Prædiken 2. pinsedag 2020

Af Troels Bak Stensgaard

 

Salmer: 725 Det dufter lysegrønt af græs; 396 Min mund og mit hjerte; 294 Talsmand som på jorderige // 363 Lov, pris og tak; 192/7;318 Stiftet Guds søn har på jorden et åndeligt rige

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

Jesus sagde: ”Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag.  Der står skrevet hos profeterne: »Alle skal være oplært af Gud.« Enhver, som har hørt og lært af Faderen, kommer til mig.  Ikke at nogen har set Faderen, undtagen den, der er fra Gud; han har set Faderen.  Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der tror, har evigt liv.  Jeg er livets brød.  Jeres fædre spiste manna i ørkenen, og de døde.  Men det brød, som kommer ned fra himlen, gør, at den, der spiser af det, ikke dør.  Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.” (Johannesevangeliet, kap. 6,44-51)

 

Kære menighed!

I Kristi himmelfartsferien forrige weekend havde vi besøg af mine forældre. Og mens vi gik tur, spurgte min far Ole min datter Kirsten på 14 om følgende:

Hvad er sammenhængen mellem årstallene 1915, 1953 og 1956?

Kirsten kiggede på mig, men jeg kunne ikke hjælpe.

Gådens løsning bestod i, at i 1915 udgav den amerikanske forfatter Edgar Lee Masters digtsamlingen ”Spoon River Antologien”, som i 1953 kom i 3. udgave på dansk, og at min far i 1956 som 15-årig havde købt den udgave i Ulfs boghandel i Søborg.

Det var, fortalte min far på vores gåtur, fordi den unge ekspedient var smuk og anbefalede den. Men jeg er temmelig sikker på, at årsagen snarere var, at han havde en lærerinde i realskolen, som han elskede over alt på jorden, og som opfordrede sine elever fra arbejderklassen til at læse digte.

Da min farmor døde samme år, og min farfar var blevet for tørstig, så tog min far ud og sejlede i 4 år for ØK for at tjene til lærerseminariet. Men han tog Spoon River Antologien med, og har altid haft et særligt forhold til den bog, og kan flere af bogens digte udenad.

Da jeg selv var 15 år i 1982, fik jeg derfor bogen af min far, og her forrige weekend var det så Kirstens tur til få den.

Og når jeg nu står her foran jer på denne 2. pinsedag, får jeg lyst til at tage udgangspunkt i denne bog.

Edgar Lee Masters digtsamling ”Spoon River Antologien” rummer omkring 300 digte.

De er lagt forskellige mennesker i munden, som har det til fælles, at de ligger begravet på kirkegården i den lille by Spoon River i det amerikanske Midtvesten.

Med hvert deres digt har de døde således en sidste monolog eller replik til deres liv.

 

 

Det er imidlertid de færreste, som kan se tilbage på livet med glæde eller taknemmelighed. Tragedien ligger i, at flertallet giver udtryk for, at deres liv blev ødelagt og ikke kun på grund af hårdt slid eller krige eller pludselig sygdom eller den lille bys sladder og moralske dømmesyge. Men især fordi, at mange føler, at de ikke fik udfoldet deres evner eller havde held eller mod eller talent til at leve sådan som de føler, at de burde have levet.

Lad os som et eksempel tage en mand, der hedder Franklin Jones, og hvis monolog fra graven lyder:

 

Hvis jeg bare havde levet ét år til,

havde jeg fået min flyvemaskine færdig,

så var jeg blevet rig og berømt.

Det er nok derfor, at den håndværker,

der forsøgte at lave en due på min grav,

fik den mere til at ligne en kylling.

Hvad er livet i grunden andet end at blive udruget

og løbe rundt i gården,

til man ender på huggeblokken?

Hvis man da ikke har en overnaturlig hjerne

og allerede fra begyndelsen har øksen for øje!

