Prædiken til 22. søndag efter trinitatis

 

Prædiken til 22. søndag efter trinitatis, holdt den 8. november 2020 i Sthens kirke.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard

 

741 Op min sjæl thi sol er oppe; 44 Urolige hjerte!; 289 Nu beder vi den Helligånd // 679 Et trofast hjerte Herre min; 192, vers 7; 728 Du gav mig, o Herre, en lod af din jord.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

 

På den tid kom disciplene hen til Jesus og spurgte: »Hvem er den største i Himmeriget?« Han kaldte et lille barn hen til sig, stillede det midt iblandt dem og sagde: »Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget; og den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig. Men den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb. Ve verden for det, der fører til fald. Vel må der komme fald, men ve det menneske, som bliver årsag til fald. Hvis din hånd eller fod bringer dig til fald, så hug den af og kast den fra dig; du er bedre tjent med at gå lemlæstet eller vanfør ind til livet end med begge hænder eller fødder i behold at kastes i den evige ild. Og hvis dit øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; du er bedre tjent med at gå ind til livet med ét øje end med begge øjne i behold at kastes i Helvedes ild. Se til, at I ikke ringeagter en af disse små. For jeg siger jer: Deres engle i himlene ser altid min himmelske faders ansigt. For Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte. Hvad mener I? Hvis en mand har hundrede får, og ét af dem farer vild, lader han så ikke de nioghalvfems blive i bjergene og går ud og leder efter det vildfarne? Og lykkes det ham at finde det, sandelig, jeg siger jer, han glæder sig mere over det end over de nioghalvfems, der ikke fór vild. Således er det jeres himmelske faders vilje, at ikke en eneste af disse små skal gå fortabt.« AMEN

(Matthæusevangeliet 18,1-14).

 

Kære menighed i Sthens sogn!

 

Prøv at forestiller jer en far, som en morgen med sit lille barn i hånden er på vej til vuggestuen. Han skal videre på arbejde, og de er igen kommet lidt for sent afsted hjemmefra, så faren prøver uden held at få barnet til at skynde sig. Da de passerer en ældre herre, bemærker faren imidlertid, at den ældre mand smiler ved synet af dem. Og den travle far forstår da med ét, at den ældre herre i dette øjeblik smiler, fordi han mindes år for længe siden, hvor han selv gik med et barn i hånden. Ja, det er som om, at faren som om faren ved hjælp af den ældres smil inviteres op på et udsigtspunkt langt ude i hans egen fremtid. Et punkt hvorfra han engang selv vil kunne se tilbage og undres over livet og mindes disse travle morgenstunder – dette øjeblik - med glæde og taknemmelighed.

 

Hvem ved, måske vil denne bevidsthed hjælpe denne far til at sætte tempoet ned . . .

 

Fordi den ældre herres smil har fået ham indse, at der gemt i hverdagens morgenstress findes en værdifuld og meget større historie. Fordi han har lært tålmodighed.

 

Jeg har taget eksemplet fra en ny bog, som hedder ”Tålmodighed”, og er skrevet af Niels Nymann Eriksen, der er sogne- og indvandrerpræst på Vesterbro.

 

I sin bog udfolder Niels med inspiration fra Søren Kierkegaard noget, som vi for mig at se alle har særlig brug for at lære i dette underlige år, hvor så meget bekymrer os, og hvor så meget af vores normale personlige liv og samfundsliv er blevet indskrænket eller sat på stand by på grund af corona-pandemien.

 

Vi skal lære at se på nutiden sådan, at hvert tilfældigt møde og hvert øjeblik potentielt rummer en meget større historie, end vi selv kan gennemskue.

 

Dette er kernen i det tålmodige sind, siger Niels.

 

At der vil komme en dag, hvor jeg kan se tilbage på det, der nu sker, i et forklaret lys.

 

At det, som jeg gennemgår her og nu, ja hvert øjeblik, rummer en dybere, en evig betydning, som kun Gud kender til.

