Prædiken til 17. søndag efter Trinitatis


Prædiken til 17. s. e. trin., holdt d. 4. oktober 2020 i Vestervang kirke, Helsingør

Af Troels Bak Stensgaard

 

Salmer: 750: Nu titte til hinanden de favre blomster små; 450 Vi kommer, Jesus, til din dåb; 674 Sov sødt barnlille; 487 Nu fryde sig hver kristen mand; 192/7; 787 Du som har tændt

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: 

Da Jesus gik videre, så han Levi, Alfæus' søn, sidde ved toldboden, og han sagde til ham: »Følg mig!« Og han rejste sig og fulgte ham. Senere sad Jesus til bords i hans hus, og mange toldere og syndere sad til bords sammen med ham og hans disciple, for der var mange, som fulgte ham. Da de skriftkloge blandt farisæerne så, at han spiste sammen med syndere og toldere, spurgte de hans disciple: »Hvorfor spiser han sammen med toldere og syndere?« Men da Jesus hørte det, sagde han til dem: »De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.« Johannes' disciple og farisæerne holdt faste. Da kom der nogle til ham og spurgte: »Hvorfor faster Johannes' disciple og farisæernes disciple, men dine disciple faster ikke?« Jesus svarede dem: »Kan brudesvendene faste, mens brudgommen er sammen med dem? Så længe de har brudgommen hos sig, kan de ikke faste. Men der kommer dage, da brudgommen er taget fra dem, og den dag skal de faste. Ingen sætter en lap af ukrympet stof på en gammel kappe; for så river den nye lap det gamle i stykker, og hullet bliver værre. Og ingen fylder ung vin på gamle lædersække; for så sprænger vinen sækkene, og både vin og sække ødelægges. Nej, ung vin på nye sække!« Amen. (Markusevangeliet 2,14-22)

 

 

Kære menighed!

 

Der findes en gammel historie fra det 4. århundrede om en munk, som ikke længere kan udholde at leve i sin munkecelle: Cellen føles alt for trang og middagsheden er kvælende. Kedsomhed, lede og modvilje mod det åndelige liv griber ham. Til sidst ser han stort på sine munkeløfter om at leve i fattigdom, kyskhed og lydighed og løber sin vej. Han vil ud under åben himlen. Derud hvor han mener, at livet virkelig leves. Men munkens lunkenhed, utilfredshed, hans manglende livsglæde og tristhed følger med. Hans lede ved munketilværelsen bliver til en lede ved livet i verden og alle de verdslige glæder.

 

Tolderen Levi i hans tolderbod, som vi hører om i dagens tekst, levede tilsyneladende stik modsat munken i munkecellen.

Levi forsøgte ikke som munken at leve et afsondret liv i tjeneste for Gud og hans liv var for andre at se ikke helligt eller godt i moralsk og religiøs forstand.

Han levede i Kapernaum, en travl grænseby ligesom Helsingør, som lå ved nordenden af Geneserat sø.

Tolderne i Helsingør bragte i sin tid rigdom til vores by, og Levi har måske bragt materiel rigdom til Kapernaum og i hvert fald til sig selv.

Vi hører nemlig i teksten, at Levi havde råd til at bespise mange mennesker ved hans bord, og det græske ord, som er oversat med, at ”de sad til bords”, antyder, at Levi var vært ved en rigtig fest med alt, hvad der dertil hører af god mad og drikke.

 

Men alligevel kan jeg ikke forstille mig andet, end at Levi manglede en grundlæggende glæde i sit liv – ligesom munken i den gamle historie.

Det hang måske sammen med, at Levi var jøde, og at datidens mest religiøse jøder, farisæerne, så ned på tolderne og regnede dem for griske og tarvelige mennesker, ja for landsforrædere uden ægte gudstro.

Sådan ser og bedømmer vi jo ofte os selv ud fra andres målestok og de herskende normer.

 

Det kan også sagtens være, at Levi var ligeglad med, hvad såkaldte respektable folk mente om ham.

Måske mente han, og måske med en vis ret, at de, der så på ham med misbilligende blikke, i virkeligheden bare var misundelige på hans rigdom og ikke turde leve som han gjorde, fordi de var feje eller småborgerlige og hykleriske farisæere i ordets moderne betydning.

