Alle helgen 2020

Prædiken til Alle helgens søndag den 1. november 2020 i Vestervang kirke.

Af Troels Bak Stensgaard.

Introitus ved koret fra Requiem af Robert Führer; DDS 46 Sorrig og glæde; Piet Larsen synger: Den hellige stad; DDS 562 Som markens blomst henvisner fage // Maria Blum Bertelsen synger efter oplæsning af de dødes navne: Pie Jesu fra Requiem af Gabriel Fauré; DDS 321 O kristelighed; 192 Hil dig, Frelser og Forsoner (under nadvergang); DDS 217 Min Jesu, lad mit hjerte få.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

Jesus sagde: »I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker. I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene.« Amen. (Matthæusevangeliet 5,13-16)

Kære menighed!

Prøv at forestille jer en dagligdags situation med en far, som en morgen med sit lille barn i hånden er på vej til vuggestuen. Han skal videre på arbejde, og de er igen kommet lidt for sent afsted hjemmefra, så faren prøver uden held at få barnet til at skynde sig. Da de passerer en ældre herre, bemærker faren imidlertid, at den ældre mand smiler ved synet af dem. Og den travle far forstår da med ét, at den ældre herre i dette øjeblik smiler, fordi han mindes år for længe siden, hvor han selv gik med et barn i hånden. Ja, det er som om, at faren ved hjælp af den ældres smil inviteres op på et udsigtspunkt langt ude i hans egen fremtid. Et punkt hvorfra han engang selv vil kunne se tilbage og undres over livet og mindes disse travle morgenstunder – dette øjeblik - med glæde og taknemmelighed.

Hvem ved, måske vil denne bevidsthed hjælpe denne far til at sætte tempoet ned . . .

Fordi den ældre herres smil har fået ham til at indse, at der gemt i hverdagens morgenstress findes en værdifuld og større historie. Fordi han har lært tålmodighed.

Jeg har taget eksemplet fra en ny bog, som hedder ”Tålmodighed”, og er skrevet af Niels Nymann Eriksen, der er sogne- og indvandrerpræst på Vesterbro.

Måske nogle af jer kan huske, hvordan Niels, som jeg kender fra min studietid, for en del år siden besøgte os her i kirken. Dengang fortalte han om årsagerne til, at muslimer konverterer til kristendommen. Hvordan det især skyldes, at muslimerne drømmer om Jesus, og i modsætning vil os moderne, rationalistiske vesterlændinge tager deres drømme alvorligt som et budskab, som kommer til dem udefra. Et budskab som muslimerne fra Østen ofte lytter til og lader sig forandre af. Fordi de ikke bare som os ryster drømmene af sig om morgenen og reducerer dem til et produkt af deres egen fantasiaktivitet eller af deres underbevidstheds bearbejdning af deres egne oplevelser.

I sin bog ”Tålmodighed” udfolder Niels noget, som lige så meget vender op og ned på vores sædvanlige forståelse af tingenes sammenhæng som denne tanke, at drømmene bestemmer vores virkelighed og ikke afspejler den.

Noget vi for mig at se alle har særlig brug for at lære i dette underlige år, hvor så meget bekymrer os, og hvor så meget af vores normale personlige liv og samfundsliv er blevet indskrænket eller sat på standby på grund af corona-pandemien. Ja, hvor vi nok alle på hver vores måde har erfaret, hvad statsministeren på sit pressemøde forrige fredag med et helt nyt ord kaldte for corona-tristhed.

Men hvad Niels skriver er noget, som måske især er gavnligt at lære, når man har mistet en, man har kær, og er i sorg.

Når livet er svært på denne ene eller den anden måde, er det et godt råd, at man til tider bare skal holde ud, indtil det lysner. Det er vigtigt, at vi siger til os selv og hinanden: Hold ud! Dette får engang en ende! Til tider må vi bare sætte det ene ben foran det andet og gå gennem sorgen eller en svær periode af vores liv, selv om vi i øjeblikket ikke kan se, at det nytter noget.

Men Niels Nymann Eriksen – som i sin bog er inspireret af Søren Kierkegaard - mener meget mere end denne udholdenhed, når han taler om tålmodighed. 

Faren i eksemplet lærte tålmodighed, og hvad Niels mener dermed forsøger han også at vise med et andet eksempel: Det sker som bekendt ved festlige lejligheder som f.eks. en rund fødselsdag, at talen til personen, som man fejrer, tager udgangspunkt i et tilsyneladende helt tilfældigt møde – dengang da taleren og fødselaren mødte hinanden første gang. Pointen er så i disse taler, at meget lå i svøb i dette tilsyneladende tilfældige møde – typisk årtiers venskab eller ægteskab.

