Prædiken til 11. søndag efter trinitatis 2020
Af sognepræst Troels Bak Stensgaard
Salmer: DDS 748 Nu vågne alle Guds fugle små; 397 Trods længselens smerte; 449 Vor Herre tager de små i favn // 151 Med sin alabasterkrukke; 192, kun vers 7; 696 Kærlighed er lysets kilde
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
En af farisæerne indbød Jesus til at spise hos sig, og han gik ind i farisæerens hus og tog plads ved bordet. Nu var der en kvinde, som levede i synd i den by. Da hun fik at vide, at han sad til bords i farisæerens hus, gik hun derhen med en alabastkrukke fuld af olie, stillede sig grædende bag ham ved hans fødder og begyndte at væde hans fødder med sine tårer og tørrede dem med sit hår, og hun kyssede hans fødder og salvede dem med olien. Da farisæeren, som havde indbudt ham, så det, tænkte han ved sig selv: »Hvis den mand var profet, ville han vide, hvad det er for en slags kvinde, der rører ved ham, at det er én, der lever i synd.« Jesus sagde da til ham: »Simon, jeg har noget at sige dig.« Han svarede: »Sig det, Mester!« »En pengeudlåner havde to skyldnere. Den ene skyldte fem hundrede denarer, den anden halvtreds. Da de ikke havde noget at betale med, eftergav han dem begge deres gæld. Hvem af dem vil så elske ham mest?« Simon svarede: »Den, han eftergav mest, vil jeg tro.« Jesus sagde: »Det har du ret i.« Og vendt mod kvinden sagde han til Simon: »Ser du denne kvinde? Jeg kom ind i dit hus; du gav mig ikke vand til mine fødder; men hun har vædet mine fødder med sine tårer og tørret dem med sit hår. Du gav mig ikke noget kys; men hun er blevet ved med at kysse mine fødder, siden jeg kom herind. Du salvede ikke mit hoved med salve, men hun har salvet mine fødder med olie. Derfor siger jeg dig: Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget. Den, der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt.« Og han sagde til hende: »Dine synder er tilgivet.« De andre ved bordet begyndte at tænke ved sig selv: »Hvem er han, som endog tilgiver synder?« Men han sagde til kvinden: »Din tro har frelst dig. Gå bort med fred!« Amen. (Lukasevangeliet 7,36-50)
Kære menighed!
I efteråret har jeg sat Bjergprædikenen på programmet i vores studiekreds hver anden torsdag.
Så da jeg i onsdags fik besøg af en ældre lærd kollega, så tænkte jeg, at nu gjaldt det om at lære noget, inden jeg selv skal stå og kloge mig på Bjergprædiken, og spurgte:
Hvorfor skærper Jesus de fornuftige ti bud i Moseloven til det umulige i sin Bjergprædiken?
Hvad mener Jesus, når han i Bjergprædikenen siger, at der er sagt til de gamle: ’Du må ikke slå ihjel’. Men jeg siger jer, at du må ikke engang blive vred på din bror.
Og hvad mener Jesus, når han siger, "at der er sagt: du må ikke bryde et ægteskab. Men jeg siger jer: Enhver, der kaster lystent blik på en andens hustru, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte."
Ja, det er nok ikke kun mig, som til tider har svært ved ikke at føle vrede eller begær på trods af Jesu berømte ord . . .
Min kollega sagde trøstende, at Jesus i Bjergprædikenen vil få os til at indse, at vreden og begæret er to helt afgørende kræfter i menneskeslægtens historie og i os alle.
Men Jesus siger alligevel i Bjergprædikenen, at vi skal overvinde dem . . .
Det er der bare ingen af os, der kan fuldt ud, men vi kan i hvert fald forsøge.
Begæret er selvfølgelig ikke kun seksualiteten, men implicerer alt hvad der søger sit eget og sin egen tilfredsstillelse.
Men selv om Kristus var Gud lig, så gav han afkald på alt sit eget og blev menneske for vor skyld.
Og vreden overvindes til sidst.
For da Kristus korsfæstes, og det ikke kan blive mere uretfærdigt, så reagerer han ikke med vrede og bitterhed, eller med hævn og gengældelse. Men med barmhjertighed og tilgivelse.
Vi skal ikke benægte begæret eller vreden som drivkraft i verden og i os selv. Men vi skal forstå, at de ikke er de ultimative kræfter i verden og hvordan de kan overvindes.
For hvis begæret og vreden styrer vores liv, så kommer vi ikke til at elske eller leve som vi er skabt til at leve.
Og så ender vi før eller siden i en kultur, hvor mennesker kun ser andre mennesker som et middel til at opfylde deres begær eller som en trussel imod det. Og så får bitterheden gode kår, når begæret ikke kan opfyldes, og vreden bliver en legitim følelse, og retter sig mod dem, som jeg mener hindrer mit begær i at folde sig ud.
I denne weekend fejrer man apropos den årlige Pride-festival i København, selv om den berømte parade i år er digital på grund af corona.
Og jeg ved godt, at det kan misforstås som homofobi eller seksualforskrækkelse at kritisere denne festival, som er blevet så folkelig, at regnbueflaget i disse dage flagrer over Christiansborg og selv på DMI’s – Dansk Meteorologisk Instituts - hjemmeside.
Som om vejret har noget at gøre med sagen.
