Prædiken til 23. søndag efter Trinitatis


23. s. e. trinitatis.

 

Prædiken til 23. søndag efter trinitatis, holdt i Vestervang kirke, den 15. november 2020.

 

Af Troels Bak Stensgaard.

 

DDS: 745 Vågn op og slå på dine strenge; 684 O Jesus du al nådens væld; 306 O Helligånd kom til os ned, 694 Jesus, at du blev min broder, 192/vers 7, 732 Dybt hælder året i sin gang.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: 

 

I sin undervisning sagde Jesus: »Tag jer i agt for de skriftkloge, som gerne vil gå omkring i lange gevandter og lade sig hilse på torvet og sidde øverst i synagogen og til højbords ved fester. De æder enker ud af huset og beder længe for et syns skyld. De skal dømmes så meget hårdere.« Og Jesus satte sig over for tempelblokken og så på, hvordan folkeskaren lagde penge i blokken. Der var mange rige, som gav meget. Så kom der en fattig enke, som gav to småmønter af et par øres værdi. Jesus kaldte da disciplene hen til sig og sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Denne fattige enke har givet mere end alle de andre, som lægger penge i tempelblokken. For de har alle givet af deres overflod, men hun har givet af sin fattigdom, alt, hvad hun havde, alt det, hun havde at leve af.«

AMEN (Markusevangeliet 12,38-44)

 

 

Kære menighed!

 

To venner går tur i junglen. Da hører de en løve brøle. Den ene ser sig om efter et gemmested, hvor de kan være i sikkerhed. Mens den anden bøjer sig ned og tager sine løbesko på: ”Hvad tænker du på?”, spørger den første. ”Du kan da umuligt løbe hurtigere end en løve? ”Nej”, svarer den anden, ”men jeg behøver heller ikke løbe hurtigere end løven. Jeg skal bare løbe hurtigere end dig.”

 

Vittighedens ophavsmand er den tidligere britiske overrabbiner, Lord Jonathan Sacks, som døde i sidste weekend. En højtbegavet mand som var uddannet i filosofi fra Cambridge universitet og æresdoktor ved 16 forskellige universiteter. Han blev adlet, fik plads i det engelske overhus og blev kaldt for ”et lys for vor nation” af Prins Charles.

 

Jeg kom også til at tænke på Jonathan Sacks, hvis bøger jeg har lært meget af, fordi vi i dag hører fortællingen om den fattige enkes gave. For det er noget nedladende om netop denne evangelietekst blevet sagt, at ”det som Jesus her siger, kunne en rabbiner også have sagt." Tilsvarende er det blevet sagt, at fortællingen om den anonyme og tavse enke, som gav alt hvad hun ejede, er et udtryk for ”jødedom, når den er bedst”, og for hvad man har kaldt for jødisk humanisme.

 

Man har med andre ord haft svært ved at se noget specielt kristent eller originalt i fortællingen.

 

Hvilket sikkert skyldes, at det kan forekomme så indlysende rigtigt, at det bliver banalt, at det er bedre at give en god gave diskret og med hjertet som enken end at hykle godhed og fromhed, men i virkeligheden leve godt på andre bekostning som de skriftkloge, som vi hører om først i dagens tekst.

 

Men det der måske forekommer os indlysende rigtigt er samtidigt ofte det, som vi har sværest ved at efterleve i praksis, og noget, som vi har et sted fra og har brug for at blive holdt fast på. 

 

Og det var den engelske overrabbiner Jonathan Sacks bedre til, end de fleste jeg har læst.

 

Han påpegede skarpt, at den gamle hedenske polyteisme med dens gudehierarkier altid var en retfærdiggørelse af den herskende sociale orden.

 

Jonathan Sacks                      kilde: https://rabbisacks.org/

 

 

Det kan vi se symbolsk udtrykt i de gamle religiøse bygninger som pyramiderne i Egypten eller de trappeformede templer i Babylon, ziguratterne.

 

Disse bygninger til de gamle afguders ære er altid brede i bunden og snævre i toppen: De legitimerede alene med deres fysiske form samfundspyramiden eller samfundshierarkiet.

 

Men det er præcist hvad Abraham, stamfaren til alle de tre monoteistiske verdensreligioner, jødedom, kristendom og islam, protesterede imod, siger Jonathan Sacks.

