen. Men det er kun for at sige, at der også skal være tydelige tegn her på jorden. Selv om det måske også afspejler det israelitiske ørkenfolks angst for havet og en urgammel erindring om syndfloden i Noahs dage. Det betyder altså ikke, at jordskælv og tsunamier i sig selv er tegn på dommedag. 

 

Folk skal gå til af skræk og angst over det, som kommer over verden, siges det, og det er let at forstå.  

 

Men når denne tid kommer, siger Jesus dernæst, så skal disciplene ikke kaste sig underdanigt til jorden i angst for Menneskesønnen, som da vil komme synligt i en sky. Sådan som Gud selv engang viste sig i en sky for israelitterne da de under Moses ledelse vandrede de 40 år i ørkenen – fra trældommen i Egypten og frem mod det forjættede land.

 

Disciplene skal derimod i denne voldsomme endetid – hvor verden synes at blive løftet af sine hængsler og hvor alting vendes op og ned – løfte deres hoveder i tillid til, at deres forløsning nærmer sig.

 

De skal huske på, at himmel og jord kan og engang skal forgå, men Kristi ord skal aldrig forgå.

 

De skal holde sig til Hans ord og løfte om syndernes tilgivelse, kødets opstandelse og det evige liv.

 

Disciplene skal ikke vide, hvornår denne tid kommer, understreger Jesus direkte andetsteds, men de skal altid være parate til den. Det er det, som Jesus billedligt i dagens tekst siger med lignelsen om figentræet: Når de ser figentræet springe ud, så er sommeren allerede nær. 

 

Derfor skal de ikke flygte fra nutiden eller virkeligheden ved hjælp af spekulationer om fremtiden, men heller ikke ved hjælp af svir og drukkenskab, siger han, så man næsten ikke kan undgå at tænke på julefrokosterne, som vi plejer at have i denne tid. 

 

De skal heller ikke flygte fra virkeligheden ved kun at fokusere på deres egne daglige bekymringer, siger han. Sådan som vi vel alle så ofte flygter fra vores fælles virkelighed ved hjælp af fx arbejdsnarkomani. Eller sådan som vi så let kan flygte fra den sande jul ved at lade den gå til i stress og forbrug og de dagdrømme om den perfekte familiejul, som de mange åh så sentimentale julehits i radioen ofte handler om.

 

Nej, disciplene skal årvågent se virkeligheden i øjnene i tro på, at når tiden er forbi, så vil de få styrken til at stå foran Kristi domstol. Ikke som en skyldbetynget angstplaget synder med bøjet hoved, men frimodigt – med løftet hoved, siger han. 

 

Ja, det er en dramatisk tekst, vi hører denne 2. søndag i advent, men vi har brug for at høre den. 

For hvis der ikke kommer en dommedag, så er verden dybest set en håbløs affære og overladt til sig selv og til de stærkeste individer.

Og så kan vi vel lige så godt flygte ind i den kommercielle eller ind i den sentimentale eller den Disney-inficerede jul og bruge den og kirkens gamle adventstid til kun at hygge os og glemme alt om julens budskab – om lyset, som skinner i mørket.

 

Men vi behøver ikke at gøre det! Det vil jeg gerne her til sidst i min prædiken vise ved hjælp af Hans Christensen Sthens kendte salme ”Du Herre Krist”.

 

Denne salme blev nemlig skrevet en slags advents-modsalme til andre sange – akkurat ligesom ”Det jul, det’ cool’ er en moderne modsalme til julens mange mere eller mindre forlorne hyggepopsange.

 

Salmen skrev Sthen efter alt at dømme i året 1588, hvor han efter mange år virke som skolemand og præst ved Sct. Olai her i Helsingør var blevet provst i Malmø.

 

Og det er en salme, som blev til i en krisetid, som siger spar to til vores nuværende krisestemning.

 

I 1551 havde man fundet en gammel profeti fra middelalderen, som forudså, at hvis verden ikke ville gå under i 1588, så ville der i hvert fald i netop det år ske store og forfærdelige undere.

 

Profetien blev oversat til alle Europas sprog, inkl. dansk, og det var som om den var selvopfyldende.

 

Eller som det hed i en samtidig omskrivning af den gamle profeti:

”Efter fulde 1000 år fra jomfruens fødsel og efter yderligere 500 år vil det 88. forunderlige år indtræffe. Det vil bringe sørgelige tildragelser. Selv om også jorden og havet ikke styrter tilbage i intetheden, så vil dog alle verdens riger blive kastet omkuld, og der vil blive stor sorg overalt.”