Vi skal lære at se på nutiden sådan, at hvert tilfældigt møde og hvert øjeblik potentielt rummer en meget større historie, end vi selv kan gennemskue.

Dette er kernen i det tålmodige sind, siger Niels.

At der vil komme en dag, hvor jeg kan se tilbage på det, der nu sker, i et forklaret lys.

At det, som jeg gennemgår her og nu, ja hvert øjeblik, rummer en dybere, en evig betydning, som kun Gud kender til.

At leve tålmodigt er ikke mindst at leve i troen på, at det, som jeg udsættes for her og nu, og det, som jeg måske ikke selv ser en mening med, er noget, som er i færd med at forandre mig, selv om jeg endnu ikke ved hvordan. 

Søren Kierkegaard har et flot billede på det: Han siger, at det er ligesom sjælen i tålmodighed spinder sig ind i en puppe, hvoraf den fremstår forvandlet og fornyet.

Vi tror ofte, at det er os selv som med al vores udadvendte aktivitet skal forandre verden og os selv – og helst her og nu. Det er derfor, at vi i vores samfund værdsætter arbejdet så højt, og måske haster afsted til jobbet som den unge far i eksemplet, så vi glemmer, at arbejdet ifølge Bibelen oprindeligt ikke var en belønning eller en adgangsbillet til paradis, men en straf som blev pålagt mennesket på grund af syndefaldet. Da Adam og Eva måtte forlade deres oprindelige hjem, paradishaven.

Det er derfor, at vi så ofte glemmer, hvad den ældre herre i eksemplet så, og som den unge far først overså, nemlig rigdommen i det liv der var – i at holde barnet i hånden.

Vi glemmer i vores rastløse aktivitet let, at den samlede mening med hvad vi gennemgår så at sige er uafsluttet – og at Gud sætter det sidste punktum. Og vi har tilsvarende vænnet os til at forstå nutiden ud fra fortiden, og fremtiden ud fra nutiden. Vi opfatter jo alt, hvad der sker, som en virkning af en bagvedliggende, dvs. forudgående årsag.

Men tålmodigheden lærer os at vende tingene om, siger Niels, og ikke se vores liv som et resultat af fortiden, men ud fra fremtiden, som ligesom kalder på os og kalder os hjem.

Og da lærer vi, at det afgørende i livet ikke er op til os og ikke står og falder med, hvad vi selv sætter i værk.

At den afgørende indre forvandling kan ske med os, netop når vi føler vores afhængighed af de andre mest indtrængende – når vi føler os svage og magtesløse – når vi f.eks. isoleres under en krise som den nuværende pandemi, eller når vi mister vores kære og må erkende, at der noget i tilværelsen, som vi ikke selv kan gøre noget ved.

For da skal vi ikke flygte fra magtesløsheden og tabet, men udholde det i tro på, at det kan forandre os til det bedre.

I tro på at det vigtigste ikke er, hvad vi selv gør, eller at blive til noget, men at være nogen og tilhøre nogen.

Hvis vi lever sådan, så kan vi også være jordens salt og verdens lys, sådan som Jesus engang sagde om sine fattige og af verdens kloge og magtfulde ringeagtede disciple – sådan som vi hører i evangeliet til denne Alle helgens søndag.

I er jordens salt. I er verdens lys! Det er noget, som vi skal blive og gøre os umage med ved f.eks. at være ansvarlige, kærlige og overbærende over for andre og ved at være ærlige med, hvad vi kan og ikke kan, og ved også at vedstå os vores skrøbeligheder og svagheder.

Men Jesu ord er først og fremmest en beskrivelse af, hvad vi er: Du kan lyse som du er nu – og du kan salte – ved tålmodigt at bære, hvad du må bære – og ved tålmodigt at lade dig forandre derved.

I tro på at du er på vej hjem og ikke på vej til dit arbejde eller til graven, når du ikke har kræfter til at arbejde mere.

I første omgang på vej hjem til de mennesker, som du endnu har at dele livet med.

Men i sidste ende på vej hjem til Gud.

AMEN

Henvisninger:

Niels Nymann Eriksen: Tålmodighed, Akademisk Forlag 2020.

Tak til valgmenighedspræst Anders Lundbeck Rasmussen for inspirerende telefonsamtaler om denne bog og prædikenen.