Men jeg synes, at vi må spørge os selv, om den spektakulære iscenesættelse og offentlige fejring af det seksuelle begær i Priden ikke glemmer, at begær – og ikke mindst det seksuelle begær – er en tvetydig kraft. Fordi begæret hos mennesker ikke kun er en uskyldig naturkraft, som vi kan nyde, udforske og måske lege kreativt med, men en kraft, som også styrer os, og som af mennesker også bruges til at bekræfte sig selv og til at få tilfredsstillet sine egne behov på bekostning af andres behov. Det er i hvert fald påfaldende for mig, at vor tids demonstrative dyrkelse og fascination af begæret ofte synes at gå hånd i hånd med den vrede og krænkelsesparathed, som på så mange måder præger vores øjeblikke kulturelle situation.
Tænk blot på ugens banale lille tophistorie i Helsingør Dagblad om Museet for Søfart, som vil ændre i deres udstilling, fordi folk bliver krænkede over beskrivelsen af sømanden Gunnars liv med piger i hver en havn, som opfattes sexistisk og kønsdiskriminerende.
Jamen, har alt dette noget med dagens evangelium at gøre, tænker I måske.
Det har det for mig, fordi jeg fornemmer en stor tilbageholdt vrede, men også et stort fortrængt begær hos den farisæer, Simon, som inviterer Jesus til middag.
Simon har inviteret Jesus ind i sit hus, men han har i sin egen selvtilstrækkelighed fuldstændig glemt de grundlæggende regler i sin egen kultur om værtsskab og gæstfrihed.
For dengang var det sådan, at man som gæst til en bedre middag tog sine sandaler af og som minimum fik en balje vand til at vaske sine fødder – før man lagde sig på polstrede bænke om et bord med fødderne udad.
Det var også helt sædvanligt, at værten modtog en æret gæst med et kindkys og salvede gæsten med parfume.
Men alt dette har Simon glemt – måske fordi han kun inviterede Jesus indenfor for at vise sine venner, at han sagtens kunne sætte den berømte rabbi fra Nazaret på plads.
Så kommer en i byen kendt kvinde ind – for selskaber var dengang åbne fester i modsætning til vores.
Og Simon ved, at hun er en synderinde, og sandsynligvis er der tale om en prostitueret.
Derfor forestiller jeg mig, at Simon i virkeligheden begærer hende, men ikke vil vedkende sig det begær.
Derfor ser han hende kun som ’hende luderen’, og han forarges over hende og fyldes med indre vrede mod Jesus, fordi denne tydeligvis ikke deler Simons forargelse og vrede.
For Jesus ser ikke kvinden som en uren prostitueret eller som et sexobjekt, men som et af Gud elsket menneske.
Men kvinden er ikke fyldt med vrede, men med taknemmelighed.
Måske har hun selv engang været fyldt af begær efter noget, som hun kun kunne opnå ved at prostituere sig selv. Eller måske har hun selv været fyldt af vrede over det, som måske mod hendes vilje drev hende ud i prostitution.
Vi ved det ikke, men vi ved, og det er vel hele pointen, at hendes liv er blevet anderledes. Fordi hun har mødt tilgivelse, og at vreden og begæret derfor er veget for noget andet – for den kærlighed og omsorg, som kommer til udtryk i hendes rørende, følelsesladede gestus over for det menneske, som gav hende del i Guds tilgivelse.
Hun har fået del i den kærlighed, som også i vort eget liv skal holde vreden og begæret i tømme, så vi kan vende os mod vores medmennesker – og elske dem som de nu engang er.
Ja, sådan kom jeg til at tænke på grund af min kollegas besøg i onsdag. Men senere den onsdag fik jeg et andet godt besøg, som jeg kort vil slutte med.
Det var nemlig af Emil og Kathrine, som i dag har fået deres datter Hedvig døbt.
Kathrine og Emil har boet i Oxford, og Kathrine fortalte mig lidt om de pragtfulde colleges med tilhørende kirker i den gamle kristne universitetsby – og om at Hedvigs dåb giver hende del i en kultur, som har skabt denne næsten svimlende skønhed.
Men Emil fortalte til gengæld, at han er fra Ribe og at hans familie kender sognepræsten ved Ribe Domkirke Torben Bramming, som jeg også kender.
Og Torben Bramming har engang gjort opmærksom på det forunderlige i, at det måske smukkeste universitetscollege i Oxford hedder ”Magdalen College”. Dette smukke lærde kristne universitetskollegium fra middelalderen, som symboliserer menneskers måske dybeste længsel og flittigste søgen efter alt det rene og ophøjede, det smukke, det gode og sande, har navn efter en kvinde, Maria Magdalene, som iflg. traditionen var prostitueret ligesom kvinden i dagens evangelium.
Tænk lige over det! For hvis vi overvejer, hvad det indebærer, at en kristen kirke eller et kristent universitet kan opkaldes efter en prostitueret, så begynder vi måske at kunne se Guds kærlighed og skønhed i vores verden på ny . . .
Og forstå hvorfor Guds kærlighed eller skønhed måtte åbenbares gennem den lidende Kristus på korset – dér hvor Guds søn lader sig ramme af menneskers begær og vrede, men hvor al vreden og begæret ligesom forsvinder ind i hans afmægtige skikkelse, så kun Guds tilgivende kærlighed står tilbage og er til at tro på.
Og takket være Kristus møder vi i dag også Guds kærlighed og skønhed gennem denne ukendte kvinde i Simon farisæerens hus. Hun var måske et af sig selv eller andre misbrugt, nedslidt og ødelagt menneske. Og måske hun bagefter forsatte sit liv som prostitueret, fordi hun ikke havde andre muligheder.
Men hun fik tilgivet meget, og begyndte derfor at elske meget, og gik hjem med fred.
AMEN
senest redigeret: Wednesday 13-Sep-23 13:38:50