Prædiken 3. søndag efter Trinitatis


Vær som den kærlige fader

 

Prædiken til 3. søndag efter trinitatis 2020

Af Troels Bak Stensgaard

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

Jesus sagde også: »En mand havde to sønner.  Den yngste sagde til faderen: Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig. Så delte han sin ejendom imellem dem.  Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv; og da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød.  Han gik så hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin, og han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget.  Da gik han i sig selv og tænkte: Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel.  Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig.  Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere.

 Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham.  Sønnen sagde til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn.  Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd, og giv ham sko på fødderne, og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste.  For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. Så gav de sig til at feste.

 Men den ældste søn var ude på marken. Da han var på vej hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans, og han kaldte på en af karlene og spurgte, hvad der var på færde.  Han svarede: Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold.  Da blev han vred og ville ikke gå ind. Hans far gik så ud og bad ham komme ind.  Men han svarede sin far: Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner.  Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger – da han kom, slagtede du fedekalven til ham.  Faderen svarede: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit.  Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.« Amen. (Lukasevangeliet kapitel 15,22-32).

 

Kære menighed!

Så er det sidste dag før jeg holder 3 ugers sommerferie, og både det og dagens tekst minder mig om en sommerferie i min ungdom. Hvor min bedste ven Cathall Per Macdonald skulle på interrail, og hans irske far Charles før afrejsen fra Silkeborg station fortalte os følgende historie fra sin irske hjemstavn: En ung irer rejste udenlandsk og snoldede alle sine rejsepenge op. Til sidst havde han kun råd til et kortfattet telegram hjem til sin far, som lød sådan her: ”No mon, no fun, your son”. Hvorefter sønnen ventede i spænding på svartelegrammet, som lød: ”How bad, too sad, your dad”.

 

Man kan synes, at denne faderlige formaning havde været på sin plads i dagens evangelium, før den yngste, krævende ødeland af en søn rejste ud og brugte sin arv på kvinder og sprut i udlandet.

Jesus’ fortælling kalder vi derfor normalt ”lignelsen om den fortabte søn”.

Da den ældste, misundelige og smålige bror måske er den eneste virkelig fortabte af disse to brødre, så ville en bedre titel måske være ”lignelsen om de to fortabte sønner”.

Men da lignelsen især handler om Faderens kærlighed, som er stærkere end alt, hvad der skiller børnene fra hinanden og fra ham, så foretrækker jeg at kalde den for ”lignelsen om den kærlige far”.

Så kommer det bedre frem, synes jeg, at lignelsen rummer essensen af evangeliet.

 

Derfor bliver vi heller aldrig færdige med at fordybe os i alle disse tre skikkelser – faren og hans to forskellige sønner – med at spejle os i dem og lade dem kaste lys over vort eget liv.

De tre hører nemlig sammen. Hvilket den hollandske maler Rembrandt genialt har udtrykt i et billede fra de sidste år før hans død i 1669.

Det er det billede, som I kan se i salmearket. Det er et stort billede – mere end 2,5 meter højt og 2 meter bredt, og det hænger i dag på Eremitageslottet i Skt. Petersborg.

 

Den fortabte søn                       Maleri: Rembrandt (Eremitagen, Skt. Petersborg)

 

 

For at forstå billedet bør man se det i sammenhæng med Rembrandts eget personlige liv.

Denne kunstner der var så talentfuld og fik så stor succes, men også mistede så meget.

Det kan vi se ved at sammenligne hans berømte selvportrætter – fra den unge kække mand til den aldrende kunstner, hvor livet har sat sine spor, og man fornemmer tavshed og især resignation i ansigtstrækkene.

 

Før han blev 30 var Rembrandt blevet berømt og gift med sin elskede Saskia.

Han kunne som den store kunstner være både selvbevidst og arrogant provokerende – som når han portrætterede sig selv i 1635 som den fortabte søn i skikkelse af en glad gris på kro eller måske endda et bordel med Saskia på skødet, og med hævet glas til hilsen og ansigtet udfordrende vendt mod tilskueren.

 

Men deres tre første børn døde som spæde og så døde Saskia.

Og Rembrandt der kom fra små kår, men var blevet meget rig på grund af sin kunst, og havde købt et stort hus i Amsterdam og fyldt det med stor samling af eksotiske ting, malerier og bøger, gik rabundus, og det hele kom på tvangsaktion.

Rembrandt fik efter Saskias død desuden et dybt problematisk forhold til en kvinde, som endte med, at kvinden blev tvangsindlagt, og endnu en anden, mangeårig samleverske døde af pest i 1663, og to år efter døde hans og Saskias elskede søn Titus, som netop selv havde stiftet familie.