 

De lærde kappedes i de næste årtier nærmest om at komme med regninger, som viste, at 1588 virkelig var skæbneåret.

 

Man havde bl.a. den tanke, at der hvert halvfjerdsindstyvende år skete noget nyt i historien, og 1588 var præcist 70 år efter Luthers opgør med paven, som blev regnet for den antikrist, som skulle åbenbares før Kristi komme.

 

Og Tycho Brahe havde i 1572 set den nye stjerne, den berømte supernova som lyste klart på himlen i 16 måneder, og 16 til 72 giver 88.

 

Folk blev i de år grebet af undergangsstemning i hele Europa. Alt hvad der skete af massakrer, oprør, hungersnød, storme, epidemier, stjerneskud, nordlys blev sammenlignet med bibelens forudsigelser om de veer, som skulle gå forud for Kristi komme.

 

Og angsten og overtroen gav folk nye øjne og ører: På himlen så folk afhuggede menneskehoveder, ilddrager, slanger, sværd og ligbårer, eller et stort kors med indskriften ”finis”, enden. Mens andre hørte lyde af trompeter og klokker og englesang.

 

Og så oprandt året 1588 . . . .

 

Først på året blev der fanget en sild i den norske skærgård med nogle underlige tegn og bogstaver på siderne.

 

De lærde på Københavns Universitet måtte give op, da de blev bedt om en udtalelse, men da kongen, Frederik II, modtog silden på Haderslevhus, udbrød han forfærdet, at den varslede hans død.

 

Og sådan blev det. Frederik II døde den 4. marts 1588, hvad enten det nu var af skræk for sildens tegn, eller snarere skyldtes kongens glæde ved øl, sådan som præsten Anders Sørensen Vedel mente i sin berømte ligtale over kongen.

 

Men silden var blevet sendt videre til tyske universiteter og en lærd provst i Berlin skrev en helt bog om den i relation til året 1588, ja også Rom og Paris reagerede på silden, så de sidste tider overalt i Europa blev fejret med en ret så omfattende sildelitteratur.

 

 

Og det kulminerede senere på året . . .

 

Den uovervindelige spanske armada gik ned i august 1588 i en brandstorm.

 

På den symbolske dato den 8. august 1588 – 8.8.88 – kunne Stockholms befolkning se Kristus, som 12-årig på skyerne over byen med gylden kjortel og guldkrone, og i oktober viste han sig igen på den stockholmske himmel, men da med tornekrone og blodigt ansigt.

 

Og i Danmark skrev en digter en lang moraliserende skillingsvise, som maner til bod og omvendelse i anledning af den forestående dommedag.

 

Men Hans Christensen Sthen skrev da en modsang på samme melodi og versemål og med direkte citater fra dommedagsvisen. Salmen ”Du Herre Krist”.

 

Og selv om den er blevet lidt omskrevet i salmebogens version, så kan vi stadigvæk høre, at Sthens salme præges af en glad forventning til Kristi komme, som skal fylde kristne mennesker.

 

At salmen helt bevidst modsiger massehysteriet og hele den angstfyldte forventning til netop året 1588.  

 

Derfor hedder det: ”Jeg slår min lid // nu og altid // kun til din rige nåde // o Jesus sød, // hjælp mig af nød, //ja, for din død, // frels mig fra synd og våde!”

 

For det er ikke kun den indeværende nød, men al nød som Kristus skal frelse os fra. Nu og altid.

 

Eller som den lærde salmeforsker Jens Lyster skriver om Sthens salme: Den blev til som på en vulkan, da verden truede med at gå under. Men: ”I den situation var og er der kun en at vende blikket imod og rette sin bøn til: Guds søn, Jesus Kristus. Længslen efter hans komme og tålmodighed i længslen er og skal være den samme hvert Herrens år. Det var, hvad Sthen med adventssalmen ’Du Herre Krist’ ville lære sig selv og den bekymrede kristenhed ansigt til ansigt med verdenskatastrofen.” 

 

AMEN

 

 

Henvisninger

Hvad jeg skriver i forbindelse med Sthens salme stammer alt sammen fra en spændende artikel af Jens Lyster: Det underlige år 1588. Om salmen »Du, Herre Krist« og dens tilblivelse. Artiklen blev oprindeligt trykt i Teologisk Forum 12/88. Tillæg til Kristeligt Dagblad mandag den 12. december 1988, men jeg har benyttet en let redigeret version, som med forfatterens tilladelse kan findes på Sthens Kirkes hjemmeside:

https://sthenskirke.dk/page/259/hc-sthen .