Prædiken 7. søndag efter Trinitatis 2020


Af Troels Bak Stensgaard

Salmer: 743 Nu rinder solen op; 46 Sorrig og glæde; 516 Klynke og klage // 655 Er du modfalden, kære ven; 192, kun vers 7; 482 O Herre god og frelser from.

 
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

Jesus sagde: ”En discipel står ikke over sin mester, og en tjener ikke over sin herre. Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans mester, og for en tjener, når det går ham som hans herre. Har de kaldt husbonden Beelzebul, hvor meget snarere da ikke hans husfolk! Frygt derfor ikke for dem. For der er intet hemmeligt, som ikke skal åbenbares, og intet skjult, som ikke skal blive kendt. Hvad jeg siger jer i mørket, skal I tale i lyset, og hvad der hviskes jer i øret, skal I prædike fra tagene. Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede. Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.” Amen.

(Matthæusevangeliet kap 10, vers 24 – 31)

 


Kære menighed!

 

Der findes en historie om et guldbryllup i Vestjylland. På et tidspunkt under festen rejser konen sig op. Hun taler om de mange års ægteskabelige samliv, sådan som det forventes. Det har ikke været så ringe, siger hun. De har holdt sammen i tykt og tyndt i et halvt århundrede. Der er blot en enkel ting, tilføjer hun, som hun nogle gange har savnet. Nemlig at manden lidt oftere havde sagt, at han elskede hende. Men så lyder det lavmælt og vestjysk fra den ellers så tavse jyske mand ved hendes side: ”Det har jeg jo sagt én gang – og jeg skal nok sige til, hvis det ændrer sig.”

 


Det er en bittersød historie. Og det bitre element er den ofte smertefulde indsigt i, at kærligheden mellem mennesker får næring af at komme til orde: At uden kærlige ord og kærtegn kan kærligheden miste sin saft og kraft og tørre ind.

 


Noget tilsvarende gælder også for troen, og det er blevet kaldt en naturlov for troen, som Jesus i dagens tekst formulerer med disse ord: ”For der er intet hemmeligt, som ikke skal åbenbares, og intet skjult, som ikke skal blive kendt”.

Troen er nemlig ikke kun en privatsag eller en indre følelse. Troen skal videregives til andre – komme til orde på den ene eller den anden måde – for at kunne leve og vokse inden i os selv.

 


Det var hvad Jesu disciple selv erfarede. For så længe Jesus synligt var hos dem, havde disciplene på en måde slet ikke troen. De var selvfølgelig grebet af alt det, som de så og hørte ham sige og gøre. Det har sikkert boblet af fryd i dem, når Jesus satte de selvhøjtidelige skriftkloge lærere, som de var opdraget til at respektere, til vægs. De har sikkert følt det befriende, når han satte sig til bords med de syndere og toldere, som de var blevet opdraget til at foragte, men nu så i tilgivelsens og barmhjertighedens lys.

Men disciplenes tro blev tilsyneladende ikke større i de tre år, hvor de vandrede sammen med Jesus. For vi hører gang på gang, at de misforstår Jesus, og da Jesus blev taget til fange og tortureret, så fornægtede de ham hver og en.

 


Først efter Jesu død begynde disciplene m.a.o. virkelig at tro.

Da det blev pinse, og Ånden kom og gav gnist og glød til alle deres minder.

Da opstandelsens kraft fyldte dem.

Hvordan det nærmere skete kan vi ikke forklare bedre, end den første kristne teolog Paulus gjorde i den tekst, som vi hørte fra alteret. Dér hvor Paulus talte om livets ånds lov i Kristus, som havde befriet ham fra syndens og dødens lov.

Men vi kan konstatere, at disciplene pinsedag, i samme øjeblik, som Ånden kom til dem, begyndte at dele deres tro med andre, ja dele ud af den til højre og venstre til alle de forskellige folkeslag i Jerusalem. Uden frygt og uden tanke for sprogbarrierer og alt, hvad der ellers skiller mennesker fra hinanden. At de så sagde, hvad der lå dem på hjertet, uden tanke på hvordan det skulle formidles – uden strategi - uden angst for at tabe ansigt eller for at lide samme skæbne som Jesus.