Og til sidst i sit liv malede Rembrandt altså dette billede af den fortabte søn, som vi i dag skal forsøge at fordybe os i.

 

Vi ser Faderen som en gammel mand og måske næsten blind, selv om han i den bibelske fortælling kunne se sønnen på lang afstand og løb ham i møde.

Sådan siger Rembandt, at Faderen ser med et åndeligt syn. For fortællingen handler om kærlighedens styrke, som viser sig stærkest i, hvad der for verden er svagt eller ringe - den kærlighed, der ikke gør blind, men seende, fordi den får os til at se det vigtigste ved et menneske og se bort fra det, der er uvæsentligt.

 

Billedet er som mange af Rembrandts sene værker præget af en tyst eftertænksomhed og meget mørke og dystre farver. Hvilket fremhæver lyset over faderen og den yngste søn, som har et næsten overjordisk varmt og gyldent skær.

 

Sønnen er forhutlet og skaldet som en koncentrationslejrfange – eller som en skrøbelig nyfødt baby.

Han er et faldent, plaget og sårbart menneske, men han får lov til at begynde forfra – sådan som et nyfødt barn altid betyder en ny begyndelse og uanede nye muligheder.

Den yngste søn har en sandal på sin ene fod, men ikke på den anden slidte og arrede fod, som vil Rembrandt dermed sige, at selv om sønnen er kommet hjem, så er han stadigvæk præget af sit liv og dets fejltagelser.

For tilgivelsen er ikke at glemme eller fornægte fortiden, men at få kraft til at leve med den.

Men bemærk: Den yngste søn har stadigvæk sin kårde. Selv om denne søn sank så dybt som et menneske kan, så solgte han aldrig sin kårde. Han glemte med andre ord ikke, hvad der er menneskets adelsmærke, at han var skabt som et frit menneske og til et andet og sandere liv end det moralsk forkerte, som han først troede var lykken.

Dette adelsmærke, som kården symboliserer, er forudsætningen for, at han kunne gå i sig selv, som det hedder i lignelsen, altså for at han kunne forholde sig til sit liv, angre og vende om.

Og endelig vender sønnen ryggen til os selv. Vi som betragter billedet opfordres på den måde til at identificere os med den yngste søn og som sønnen at synke ind i Faderens favntag.

 

Faderen siger ikke noget på Rembrandts billede, men de gamle hænder, som omfavner sønnen, siger hvad det vil sige at komme hjem i åndelig forstand: At vide sig elsket og vide, at det ikke skyldes vores egen fortjeneste.

 

Men ude til højre på billedet står den ældste søn. Han har som faderen en kostbar rød tunika på for at symbolisere deres fællesskab, men det er for hans vedkommende et ydre fællesskab, ikke et indre og hjerteligt.

Der er også lys på den ældste søns ansigt, men det har ikke den gyldne varme som lyset over faderen og den yngste søn. Det er et koldt lys, og viser os et ansigt, som distanceret og køligt – måske misbilligende eller skeptisk – betragter faderens omfavnelse af den yngste søn.

 

Det er op til os selv at tænke over, hvem af disse to sønner, vi mest ligner, men der er noget af dem begge i os alle . . .

Vi er som den yngste søn, som for vild i livet, men ikke glemte, hvor han kom fra. Han som vendte om og kom hjem. Vi er til tider også den ældste søn, som ikke kan tage imod den kærlighed, faderen tilbyder. Han som på grund af misundelse eller angst eller usikkerhed ikke tør tro sig elsket, og derfor holder sig på afstand af livet, af hjemmets fællesskab, glæden og velkomstfesten.

Vi må selv overveje hver især, hvem vi ligner mest.

 

Men der er også en tredje identifikationsfigur i lignelsen.

Hvilket den hollandske katolske præst og teolog Henri J. M. Nouwen får frem i en dyb og meget personlig fortolkning af Jesus’ lignelse og Rembrandts billede, som er udkommet på dansk med titlen ”Den fortabte søn vender hjem”.

Denne bog vil jeg gerne slutte med i dag, selv om jeg slet ikke kan yde bogen retfærdighed her.

 

Henri Nouwen fortæller, hvordan han i 1983 så en reproduktion af Rembrandts billede.

På det tidspunkt var han en meget kendt teolog. Han var aktiv i kamp for fred og retfærdighed i verden og havde et stort forfatterskab bag sig og ansættelser på de fineste universiteter.

Men billedet af den yngste søn i Faderens favn ramte noget dybt inde i ham. Fordi han trods sit travle liv og al den anerkendelse, som han fik, på det tidspunkt følte sig ensom, og var udkørt og nedslidt. Han længtes efter omsorg og nærhed – efter at finde et hjem i åndelig forstand. Ja, han skriver, at han følte sig sårbar som et lille barn, der bare ønsker at kravle op til mor og græde og blive trøstet.