 

Jeg kunne som eksempel også have taget urmageren Walter Simmons, hvis forældre troede, at deres kreative barn skulle blive en større opfinder end selveste Edison. Han fortæller i sit digt, hvordan han hele livet tænkte, tænkte og tænkte på en maskine, som han ville opfinde, og hvordan få venlige mennesker i Spoon River lige til det sidste mente, at hans opfindergeni blev forhindret af hans arbejde i urbutikken for at forsørge sin familie.

”Men det passer ikke!”, konkluderer Walter Simmons bittert fra graven. ”Sandheden var: Jeg havde ikke talent.”

Sådan får Edgar Lee Masters tegnet et ofte humoristisk billede af et mylder af mennesker, som selv i døden ikke finder hvile. Fordi de konstant overvejer, hvad deres livs mening egentlig var, og fordi de vurderer sig selv og bedømmer sig selv ud fra ofte smukke, men også illusoriske idealer, som de ikke kunne leve op til, og som ofte kvalte livsglæden ud af dem, før de døde.

Og det gør vi alle. Vi vurderer os selv, og vi prøver at retfærdiggøre os selv og vores og de andres liv på den ene eller den anden måde. Om det nu er godt nok eller spændende nok – om vi bruger alle vores muligheder – om vi kunne have levet anderledes.

Ja, enhver må her eksaminere sig selv, men jeg havde for et par nætter siden følgende drøm:

Som helt ung ville jeg være matematiker, og i min drøm læste jeg matematik på universitetet i Oxford. Dér sad jeg med to medstuderende og lavede opgaver foran en meget venlig professors kontor.

Men jeg forstod ikke opgavearkene, som var fyldt at en masse for mig uforståelige talformler, og da det blev min tur til at komme ind på den venlige og rødvinsdrikkende professors kontor, så rejste jeg mig meget trist og gik min vej for at tage hjem til min kæreste Vibeke i København.

Da jeg i lørdags fortalte en ven om drømmen, sagde han, som kender kæresten, der i dag er min kone: »Jamen Troels, det er jo i virkeligheden en god drøm. Du tog jo hjem til Vibeke!«

Men alligevel vågnede jeg badet i sved og med en trist fornemmelse af ikke at være god nok.

Sådan kan vi sikkert alle mere eller mindre forfølges af tanker om ikke at være gode nok – tanker der nogle gange måske fylder os med tristhed og fortrydelse, så vi måske glemmer alt det gode, som vores tilværelse forhåbentlig rummer – som min tilværelse i hvert fald rummer i form af ikke mindst kone og børn.

Jeg kender til det, og det gør I måske også.

 

Min far Ole har engang i en bog, som hedder ”Glæden ved at være lærer”, nedskrevet en historie, som viser, at han også gør det.

Den forgik i 1989, da han helt tilfældigt opdagede, at hans gamle elskede og højt respekterede lærerinde fra Søborg kommuneskole – altså hende der i 1956 havde fået en 15-årig arbejderdreng til at læse og elske digte og skønlitteratur – at hun levede endnu i Ærøskøbing.

Så da han en dag alligevel var sejlet til Ærø med en kammerat i en sejlbåd, ville han besøge hende, og forstillede sig, hvordan det ville bringe glæde, at hendes gamle mønsterelev ikke bare var blevet sømand, men lærer som hende selv, og nu som lektor endda uddannede lærere, og havde skrevet bøger om litteratur, historie og pædagogik. 

Mens han ledte efter adressen i Ærøskøbings idylliske stræder, spurgte han en ældre dame om vej. ”Men sig mig, er det ikke Ole?”, spurgte vedkommende. Den myndige og nu pensionerede lærerinde kunne sagtens genkende ham hendes gamle elev efter disse mere end 30 år.

Og straks der på gaden foran hendes hus, røg det ud min far, som siger, at han bagefter kunne have bidt tungen af sig selv: »Jeg er nu forfatter og har skrevet 14 bøger«.

Men den gamle lærerinde svarede slet ikke på denne information. Hun spurgte til gengæld ind til, hvad der var sket med de andre elever i klassen i 1956, som hun levende huskede. Og da hun fandt ud af, at han ikke længere forbandt meget med disse navne på sine gamle klassekammerater, så undskyldte hun sig med, at hun havde et ærinde.