 

Hvis der kun er én Gud, sådan som Abraham troede, og hvis Gud ikke er en del af vores verden, men har skabt den – ja, så er alle mennesker grundlæggende lige – trods alle vores indbyrdes forskelle – og så er vi dybest set alle i samme båd – kvinde og mand, sort og hvid, rig og fattig - og en del af den samme historie.

 

Det var den konsekvens de store jødiske profeter drog af Abrahams tro, og som vi mødte i Jeremias’ kritik af tempelkulten i dagens første læsning.

 

Israelitterne skal ikke sætte deres lid til de løgneord: ”Herrens tempel, Herrens Tempel, Herrens Tempel!”.

 

For Gud er ikke kun deres Gud og ikke kun garant for deres nations overlevelse og deres velstand.

 

Israelitterne skal derimod praktisere Guds vilje, og dvs. dømme alle retfærdigt og ikke undertrykke den fremmede, den faderløse og enken, sagde Jeremias.

 

 

Det var for den store engelske rabbiner indlysende, at den verdenshistoriske abrahamitiske revolution som han kaldte det –  troen på den ene Gud - er forudsætningen for ikke blot Vestens moral, men også for Vestens tænkning, naturvidenskab og fremskridt.

 

Hvis Gud er én og ikke bor i templer og andre helligsteder, så kan vi mennesker frit bearbejde vores verden uden så at sige at risikere at støde ind i Gud og trænge ind på hans enemærker – og så er der også dybest set én sandhed om verden, og en mening med verden, som vi sammen kan nærme os gennem videnskab, men også på andre måder, gennem poesi og religioner.

 

Men på trods af denne optimisme var Jonathan Sacks dybt bekymret over vores verden og især over udviklingen de sidste årtier. For hvis vi kun søger sandhed og mening gennem logikken og videnskaben og glemmer videnskabens oprindelse i Abrahams tro på den ene Gud, så ender vi i en form for moderne polyteisme, sagde han.

 

De gamle nordboere forklarede f.eks. tordenvejr med at Thor kørte med sit gedebukkespand hen over himlen, og vi forklarer det som en elektrisk spænding, men sådan kan man kun forklare, hvordan noget sker, og ikke hvorfor noget sker.

 

Så længe vi kun forklarer noget i verden ud fra noget andet i verden – hvad enten vi gør det som vores forfædre med Thors iltre gedebukke eller med den moderne videnskab - så ender vi med en verden, som ikke har nogen dybere mening og ikke noget samlende håb, sagde Jonathan Sacks.

 

Så ender vi med at religion bliver en privatsag, og med at enhver igen kun har sine egne guder, som kun tjener vedkommendes egen sag.

 

Derfor er vor tids afgud blevet selvet og vores tids helligbillede er selfien, sagde Jonathan Sacks ofte.

 

Derfor brugte han også vittigheden, jeg begyndte med, til at understrege forskellen mellem et darwinistisk fokus på det stærkeste individs overlevelse og en mere fælles løsning på livets udfordring, som for ham at se står og falder med den fælles monoteistiske tro på én sand Gud fra evighed og til evighed.

 

Ellers som Jonathan Sacks også skrev: ”En tro, der fortæller os, at vi ikke er andet end et bundt selviske gener, at der i princippet ikke er noget, som adskiller os fra dyrene, at vi lever i et samfund, hvor de stærkeste motiver er penge og succes, at vi bebor et univers, der er opstået uden grund og en dag vil ophøre med at eksistere, også uden grund – en sådan tro vil aldrig tale så stærkt til menneskets ånd som en, der fortæller os, at vi er skabt i Guds billede og lever i et univers, Han i sin store kærlighed skabte til os.”

 

Jeg synes, at vi kan bruge disse tanker af den afdøde engelske overrabbiner til at forstå dagens tekst.

 

Det kan selvfølgelig virke banalt, når de skriftkloge kritiseres for deres glæde ved at gå rundt i lange gevandter og lade sig hilse på torvet.

 

Jeg kan f.eks. også lide at gå rundt i min præstekjole – i hvert fald herinde i kirken - og hvis jeg er på bytur, så bemærker jeg altid med tilfredsstillelse, hvis folk genkender mig selv uden kjole på og hilser på præsten fra Vestervang nede på f.eks. Axeltorv.

