Prædiken til 20. søndag efter Trinitatis


Prædiken til den 20. s. e. trin., holdt i Vestervang kirke, Helsingør, den 25. oktober 2020.

Af Troels Bak Stensgaard

DDS: 756 Nu gløder øst i morgenskær; 55 Ved Jesu navn forlades alle synder; 289 Nu bede vi den Helligånd; 492 Guds igenfødte ny-levende sjæle; 192, kun vers 7; 339 Vort liv blev reddet.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

Jesus sagde: »Men hvad mener I? En mand havde to sønner. Han gik hen til den første og sagde: Min søn, gå ud og arbejd i vingården i dag. Men han svarede: Nej, jeg vil ikke! Bagefter fortrød han og gik derud. Så gik han til den anden søn og sagde det samme til ham. Han svarede: Ja, herre! men gik ikke derud. Hvem af de to gjorde deres fars vilje?« De svarede: »Den første.« Jesus sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer. For Johannes kom til jer og lærte jer vejen til retfærdighed, og I troede ham ikke, men toldere og skøger troede ham. Og skønt I så det, angrede I heller ikke bagefter og troede ham. Hør endnu en lignelse! Der var en vingårdsejer, som plantede en vingård og satte et gærde om den, og han gravede en perse i den og byggede et vagttårn. Han forpagtede den bort til nogle vinbønder og rejste udenlands. Da høsttiden nærmede sig, sendte han sine folk til vinbønderne for at få sin høst. Men vinbønderne greb hans folk, og én pryglede de, en anden dræbte de, og en tredje stenede de. Han sendte nogle andre folk, flere end første gang, men de gjorde det samme ved dem. Til sidst sendte han sin søn til dem, for han tænkte: De vil undse sig for min søn. Men da vinbønderne så sønnen, sagde de til hinanden: Det er arvingen. Kom, lad os slå ham ihjel og få hans arv. Og de greb ham og smed ham ud af vingården og slog ham ihjel. Når nu vingårdens ejer kommer, hvad vil han så gøre med de vinbønder?« De svarede ham: »Et ondt endeligt vil han give de onde og overlade vingården til andre vinbønder, som vil give ham høsten, når tiden er inde.« Jesus sagde til dem: »Har I aldrig læst i Skrifterne: ›Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten. Det er Herrens eget værk, det er underfuldt for vore øjne?‹ Derfor siger jeg jer: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter. Og den, der falder over denne sten, bliver kvæstet, men den, som stenen falder på, vil den knuse.« Amen. (Matthæusevangeliet 21,28-44)

 

Kære menighed!

 

En kvinde fortalte mig engang, hvordan hun i sommeren 1940 som 19-årig gik en tur i Helsingør.

 

På hjørnet af Stengade og Stjernegade passerede hun 3 tyske soldater, og den ene greb frækt fat i hendes venstre arm og holdt hende fast. Kvinden reagerede ved at stikke den frække soldat en lussing, og da hans to soldaterkammerater så begyndte at grine af deres uheldige kammerat, slap han sit tag i den unge helsingoraner, så hun slap væk.

 

Da kvinden havde fortalt sin historie, tilføjede hun eftertænksomt: ”Det var jo i 1940, så den tyske soldat var fra værnemagten, den almindelige tyske hær, og måske var det ikke gået så godt for mig, hvis det var sket i 1943, hvor Gestapo, det berygtede tyske militærpoliti, patruljerede i Helsingørs gader.”

 

Ja, det kom jeg til at tænke på grund af de mange sager i medierne om seksuelle krænkelser i de sidste uger. Sagerne har været meget forskellige, men toppolitikere har måtte forlade deres embeder i vanære. Så roller er blevet byttet om – som hos den bevæbnede tysk soldat der blev til grin i Helsingør.

 

Det kan også være nødvendigt med et rolleskift nogle gange, og vi skal lytte til de mange, som i disse dage træder frem og fortæller om deres oplevelser af seksuelle overgreb og magtmisbrug. Men vi skal passe på folkedomstolen og huske på, at man er uskyldig til det modsatte er bevist, og at den samme situation kan opleves forskelligt – ikke mindst når alkohol er med i spillet.

Vi skal med de mange krænkelsessager, som folk er stået frem med de sidste uger, desuden huske at skelne bagatellerne fra beretninger om alvorlige overgreb, som selvfølgelig skal undersøges, hvis det er muligt.