 

Men alligevel må Levi et eller andet sted vel have haft en grundlæggende utilfredshed ved sit liv, siden han sådan uden videre fulgte med Jesus, ligesom munken i cellen, selv om denne i modsætning til Levi levede et religiøst eksemplarisk liv.

En lede ved livet, som måske ofte kun lå bagest i Levis bevidsthed, men som dukkede op af og til som en slags tilbagevende følelse af tristhed eller bare kedsomhed, så at han ikke rigtigt kunne glæde sig over noget i længere tid ad gangen.

 

Måske flygtende Levi så rastløst ind i luksusforbrug og underholdning eller arrangerede store fester eller engagerede sig i nye parforhold, når han følte den lede kommende snigende. Måske slog han det hen med intellektuel kynisme eller på anden måde.

 

Ja, det ved vi ikke, men en vigtig pointe i dagens tekst er for mig at se, at vi alle på hver vores måde kender til denne fornemmelse, dvs. til en fornemmelse der på visse dage ligesom kommer snigende ind på os og måske hvisker, at vort liv dybest set er en tilfældighed eller ligegyldigt, eller at vi i ikke lever, som vi burde og kunne leve, at vi burde leve mere smukt og sandt og godt, end vi gør.

 

Vi kan heldigvis ofte ryste den fornemmelse af os, men kun for et stykke tid. Den vender altid tilbage, siger min erfaring. Fordi den dybest set hænger sammen med, at vi opfatter vort liv som en opgave og ikke som en gave, at vi opfatter vort liv som noget, som vi selv skal realisere og selv fylde med mening.

 

Derfor kunne tolderen Levis liv kun forandres af den, som ikke lovede at elske ham, hvis han ville forandre sig, men som elskede mennesker trods alle deres fejl og mangler.

Af Kristus der var sammen med syndere toldere som Levi, selv om det betød at han af mange selv blev lagt for had og til sidst dræbt.

Kristus der ikke ventede på, at Levi skulle omvende sig og opsøge ham, men en dag kom forbi Levis’ toldbod og sagde til ham: ”Følg mig”.

Kristus der ikke sagde som Johannes Døber ville have sagt: Tag dig sammen mand, inden det er for sent; lad være med at synde mere og kom så og følg mig.

Kristus der heller ikke sagde som vi måske ville have sagt i dag: Husk at der er både rettigheder og pligter, hvis du fremover vil være en respekteret del af vores samfund.

 

Nej, han sagde bare ”Følg mig”.

 

Jesus kalder Levi til discipel. Kobberstik af Jan Luyken, 1649-1712

 

For sådan vidste Kristus i modsætning til sin fætter Johannes Døber, at et menneske ofte ikke kan omvende sig eller fralægge sig dårlige vaner bare fordi, at det får at vide, at det skal forbedre sig. Han vidste, at et menneske kan komme så langt ud i livslede og selvforagt, at det først og fremmest skal lære at føle sig elsket igen og tit ligesom skal trækkes ind i et menneskeligt fælleskab, før det kan få sin selvrespekt igen og begynde at forandre sig.

Sådan vidste Kristus, at han først fremmest måtte give Levi en ny grundlæggende glæde ved livet.

Derfor gik han og hans disciple med Levi hjem og festede sammen med alle Levis syndige toldervenner.

 

Men da farisæerne så, hvem der deltog i denne fest, så misbilligede de det selvfølgelig. Derfor sagde Kristus til dem: ”De raske har ikke brug for en læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.”

Hvilket måske umiddelbart lød meget godt og afvæbnende i farisæernes ører. Hvis Kristus karakteriserede sine nye tolderkammerater som syge og syndere, så var han nok ikke selv så slem alligevel, tænkte de sikkert først.

Indtil det, ups, gik for farisæerne, at Kristus ikke bare besøgte toldere og andre synderne, men lige så ofte og gerne talte med de skriftkloge og farisæerne og deltog i deres fester.

 

Det er nemlig os alle, som ifølge evangeliet er syge og syndere, selv de mest moralske og religiøse iblandt os.

Vi der alt for ofte er blinde for livets goder og bilder os ind, at belønningen eller glæden i livet først kommer, når vi har gjort os fortjent dertil, og har fikset det ene eller det andet i vores liv.