 

Der er selvfølgelig forskel på de skriftkloge, som praler med deres fromhed og bruger den til at berige sig, og så den fattige kvinde, som diskret giver sine sidste småmønter fra sig.

 

Men der er og har altid været forskel på folk, og det er nu engang et faktum, at især religioner – også den kristne - kan få det både værste og det bedste frem i folk.

 

Det ved Jesus selvfølgelig alt om. Han som selv døde som et uskyldigt offer for religiøse menneskers ønske om at sikre deres egen fred og lykke.

 

Men under eller hinsides alle vores forskelle er der en indbyrdes lighed.

 

Det er bare ikke en lighed, som vi selv kan tilvejebringe.

 

Og det er måske vor tids største fejltagelse, at vi tror, at vi selv kan udjævne al ulighed mellem mennesker.

 

Vi tror, at social ulighed, racisme eller sexisme alene skyldes nogle såkaldte strukturelle problemer, som vi bare lige skal justere lidt på.

 

Men der vil altid være forskel – og nogle vil altid hykle og være egoistiske og andre vil være uselviske og tænke mere på fællesskabet end på sig selv.

 

Og den allerstørste mellem mennesker vil altid være, at nogle giver og andre modtager.

 

Det kan vi ikke lave om på, uanset hvor retfærdigt vi indretter samfundet, socialt og økonomisk.

 

Det fortælles, at vores reformator Martin Luther engang gav nogle penge til nogle fattige, selv om hans egne økonomiske forhold ikke var de bedste.

 

Luther var sammen med en ven, og da vennen så Luthers almisse, så fulgte han det gode eksempel, idet han udbrød: ”Hvem ved, hvor Gud vil give mig det tilbage!”

 

Hvortil Luther leende svarede: ”Som om jeres Gud ikke havde givet jer det på forhånd.”

 

Ergo: Vi har intet at give, som vi ikke har fået på forhånd.

 

Hvis vi forstår dette, så begynder vi måske at forstå, hvad evangeliet i dag fortæller os.

 

Hvad det vil sige, at vi dybest set er i samme båd.

 

Til den, der tror sig rig i sig selv i økonomisk eller åndelig forstand, siger evangeliet: Du er i virkeligheden fattig, for alt, hvad du har, har du fået til låns, og hvad du giver, er i virkeligheden slet ikke dit. Du må derfor ydmyges, sådan som Jesus ydmygede de forfængelige skriftkloge. Du må lære at modtage alting på ny.

 

Men til den, der tror sig fattig, siger evangeliet: Du er i virkeligheden rig og har uendeligt meget at give. Og som den fattige enke i templet skal du ophøjes og fremhæves, når du i verden overses og tilsyneladende ikke har mere at gøre godt med.

 

AMEN!

 

Henvisninger:

Af Jonathan Sacks er på dansk i 2017 udgivet bogen: Ikke i Guds navn. Hvordan vi bekæmper religiøs vold. Hvis man ønsker at læse mere om Jonathan Sacks syn på religion og videnskab kan anbefales: The Great Partnership. God, Science and the Search for Meaning. 2011.

 

De to bøger er to af de bedste forsvar for religionernes positive betydning for moral og videnskab i den store ’ateisme-diskussion’, som især i USA fulgte i kølvandet på terrorangrebet i New York 2001 og senere islamistisk terror.

 

Når jeg til sidst fortolker dagens evangelium således, at det handler om, at den rige og den fattige, den givende og den modtagendes roller skal byttes om, så skyldes det inspiration fra en lille tekst derom på Kirkemusikalsk Kompetencecenters hjemmeside af Eberhard Harbsmeier. Hver uge kan man på denne hjemmeside læse en kort, men tankerig refleksion over den kommende søndags tekster: https://www.kmkc.dk/omhelligdagen.asp. Hvis man vil forberede sig lidt til søndagens gudstjeneste, er det et godt sted at gå hen.

 

 




senest redigeret: mandag 06-feb-17 17:51:56
Breaking news:

Gælder pr. 23. november 2020

 


Nyheder

Tirsdag den 15. december, kl. 16:00 - 17:30



Menighedsrådsvalget den 15. september 2020