 

I de to lignelser i dagens evangelietekst sker også et rolleskift.

 

Vi hører først om to sønner, hvis far beder dem gå ud i hans vingård og arbejde.

Men den første søn siger nej og bemærk: han mener sit nej.

Det er ikke pointen, at sønnen i virkeligheden var en god søn hele tiden, og bare fortrød et forhastet nej efter lidt betænkningstid.

Det var i den antikke verden ikke som hos os i dag, hvor børn kan sige ’ja, ja,’ når vi beder dem om at tage ud af bordet og så i stedet for liste ind og se fjernsyn.

Buddet om at adlyde sine forældre lå dybt i såvel den jødiske som den hedenske kultur og kom lige efter buddet om at ære og adlyde Gud.

Så når sønnen i lignelsen siger nej, så viser det, at han var en skidt knægt og familiens sorte får.

Men alligevel sker der noget, og vi ved ikke hvad eller hvordan, så denne søn adlyder alligevel og går ud i vingården.

 

Den anden søn, han som siger ja til sin fars befaling om at arbejde i vingården, laver bagefter til gengæld ikke en døjt. Og igen: Vi skal ikke forstå det som om sønnen kun sagde ja på skrømt. Han siger ”Ja, herre!” og tiltaler dermed sin far som en slave tiltalte sin herre og en jøde henvendte sig til Gud. Han var som udgangspunkt en from og gudsfrygttig søn, som ærede sin far, men noget skete, som gjorde, at han var sin far ulydig.

Hvad det var, får vi heller ikke at vide. For det er dybest set en gåde, som vi ikke skal kende til, hvorfor det ene menneske kommer til tro og det andet falder fra troen.

 

Vi ved til gengæld, at Jesus fortæller sin lignelse dagen efter han er reddet ind i Jerusalem, tiljublet af folkeskaren, palmesøndag.

Nu er det dagen derpå, og Jesus er på tempelpladsen og taler til ypperstepræsterne og folkets ældste – til de religiøse autoriteter og forbilleder - til dem der stod som garant for gudsdyrkelsen og moralen.

Til disse fine og dybt respekterede religiøse og politiske autoriteter siger Jesus som en slags konklusion på sin lignelse, at toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før dem. Fordi disse mennesker i modsætning til præsterne havde omvendt sig ved Johannes Døberens forkyndelse af, at Guds rige var nær, og at enhver derfor måtte angre sit liv og omvende sig og begynde forfra.

 

Når man tænker på den afgrundsdybe foragt for tolderne og de prostituerede i samtiden, så må de ord have virket uendeligt provokerende og vel også været med til at folkestemningen i Jerusalem snart vendte, så ikke kun ypperstepræsterne, men hele folket eller i hvert fald hele borgerskabet få dage efter var med til at få Jesus dødsdømt.

 

Og der kan vel heller ikke være tvivl om, at når de første kristne et halvt århundrede efter Jesus’ død hørte denne lignelse på den tid, hvor Matthæusevangeliet blev skrevet ned, så tænkte de, at den handlede om det da meget konfliktfyldte forhold mellem synagogen og kirken eller mellem det gamle og det nye Israel.

 

Det gamle Israel, som efter Jerusalems og templets ødelæggelse i år 70 nu var repræsenteret af synagogen, og folkets nye ledere, rabbinerne, var ifølge lignelsen som den søn, der først sagde ja, men alligevel forkastede Jesus.

 

Mens kirken - på grund af dens medlemmer af tidligere hedninge – men også fordi selv Jesus’ nærmeste disciple og jødiske kammerater havde svigtet ham skærtorsdag aften - var som den anden søn, som først sagde nej, men siden alligevel ja.

 

Men Jesus lignelser har det med at overraske, og de handler altid primært om os selv og vil forandre os.

 

”Hvad mener I?”

 

Sådan begyndte Jesus sin lignelse, for nu er det de nye kristne, som må overveje, om de siger ja som den anden søn, men alligevel ikke gør noget.

 

”Ikke enhver som siger Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmerige, men kun den, som gør min Faders vilje”.

 

Sådan havde Jesus selv sagt i sin Bjergprædiken, og nu er det de kristne, som må spørge sig selv, om de på trods af deres ja til Kristus virkelig lever, som Kristus befaler, om de vender den anden kind til og søger freden og barmhjertigheden og retfærdigheden, eller om de derimod hviler i egen from selvtilstrækkelighed og dømmer andre ude.

