Prædiken 8. søndag efter Trinitatis


Af sognepræst Troels Bak Stensgaard

 

Salmer: 749 I østen stiger solen op; 450 Vi kommer, Jesus, til din dåb; 2 x dåb; 674 Sov sødt barnlille; 701 Huset, som Gud har bygt; 192, kun vers 7; 318 Stiftet Guds søn

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:

Jesus sagde: >>Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I, som begår lovbrud!

Derfor: Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og ramte det hus. Men det faldt ikke, for dets grund var lagt på klippen. Men enhver, som hører disse ord og ikke handler efter dem, skal ligne en tåbe, der har bygget sit hus på sand. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og slog imod det hus. Og det faldt, og dets fald var stort.<<

Da Jesus var færdig med denne tale, var skarerne slået af forundring over hans lære; for han underviste dem som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge. Amen.

(Matthæusevangeliet kap. 7, vers 22-29).

 


Kære menighed!

 

For nogle år siden til den årlige store landemodegudstjeneste i domkirken, Sct. Olai, for alle præster og menighedsrådsmedlemmer i Helsingør stift, prædikede en af provsterne.

Han fortalte om sin farfar, som var murermester, og hvordan han som ung hjalp sin farfar i en sommerferie med at bygge huse for at tjene lidt ekstra til studierne.

Det var hårdt arbejde i sommervarmen, men hans farfar, murermesteren, sagde opmuntrende til ham:

>>Når vi bygger et hus, så er det vigtigste, at vi i begyndelsen gør os umage og får lagt et ordentligt fundament. Hvis bare fundamentet er i orden, så gør det ikke noget, hvis vi slapper mere af med resten af arbejdet og måske kommer til at sjuske lidt.<<

Og så kiggede provsten op fra manuskriptet og tilføjede: >>Så I kan nok forstå, at jeg lige siden dengang har vidst, at jeg gerne ville være fundamentalist.<<

 


Det er måske en lidt indforstået præstevittighed, men alle vi præster til landemode grinede. Måske også fordi den pågældende provst ikke er kendt som fundamentalist i ordets normale forstand. Men det er jo rigtigt, at vi har brug for et fundament alle sammen. For det gælder selvfølgelig ikke kun de kristne.

 


Den tidligere domprovst i Sct. Olai og biskop i Helsingør stift, Johannes Johansen, som har skrevet den lille fine dåbssalme, vi sang før Camilles og Stines dåb, fortæller f.eks. i nogle erindringer, hvordan han som ung præst i sit første embede på Thurø var forundret over at se den store digter Tom Kristensen i kirken hver eneste søndag. For Tom Kristensen var kendt som ateist. >>Hvorfor går du i kirke, når du ikke tror på Gud?<<, kunne Johannes Johansen til sidst ikke lade være med at spørge om. >>Jamen, det skal jeg sige dig<<, forklarede digteren, >>selv om mit fornavn er Tom, så glemmer jeg da aldrig, at mit efternavn er Kristensen<<.

 


Ja, det er vigtigt at have et fundament, og det kristne fundament er Gud, og at Gud er kærlighed, og i dåben deler sit liv med os. Og det fundament betyder bl.a.:

At ethvert menneske er unikt og skabt i guds billede.

At vi har fået livet givet, men dermed også ansvar for hinanden.

At kærlighed er vigtig – og tilgivelse nødvendig.

Hvis vi først har fået del i det fundament eller har en fornemmelse af, at vi er elskede som vi er – og ikke fordi vi har gjort os fortjent til det – så bliver vi ikke så let slået omkuld af modgang, men måske heller så let krænkede – hvis f.eks. nogle i sommervarmen spiser en Kæmpe Eskimo, og vi måske selv synes, at det er et åndsvagt navn til en is.

Så bliver vi måske også mere forsigtige med at tro, at vi virkelig kan vide, hvad et menneske dybest set er og bygger på. Hvilket for mig at se er den vigtigste pointe med Jesu lignelse om de to mænd, som bygger deres huse på hhv. sand og klippegrund, som vi hører i dag.

Der er to mænd, der bygger hver deres hus – og vi må går ud fra, at de to huse er ens – set ude fra.

Sådan er det jo tit med huse – at facaderne kan være ens. Men livet bag murene kan til gengæld overraske og være meget forskelligt.

 


Det kunne man se et sjældent skrækkeligt eksempel på i torsdags i TV2-dokumentaren: >>Plejehjemmene bag facaden<<.

Det skjulte kamera dokumenterede behandlingen af to demente personer på plejehjem, den 90 årige Else Marie Larsen i Århus og den 90 årige Niels Nielsen i Randers

Det var svage og hjælpeløse mennesker, som blev overhørt og negligeret, når de bad om hjælp, og selv når de gav udtryk for stærke smerter, og som personalet talte om på utilbørlig vis.