Vi der tror, at glæden kommer, hvis vi først får lappet lidt på vores tilværelse på den ene eller den anden måde med nye fortsætter og initiativer eller med nye afsavn eller faster.

Men den, der ved og bekender sig selv som synder, har slet ikke brug for den slags lapperier, og ved, at han eller hun må tage imod en hel ny klædning: Imod Kristi retfærdighed som vi iklædes i vor dåb. Da Kristus kom til os og skænkede os syndernes forladelse og det evige liv og gav os del i sig selv: i sin glæde, sin tro, sit håb.

Sådan som han kom til tolderen Levi for så længe siden.

 

Det var også hvad munken Martin Luther erfarede i klosteret for 500 år siden.

Luther havde forsøgt at leve retfærdigt, og han var bedre til det end alle de andre.

Men så længe hans egen retfærdighed var den eneste vej til det sande liv, så sank han alligevel dybere og dybere ned i selvoptaget fortvivlelse. 

Indtil det gik op for, at han ikke var elsket af Gud på grund af sine gerninger, men på grund af Kristus.

Og så forlod Luther klosteret og skrev den berømte salme, som vi skal synge om lidt: ”Nu fryde sig hver kristen mand og springe højt af glæde.”

For i modsætning til den gamle munk, som jeg først fortalte om, så fandt Luther glæden uden for klosterets mure i det almindelige fysiske og sanselige liv med familie og venner, hvor man til tider kan feste og springe højt af glæde. Ja verden blev som et nyt stort kloster for ham – til et sted hvor Gud skal dyrkes i glæde og taknemmelighed over det gode, som tilværelsen heldigvis med andre mennesker rummer og som skænkes os alle.

 

Martin Luther

 

Det betød ikke, at Luther ikke fortsat kendte til modgang og sorg eller til den lede ved livet, som vi alle kan gribes af. For i ethvert liv er der perioder, hvor vi må faste i overført betydning. Hvor vi ikke kan se livet som en god gave, og hvor livsappetitten forsvinder.

 

Der kommer dage, siger Jesus i dagens tekst, hvor disciplene ikke vil feste som den dag i tolderens Levis hus, men føle sig langt borte fra ham og fra det liv, som han gav dem del i.

Men så hjælper det os ikke at bebrejde os selv eller love bod og bedring med angerfuld mine.

Det hjælper kun at huske de glæder, som vi har haft, og tro på dåbens løfte, at vi blev skabt og i vor dåb genfødt til et andet og bedre liv. Et liv som vi kan få en forsmag på allerede i dette liv.

 

Engang kom det således Luther for øre, at hans tidligere student Hieronimus Weller led af tungsind. De dystre tanker myldrede rundt i hans hoved og ville ikke lade ham være i fred.

Men skulle nogen mene, at dette var udtryk for et særligt eftertænksomt og samvittighedsfuldt sind, så var Luther af en anden opfattelse. ”Det er ikke Gud, som sender de tunge tanker”, skrev Luther i et brev til Hieronimus Weller, og fortsatte med disse ord:

 

”Så ofte djævelen plager dig med disse tunge tanker, så søg selskab hos andre mennesker, eller drik rigeligt eller fordriv tiden med pjat eller tag dig noget andet lystigt for. Man trænger nogle gange til at drikke mere end sædvanligt, til at spøge og pjatte og begå en synd af had og foragt for djævelen og for ikke at give ham lejlighed til give os dårlig samvittighed over småting….. Gud vil, at vi skal være glade og hade melankolien. Thi hvis han havde villet, at vi skulle være sørgmodige, så havde han ikke givet os solen, månen og jordens frugt, hvilket han alt sammen giver til glæde. Da havde han villet gøre det mørkt. Han ville ikke lade solen gå op og sommervarmen vende tilbage.”

 

Amen.

 
 
 
 
 
 



senest redigeret: mandag 06-feb-17 17:51:56
Breaking news:

Søndag den 1. november: Allehelgensdag

 



Gælder pr. 26. oktober 2020 og pr. 29. oktober 2020 (specielt vedrørende mundbind)

 


Nyheder


Søndag d. 15. november kl.16



Menighedsrådsvalget den 15. september 2020