 

Og nu kalder lignelsen de jødiske ledere på den tid, hvor Matthæusevangeliet blev skrevet, til at slå følge med arvtagerne til deres foragtede landsmænd, tolderne og skøgerne, og indgå i det nye kristne fællesskab.

 

Det er ikke for sent, og Gud kan vende jeres nej til et ja, forkyndes det overraskende til dem.

 

”Hvad mener I?”

 

Sådan opfordrer Jesus dem og os til et rolleskift, og hvis vi ikke har fattet, hvor radikalt han mener det, så fortæller han straks en ny lignelse: Den om de onde vingårdsbønder, som er en af de mest omdiskuterede af Jesus’ lignelser.

 

Vi hører om en vingårdsejer, som lejer sin vingård ud, og rejser til udlandet.

 

Men da ejeren sender sine folk til forpagterne for at få lejen inddrevet, så opstår en spiral af tiltagende vold.

 

Til sidst slår vinbønderne endog ejerens søn ihjel.

 

Lignelsen om de onde vinbønder     Marten van Valckenborch, 1580-90
                                            Kunsthistorisches Museum, Wien

 

Det er indlysende en lignelse om Israels historie og især om Israels religiøse ledere, som først afviste profeterne og til sidst slog Jesus ihjel.

Men hvis vi tror, at den handler om, at det jødiske folk som sådan er forkastet, så kan vi godt tro om igen.

 

Da Matthæus et halvt århundrede efter skrev Jesus’ lignelse ned, så bestod hans menighed mest af jøder, som var blevet kristne, og som brugte hans evangelium til at forkynde Kristus i deres egne gudstjenester, men også til såvel hedninge som jøder, som måske kunne blive kristne.

 

Så den senere tids modsætning mellem jødedom og kristendom – som begyndte med den jødiske majoritets forfølgelser af det nye kristne mindretal, og siden stik mod Jesus’ ord om at elske selv sine fjender førte til skrækkelige overgreb mod jøderne og til antisemitisme, da de kristne fik magten – alt det var slet ikke inde i billedet endnu. Denne modsætning må vi simpelthen ikke læse ind i lignelsen, selv om det ofte er sket i kirkens historie.

 

Og ligesom i den første lignelse om de to sønner, så tillader denne lignelse om de onde vinbønder os ikke at klappe os selv på skulderen og tænke, at det kun er de andre, som er onde.

 

”Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter”.

 Sådan konkluderer Jesus selv på lignelsen, og det var i lige så høj grad et ord til de kristne, som læste Matthæusevangeliet første engang – til de nye vinbønder i det nye Israel – som det oprindeligt var et ord til de jødiske ledere på tempelpladsen.

Det er i lige så høj grad alvorlige ord, der handler om os selv og taler ind i vores nuværende situation.

 

Det er os selv, siger lignelsen, der som disse vinbønder glemmer, at livet ikke tilhører os selv. Det er os selv, som ikke vil betale, hvad vi udmærket ved, at vi skylder de andre. Vi slår måske ikke fysisk andre ihjel, men så i overført forstand på 1000 forskellige måder.

 

Lignelsen om de onde vinbønder er en af de mest barske tekster i hele kirkeåret.

 

Men lignelsen siger også, at Gud er nærmest ufattelig tålmodig med os. Han som gang på gang sender nye budbringere til de onde og voldelige vinbønder.

 

Til sidst er han endda villig til at risikere sin egen søn.

 

Og dermed antydes i lignelsen alligevel en slags løsning.

 

De onde vinbønder slog sønnen ihjel, hører vi.

 

Men sønnen er et billede på Jesus, som blev oprejst fra de døde på den tredje dag.

 

”Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten”, hedder det.

 

Og det er det skjulte evangelium i denne lignelse:

 

At Gud kan vende enhver situation – og selv død til nyt liv.

 

Han anklager og dømmer, men Han tilgiver og frikender også.

 

Han dømmer, og vi må til tider også dømme hinanden.

 

Men vi må – og måske ikke mindst i disse dage med alle de aktuelle krænkelsesager – huske på, at dommen sigter på en kommende forsoning og en ny begyndelse.

 

Amen!

 

 

 

 

 

 




senest redigeret: mandag 06-feb-17 17:51:56
Breaking news:

Gælder pr. 23. november 2020

 


Nyheder

Tirsdag den 15. december, kl. 16:00 - 17:30



Menighedsrådsvalget den 15. september 2020