Else Marie Larsens sår blev f.eks. i hendes nærværelse karakteriseret som >>fandeme klamt<< og hendes pårørende som >>skøre i bolden<<, fordi de havde insisteret på mindst 25 møder med plejehjemsledelsen uden at der dog var sket noget.

Men nu ruller lavinen på grund af de skjulte optagelser, og dokumentaren har forhåbentlig givet os alle noget at tænke på – om f.eks. dette bare var et uheldigt engangstilfælde - eller om vi f.eks. som samfund generelt er begyndt at hylde ungdommen og vitaliteten og fremskridtet i en grad, så vi er begyndt at se ned på de ældre og deres erfaringer. Om fundamentet med andre ord er skredet.

 


Jeg kan godt forstå den sognepræst, som i Kristeligt Dagblad i forgårs foreslog at sætte følgende bibelvers fra Det gamle Testamente i glas og ramme på de danske plejehjem: >>Rejs dig for de grå hår. Vis ærbødighed for de gamle<<.

Den kloge sognepræst, som hedder Jesper Bacher, skrev imidlertid også, at vi selvfølgelig ikke skal skære hele ældreplejen over én kam. Det ville være dybt uretfærdigt over for en hel branche og over for en masse mennesker, som bruger deres arbejdsliv på at passe de svage. Og hvis TV2 kunne lave en udsendelse, som hed >>Menneskene bag facaden<<, hvilket Jesper Bagger med et glimt i øjet også foreslog, så ville den med garanti vise, at der er godt og ondt, ansvarlighed og ligegyldighed, inden i os alle sammen – bag alle vores facader.

 


Men kun Gud og vor egen samvittighed ved, hvad vi hver især har inderst i os selv.

Og det nok meget heldigt for de fleste af os . . .

Vi kan kun se det udvendige hos hinanden, som den tåbelige mand i Jesu lignelse, som byggede på sand, og hvis hus faldt sammen i stormvejret, så alle kunne indse, hvor dum han havde været, og det kan vi selvfølgelig grine af eller græde over. Men det var først, da stormfloden kom, at det viste sig, hvem der var klog og hvem der var tåbelig. Indtil da kunne man ikke se forskel.

 


Akkurat ligesom vi først i dagens tekst hører om mange folk, som ikke bygger huse, men som tilsyneladende har været en slags superkristne og profeteret og uddrevet dæmoner og gjort mange mægtige gerninger i Jesu navn. Men først engang – >>på den dag<<, siger Jesus, og tænker på dommedag - vil det blive afsløret, hvad alle disse tilsyneladende superkristne virkelig rummer.

Og det lyder barsk, når Jesus siger, at han da vil sige, at han aldrig har kendt dem, og at de skal gå bort.

Det stemmer heller ikke logisk med, hvad Jesus andetsteds siger om at elske selv sine fjender, og når han siger, at den, der kommer til ham, vil han aldrig vise bort.

Men skal vi dømmes engang, og det skal vi vel, hvis det er afgørende, hvordan vi lever, så er det det bedste, at vi skal dømmes af ham, som gjorde Guds kærlighed levende og konkret på jorden, og som også talte om tilgivelse og gav folk mulighed for at begynde forfra. Selv når alt er kulsort.

Så er det godt, at det ikke os, som skal dømme hinanden.

 


Og hvad Jesus siger her er vel dybest set det samme, som apostlen Paulus siger, når han i det første brev til korinterne siger de berømte og elskede ord:

>>Om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet. Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet.<<

 


>>Så bliver da tro, håb og kærlighed, disse tre, men størst af dem er kærligheden<<, slutter Paulus.

For det er kærligheden, det kommer an på, men den kan vi ikke bevise, at vi har.

Den er ligesom troen dybest set et mellemværende imellem den enkelte og Gud.

For der findes gerninger uden tro – og vi kan alle gøre det tilsyneladende rigtige af de forkerte grunde.

Men vi kan tro, at Guds kærlighed i modsætning til vor egen kærlighed er grænseløs, og kan overvinde alt, hvad der skiller os fra hinanden og fra Gud.

Vi kan tro, at det er det fundament, som vi fik i vor dåb – og som også Camille og Stine fik i dag.

 


Eller som Mette Enevold, den nye præst i vores nabokirke, Sthens kirke, skrev i Dagbladet i går:

>>Det er kærlighedsfundamentet, som Jesus kom med. Dit fundament er, at førend du kan vælge alt muligt, er du allerede elsket. Og din opgave er at sprede kærligheden videre til dit medmenneske på din vej i livet.<<

AMEN.

Døbefonden i Vestervang kirke, fotograferet af Sille Arendt

 




senest redigeret: fredag 15-maj-20 10:29:22
Breaking news:

Menighedsrådsvalget den 15. september 2020

 
 
 
 
 

Torsdag den 24. september og indtil videre

 
 
 

Det er nu muligt at tilmelde sig mails fra kirken. Se her.



Nyheder