 

Motivet med Faderen og den yngste søn ramte ham også så stærkt, fordi han så det som en plakat i et hjem for mentalt handicappede.

Jo mere han fordybede sig i billedet de næste år, desto mere sikker blev han på, at han måtte forandre sit liv.

Og efter at have rejst til Rusland og mediteret over originalen i timevis i Eremitageslottet i Sankt Petersborg i 1986, så vidste han, at han ikke længere kunne arbejde blandt de klogeste hoveder i verden og sagde sin stilling på Harvard universitetet op.

I stedet for blev Henri Nouwen præst i et bofællesskab for psykisk udviklingshæmmede og deres plejepersonale, og blev dér til sin død i 1996.

 

Han ville ikke bare undervise om kærlighed, men blive elsket, og han fandt en varme og en umiddelbarhed hos de psykisk udviklingshæmmende, så han begyndte at forstå, hvad Jesus mente, da han priste de ”fattige i ånden” salige.

Men bofællesskabet med de psykisk udviklingshæmmede blev også rammen for en sjælelig kamp, som varede resten af hans liv.

For det lys – det guddommelige varme lys i Rembrandts billede - der trak ham til bofællesskabet med de handicappede – og de mentalt handicappedes umiddelbarhed – deres spontane generøsitet, men også deres til tider helt utilslørede frygt og egoisme - afslørede også et mørke i ham selv - i form af den beregnende ældste søn inde ham selv, som han så ofte havde fortrængt i sit tidligere så aktive og idealistiske liv.  

 

Sådan er Henri Nouwens bog fyldt med længslen efter et hjem i åndelig forstand, efter som den yngste søn at vide sig elsket og velkommen. Men bogen rummer også skarpe personlige analyser af, hvordan vi alle sammen ofte ødelægger vort liv på grund af angst for miste kontrollen eller usikkerhed eller trangen til at hæve os på andres bekostning og blive rost.

 

Men vi er ikke bare alle såvel den yngste som den ældste søn, konkluderer Henri Nouwen overraskende.

Vi er faderens sønner, men vi er også kaldede til at blive voksne – dvs. til at blive som faderen selv. Vi kan ikke forblive børn. Vi kan ikke altid undskylde vort liv eller skubbe det væk fra os. Vi kan ikke altid løbe væk hjemmefra eller løbe hjem og blive trøstet. Vi kan ikke altid fornærmet og krænket blive stående uden for døren.

”Vi er kaldet til at elske med den samme uselviske, udadrettede kærlighed, som vi ser i Rembrandts fremstillingen af faderen”, skriver Nouwen til sidst i sin bog. 

For dette er det endelige mål for alt åndeligt liv og kernen i evangeliet. Vi skal komme til faderen og blive som ham.

 

”Vær barmhjertige som jeres fader er barmhjertig”

Og: ”Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig i ham”. Sådan sagde Jesus.

Som den tilgivende himmelske fader og den lidende Kristus er ét, skal de blive ét i os.

Idet vi selv rækker hænderne ud og venter på de andre – uden at forvente noget til gengæld, uden beregning af omkostningerne, uden frygt for afvisning.

Indtil de endelig giver os lov til at omfavne dem og velsigne dem.

Amen.

 

Henvisninger:

Henri J. M. Nouwen: Den fortabte søn vender hjem, 2012 (opr. skrevet på engelsk: The Return of the Prodigal Son, 1992). Dette er en af de bedste ’spirituelle’ bøger, jeg har læst, og en moderne klassiker, som med udbytte kan læses af enhver.

Kasper Bro Larsen (red.): Rembrandt som bibelfortolker, 2010. I dette værk har Johannes Nissen skrevet et kapitel om billedet af den fortabte søn, og der er ’teologiske’ artikler om mange andre bibelske Rembrandt-billeder.

Lisbeth Smedegaard Andersen: Rembrandt – en moderne forkynder, 1990. Lisbeth Smedegaard Andersen gør bl.a. den fine iagttagelse, at faderens røde tunika skærer hans overkrop af i en korsform. Sådan får Rembrandt symbolsk udtrykt, at den favnende fader og den lidende Kristus er en enhed. Det er de samme arme, som blev strakt ud på korset, som omfavner den hjemvendte søn!

 




senest redigeret: sndag 02-apr-17 16:09:22
Breaking news:

Det er nu muligt at tilmelde sig mails fra kirken. Se her.



Nyheder

Lise-Lotte Rebels 25 år som biskop


Indskrivning til konfirmation i 2021 fra torsdag den 2. januar 2020