 

Så dér stod min far og var gået glip ikke bare af småkager og kaffe, men af en ros, som den voksne mand gerne ville have haft. Ja, i dag griner min far af historien, men mon ikke, at det stadigvæk gør lidt ondt indeni.

 

Jeg kender i hvert fald selv til den slags smerte.

Men sådan er det for os alle. Vi søger efter ros og retfærdiggørelse på hver vores måde, og vi kan slet ikke lade være dermed.

Det kan suge livsglæden ud af vor tilværelse, hvis det tager overhånd, men det kan også få os til at gøre os umage og få det bedste frem i os alle sammen.

Så vi viser, at vi dur til noget og kan gøre en forskel.

Derfor mødes vi her i kirken altid af Guds lov, som siger, at vi skal gøre os umage med livet, men som også altid afslører, at vi ofte bare bruger selv vores smukkeste idealer til at tjene os selv og ikke vor næste – til at tegne et smukt billede af os selv eller til at retfærdiggøre vores eget liv.

Kristus siger derfor på den sidste aften han er sammen med sine disciple i dagens prædikentekst følgende:

»Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham«.

Det er loven der taler her. Loven som vi også kender i vort eget liv, og som gør, at vi altid vurderer og bedømmer vort eget og de andres liv og slet ikke kan lade være med det.

Loven der altid stiller et menneske og dets samvittighed dette spørgsmål: Hvem er du og hvad er meningen med dit liv? Hvorfor er du her og hvordan har du klaret det? Loven der i Jesu mund altid afslører, at vi ikke kan frelse os selv eller af egne kræfter komme til tro på Jesus. Fordi loven i Hans mund kræver, at vi elsker Gud af hele vort hjerte og vor næste som os selv, ja at vi elsker selv vores fjender.

Men Kristus siger dernæst: »Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid.«.

Og nu er det evangeliet som taler til os og siger:

Frygt ikke, tro kun! Du er hos mig, og jeg er hos dig. Du er min bror i livets kampe og sejre og nederlag.

Du er elsket trods dine fejl og svigt, og jeg har givet afkald på alt mit for at dele det med dig og være hos dig til evig tid.

Sådan giver evangeliets løfte os lov at leve som et Guds barn i tro på syndernes forladelse og det evige liv. I tro på at være værdifuld, fordi man er elsket – fordi en anden ser værdi i mig som den, jeg er, og ikke som den, jeg burde være.

Vi har brug for at høre både loven og evangeliet ved enhver gudstjeneste, men det er det sidste, som vi kan hvile i og som giver trøst og håb.

Og jeg synes ikke jeg på denne anden pinsedag kan udlægge Jesu tale om sig selv som det himmelske brød bedre end ved at citere endnu et digt fra Spoon River Antologien.

Det er præsten Aaron Hatfield, som siger:

 

Uforgængeligere end granit

er dit erindringsbillede af mig, Spoon River,

hvor jeg står foran pionererne, mænd og kvinder,

oppe i Concordkirken på Altergangsdagen.

Min stemme er brudt af gråden, jeg taler om den

                 unge bonde

i Galilæa, som drog til byen

og blev dræbt af bankiererne og sagførerne.

Min Stemme gled ind i junivinden

som blæste over hvedemarken fra Atterbury,

mens de hvide sten på gravene

rundt om kirken skinnede i Sommersolen.

Og skønt mit eget liv og mine minder

var så tunge, at jeg slet ikke kunde bære dem, stod I

                   pionerer,

med bøjede hoveder og udøste over mig jeres sorg

over de sønner, der blev dræbt i kampen, og de døtre

og små børn, der visnede endnu i livets morgen

eller under den ulidelige middagssol.

Men i hine øjeblikke, hvor vi tavse gav os hen i sorgen

                  og minderne,

når vinen og brødet blev delt om

kom forsoningen til os –

os, plovmændene og skovhuggerne,

os, bønderne, brødre til bonden fra Galilæa –

til os kom Trøsteren

og ildtungers trøst.

 

Amen!