Og det er måske også det, som er dagens evangelium til os: At da de først turde gøre det, så blev troen for alvor levende og stærk i dem selv. Så de ikke længere tvivlede og svigtede, når det virkelig gjaldt, selv om det skulle koste mange af dem livet, når de senere blev martyrer.

 

For det er jo det historiske perspektiv, som vi må ha’ med for at forstå dagens vanskelige tekst.

Vi hørte nemlig kun en lille bid af den lange såkaldte udsendelsestale i Matthæusevangeliets 10. kapitel.

Og Jesus har i talen først forudset, hvordan disciplene vil blive lagt for had på grund af deres bekendelse til ham. Selv af deres nærmeste familie vil de blive udleveret til domstolene og pisket og dømt til døden. Men disciple skal være frimodige og generøse! De skal ikke tage imod betaling for deres forkyndelse i form af guld eller sølv, men kun tage imod kost og husly. ”I har fået det for intet, så giv det for intet”, siger Jesus. Når de forfølges i en by, skal de heller ikke forsøge at forsvare sig, men flygte til den næste, og de skal ikke bekymre sig for, hvad de skal sige til deres forsvar, når de alligevel stilles for domstolene, for deres Faders ånd vil tale igennem dem.

 


Der er imidlertid intet der tyder på, at disciplene på det tidspunkt forstod, hvad Jesus talte om.

De kunne jo ikke engang begribe, at Jesus selv skulle lide, og når han talte til dem derom, så blev de forlegne eller forskrækkede og forsøgte at tale ham fra det.

Derfor ønsker han i dagens tekst at indgive dem mod:

En discipel må være klar til at dele skæbne med sin herre, siger han (og tænker naturligvis især på sin egen lidelse og død).

Og de må huske på, at Gud er større end mennesker og herre over liv og død.

Så hvorfor frygte dem, som kun kan slå legemet ihjel?

De må huske, at Gud har hjerte for selv den mindste spurv i dens fald.

Og de er da meget mere værd end mange spurve, og Gud har talt alle deres hovedhår, siger Jesus.

 


Tænk, dér stod disse fattige disciple, som sikkert ikke forstod meget af, hvad Jesus talte om.

De vidste til gengæld godt, at de ikke havde status og privilegier i denne verden, og ikke blev regnet for noget af mennesker, som havde det.

Men så fik de at vide, at de trods alt var meget mere værd end de næsten værdiløse spurve, som den gang var fattigmandskost.

De havde sikkert beskidt, fedtet og tjavset hår efter at have vandret så længe med Jesus.

Men så fik de at vide, at den almægtige Gud havde tal på hvert eneste hår på deres svedige, beskidte hoveder.

Jeg hører stor afvæbnende humor i de ord, og jeg kan ikke forestille mig andet, end at det fik disciplene til at le og for en stund glemme alt deres ubehag ved deres mesters barske og uforståelige forudsigelser.

Sådan talte Jesus i hvert fald til dem. Men hans ord er ikke en teoretisk forklaring på det uforståelige og onde i deres og i vores verden.

Det er ord til trøst for bange disciple.

 


Den iranske konvertit og flygtning Golriz Ghozati, som i næste måned her i kirken vil fortælle om sit arbejde for forfulgte kristne i organisationen Åbne Døre, siger følgende: ”Noget af det, som særligt bevæger mig i mit arbejde i Åbne Døre, er det personlige møde med forfulgte kristne, at lytte til deres beretninger og de udfordringer, som de står over for som kristne og som kirke. Jeg bliver altid dybt inspireret og imponeret over den styrke og glæde, de har i troen, og på trods af de udfordringer som de står over for. De udlever en kristendom, hvor de ikke er styret af frygt, men de er motiveret af en Gud, der forvandler og fornyer mennesker og menigheder.”

 


Sådan er det en dyb kristen erfaring, at kun det menneske, som kender til modgang, virkelig kender til evangeliets trøst og glæde.

Ligesom kun det menneske, der kender til svigt, ved, hvad tilgivelse betyder.

Kun det menneske, der smerteligt og anfægtet selv har erfaret, hvor meget i verden der taler imod evangeliet om en kærlig Gud, kan måske virkelig forstå det og sætte pris på det.