 

At leve tålmodigt er ikke mindst at leve i troen på, at det, som jeg udsættes for her og nu, og det, som jeg måske ikke selv ser en mening med eller kontrollerer, er noget, som er i færd med at forandre mig, selv om jeg endnu ikke ved hvordan.

 

Søren Kierkegaard har et flot billede på det: Han siger, at det er ligesom sjælen i tålmodighed spinder sig ind i en puppe, hvoraf den fremstår forvandlet og fornyet.

 

Vi tror ofte, at det er os selv, som med al vores udadvendte aktivitet skal kontrollere og forandre verden og os selv – og helst her og nu.

 

Det er derfor, at vi i vores samfund værdsætter arbejdet så højt, og måske haster afsted til jobbet som den unge far i eksemplet, så vi glemmer, at arbejdet ifølge bibelen oprindeligt ikke var en belønning eller en adgangsbillet til paradis, men en straf som blev pålagt mennesket på grund af syndefaldet.

 

Da Adam og Eva måtte forlade deres oprindelige hjem, paradishaven, og Adam måtte lære at grave og Eva at spinde, som de gamle formulerede det.

 

Det er derfor, vi så ofte glemmer, hvad den ældre herre i eksemplet så, og som den unge far først overså: rigdommen i at gå og holde barnet i hånden.

 

Men Jesus fremhæver barnet, da disciplene kommer og spørger, hvem der er den største i Himmeriget.

 

Hvis I ikke bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Guds rige, siger han.

 

Så forbliver paradis et lukket land for os.

 

Og det lyder smukt og opbyggeligt, men på Jesu tid var barnet ikke som for os et ideal eller et billede på f.eks. det spontane, ægte, fromme og uskyldige eller på det, som har en særlig værdi, fordi det har uendelige potentialer og er det, som fremtiden tilhører.

 

Barnet var derimod dengang et billede på det, som endnu ikke er færdigt, på det betydningsløse og det svage.

 

Selvfølgelig elskede forældre også deres børn i antikken, men samfundet satte ikke børn højere end slaver og brugte ofte det samme ord om slaver og børn. Det skyldtes måske også den kolossale børnedødelighed dengang.

 

Sat på spidsen så man på barnet ligesom vi i vores samfund ofte ser på de gamle i dag.

 

Så når Jesus bruger barnet som et forbillede for disciplene, så er det for at få os til at erkende vores egne begrænsninger og især for at lære os at give slip på ønsket om at kontrollere alt.

 

Men det kan vi kun blive gode til, hvis vi indser, at vi intet har, som vi ikke har fået givet – fået betroet - og kun har til låns.

 

Det har apropos været mærkeligt at se verdens mægtigste mand, den amerikanske præsident Donald Trump, klamre sig til magten i disse dage.

 

Donald Trump og hans vrede tilhængere vil måske indvende, at han har fået magten betroet af folket, og at folket kan tage fejl og bedrages. 

 

Men Gud kan ikke bedrages, og at tro på Gud er at tro, at ingen af os har noget, som vi ikke har fået af Ham, og engang skal levere tilbage og stå til regnskab for.

 

Det synes jeg også fremgår af fortællingen til sidst om hyrden, der forlader de 99 får oppe i bjergene for at opsøge og frelse det ene vildfarne får.

 

Vi hører let fortællingen som om disse 99 får i bjergene er os selv.

 

Og så tænker vi måske, at hvor er det dog smukt, at Gud bruger tid på det vildfarne får, og vi tænker vel dermed også, at det kristne budskab særligt er for de andre – de sorte eller vildfarne får – så det ikke rigtigt udfordrer vort eget liv på nogen virkelig glædelig eller forpligtende og forandrende måde.

 

Men den gamle kirke forstod teksten anderledes. For den var Kristus selvfølgelig hyrden, som forlader sin høje himmel. De 99 får er til gengæld de hellige engle, som Kristus forlader i bjergene eller i himlen. For i Kristus bliver Gud menneske. I Ham bevæger Gud sig ned fra det høje til det lave, fra himmel til jord, for at ophøje det ydmyge og ringe.

 

Det vildfarne får er m.a.o. menneskelægten som sådan. Det er hver eneste af os.

 

Der er os der alt for ofte søger opad for at få ære og magt og kontrol over tingene.

 

Det er os alle der skal lære at give slip på det, som vi ofte holder for krampagtigt fast i.

 

Det kender vi jo til fra vores arbejde og fra vores personlige forhold: at kun hvis vi giver slip på noget af ansvaret og slækker viljen til at kontrollere alting, kan fastlåste situationer løsnes og resultere i noget frugtbart.

 

Men det kan til tider kræve hård åndelig selvdisciplin at blive stor i Guds rige, dvs. at blive som et barn i Jesu forstand.

 

Det koster noget at lære slippe det tyngende ansvar og lægge det over på Gud.

 

For lige så let det er at tage sine sejre forfængeligt, lige så uundgåeligt er det, at vores nederlag rammer os på selvfølelsen.

 

Jeg tror det er, hvad Jesus vil sige med sine voldsomme billeder i dagens tekst, om at det er bedre at blive druknet eller lemlæstet end at blive årsag til fald.

 

Vi må ofre noget, som vi har svært ved at give slip på, men så kan der til gengæld ske noget nyt.

 

Og hvad det indebærer – hvordan det kan forandre os - viser Niels Nymann Eriksen til sidst i sin nye bog ”Tålmodighed” ved hjælp af en original tolkning af den bibelske fortælling om Josef og hans brødre, og han kalder det for et eksempel på tålmodighedens kreative magt.

 

 

For det fortælles som bekendt, at Josef var sin far Jakobs forkælede yndlingssøn og provokerede sine brødre med sine storhedsdrømme i en grad, så de solgte ham som en slave til egyptiske købmænd.

 

Det er et nedarvet familiemønster, som fører til denne udåd. For Jakob, Josefs far, blev selv udsat for forskelsbehandling i sin barndom, hvor hans far, Isak, foretrak hans tvillingebror Esau.

 

Men mange år senere, hvor Josef i Egypten er blevet den mægtige Faraos næstkommanderende, så får han besøg af sine brødre, som beder om hjælp under en stor hungersnød, og Josef giver sig til kende for sine brødre og hjælper dem.

 

Så nu er denne dysfunktionelle familie samlet igen, men er familiemønstret virkelig blevet brudt?

 

Det viser sig i det afgørende øjeblik til sidst, da patriarken Jakob er død, og Josefs brødre frygter, at han nu vil hævne sig på dem.

 

Derfor sender de den besked til Josef: Din far befalede os før sin død at sige sådan til dig: ”Tilgiv dog dine brødre deres overtrædelse og synd”.

 

Brødrene gør sig altså ikke selv små og sårbare som børn. De ydmyger sig ikke sådan som Jesus anbefaler. Tværtimod. De påberåber sig deres dødes fars autoritet. De taler om tilgivelse, men bruger det til at manipulere og som en del af et fortsat magtspil.

 

Til gengæld fortælles det, at Josef græder som et barn over sine brødres ord. Fordi han gennemskuer deres hykleri.

 

Og så siger Josef to ting, som bryder familiemønstret.

 

”Er jeg i Gud sted?”, spørger han dem først.

 

Josef afstår fra at gøre, hvad hans far Jakob og farfar Isak har gjort. Han vil ikke være som Gud og bestemme, hvem der er noget værd, og hvem der ikke er det. Hvem der skal være inde i varmen, og hvem der skal stå udenfor. Han overlader dommen til Gud.

 

Og derefter siger Josefs: ”I udtænkte ondt imod mig, men Gud vendte det til det gode.”

 

Han negligerer ikke deres ondskab, men han tror, at Gud kan forvandle det onde til noget godt.

 

Vi får ikke at vide i bibelen, om Josefs brødres sind bliver forandret. Men det er heller ikke nødvendigt.

 

Mønstret er blevet brudt, og en dør er åbnet til et nyt liv uden manipulation og fortielse, uden strategier for at holde på magten.

 

Derfor kaldte Jesus et lille barn hen til sig og sagde: “Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.”

 

AMEN