 


Men hvad er så budskabet i dagens evangelium til os?

Vi som ikke er forfulgte som de første kristne.

Vi der ikke risikerer livet ved at vidne om vores tro sådan som nutidens mange forfulgte kristne i f.eks. Mellemøsten eller Nordkorea, som Golriz Ghozati vil fortælle os om.

Vi der ikke stiller os op på tagene eller bare på en ølkasse nede på Axeltorv og frimodigt råber vores tro ud til alle og enhver. Men som nok godt ved, at hvis vi gør det, så risikerer vi - udover at falde ned - højest at blive mødt med ligegyldighed eller at blive lidt til grin.

 


Tja. Budskabet til os er måske, at netop det, frygter vi mere end vi selv vil være ved. Og at det er den slags frygt, som man altid skal begynde med, for virkelig at kunne forstå og udleve troens trøst og glæde. Frygten for ikke at slå til – for at blive overhørt eller latterliggjort – hvad man nu end gør – uanset ens opgave i livet.

Hvis vi ikke selv kæmper med at overvinde denne lille frygt – frygten som forhindrer os i at være os selv og vise, hvem vi er, og hvad vi tror på - hvordan skal vi så kunne klare os overfor langt større udfordringer?

Hvordan skal vi så virkelig forstå troens befrielse fra synd og død og fyldes af troens glæde?

 


Frygt ikke. Disse to små ord lyder tre gange i dagens korte tekst. Men de går også som en rød tråd igennem hele Det nye Testamente. De kan åbenbart ikke siges for tit.

”Frygt ikke”, siger englen til Maria før hun føder sit barn. Det samme siger en engel til kvinderne ved graven, da Jesus er død og begravet. Det samme siger Jesus selv gang på gang til sine disciple.

Og det skal vi også sige til os selv og til hinanden: Frygt ikke.

Eller positivt formuleret og som Paulus siger flere gange i sine breve: Glæd jer!

 


Men hvad så når vi ikke kan det?

Fordi det måske virker anmassende eller som en billig form for jubeloptimisme, når livet går os på, eller vi ser verdens ondskab.

 


Ja, så kan vi måske lære noget af de forfulgte kristne om troens frimodighed, håb og glæde . . . lære netop af dem, som ikke har andet end evangeliet at holde sig til.

 


Men vi kan måske også lære noget af den lille historie fra guldbrylluppet i Vestjylland, som jeg begyndte med:

Det ægteskab havde ikke været så ringe igen, sagde konen. Hun holdt tydeligvis af sin tavse mand, selv om hun syntes, at han havde været for dårlig til at sige, at han elskede hende. For det var jo ikke kun en bitter, men en bittersød historie. Og det søde deri er vel i grunden mandens ord: ”Det har jeg jo sagt til dig én gang – og jeg skal nok sige til, hvis det ændrer sig”.

Det kan være, at manden alligevel har givet udtryk for sin kærlighed på mange andre måder end i ord, som hun bare ikke har haft øje for. Det kan også være, at hun selv skulle have været bedre til at spørge: ”Elsker du mig?”

Og det burde vi måske selv være bedre til . . . .

For det er vel et af de vigtigste spørgsmål, vi kan stille: Elsker du mig?

 


Men når vi ikke får noget svar på det og på alle vores andre spørgsmål.

Og når vi angribes af den frygt, som ingen af os undgår at blive mærket af. Hvad enten det er frygt for det onde eller for at blive mødt af ligegyldighed, eller måske er frygt for ikke at slå til eller for ensomhed eller sygdom eller død.

Når vi er blinde og døve for ethvert tegn på Guds omsorg og kærlighed i vores tvetydige verden.

Og når vi ikke selv kan finde de ord, som troens glæde og trøst og håb lever af.

Ja, så kan vi stadigvæk holde os til den tryghed, som ligger i disse ord: At der er en, der i hvert fald én gang har sagt til os, at han elsker os. Da vi var små og blev døbt og fik Helligånden – Livets ånd – i dåbsgave.

Og at Han - ligesom den vestjyske mand i historien om guldbrylluppet - nok selv skal sige til, hvis det ændrer sig.

Amen.

 




senest redigeret: torsdag 28-mar-24 17:56:53