Pinsedag 2020
Af Troels Bak Stensgaard
Salmer: 290 »I al sin glans nu stråler solen«, 313 »Kom regn af det høje«, 299 »Ånd over Ånder«, 291 »Du som går ud fra den levende Gud«, 192/vers 7, 300 »Kom, sandheds Ånd!, og vidne giv«
Dette hellige evangelium, skriver evangelisten Johannes:
Jesus sagde: »Elsker I mig, så hold mine bud; og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer. Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer. Endnu en kort tid, og verden ser mig ikke længere, men I ser mig, for jeg lever, og I skal leve. Den dag skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer. Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham.« (Johannesevangeliet kap. 14, 15-21).
Kære menighed
Det føles godt og næsten mærkeligt at stå her igen i prædikestolen og se ud over jer – for første gang i hele tre måneder eller siden 1. søndag i fasten.
Måske I ligesom jeg siden sidst har tænkt over fordele og ulemper ved at se gudstjenester transmitteret i fjernsynet eller høre eller læse sin sognepræsts prædikener derhjemme på nettet.
Jeg ved, at mange har været glade for den mulighed, og selvfølgelig har det haft sine fordele.
Jeg har f.eks. ikke haft besvær med at finde en parkeringsplads til min store kassebil uden for kirken, og vi har alle sammen kunnet gå til gudstjeneste i nattøj.
Det har heller ikke været nødvendigt at lade som om, at man altid lytter efter, hvad præsten siger, og man har endda med et lille tryk på skærmen kunnet springe præstetalen helt over for i stedet måske at fokusere på den herlige musik, som vores organist Morten Poulsen og vores kirkesangere har indspillet og lagt til os på nettet om søndagene – på kirkens hjemmeside, hvor musikken heldigvis stadigvæk kan høres.
Men jeg har alligevel savnet vores gudstjenester mere end jeg troede, at jeg ville gøre.
Og jeg tror det blandt andet hænger sammen med, at Corona-tiden har lært mig, hvor stor en velsignelse det er at have sin egen familie derhjemme, når jeg nu ikke har kunnet være sammen med fx mine forældre eller med jer, mine sognebørn.
Det er jo ikke en selvfølge, at man har ægtefælle eller hjemmeboende børn, og jeg ved hvor hård corona-krisen især har været for mange, som bor alene, hvad enten det nu er frivilligt og noget, som man normalt er glad for, eller ufrivilligt.
Jeg har også tænkt på, at vi nok alle i denne tid er blevet bevidste om, hvad det vil sige at være et folk.
Det er trist, at vi endnu ikke kan rejse frit over hele Jorden – sådan som vi har vænnet os til de sidste årtier. Men måske det har den sidegevinst, at vi på grund af corona-krisen nu bedre end førhen kan se fordelene ved at høre til i et gammelt rodfæstet nationalt fællesskab, hvor folk tager vare på hinanden.
Ja, I må ikke misforstå det, for der er noget vidunderligt – og med tanke på mange af vor tids problemer: nødvendigt - ved globaliseringen og alle de muligheder, som den giver den enkelte.
Men her i denne krisetid har jeg ofte tænkt på, hvor stor en rolle familien og nationen spiller i Det gamle Testamente.
Tænk blot på Det gamle Testamentes grundfortælling om Abraham, som så brændende ønsker sig et barn, så at han i en alder af 75 år på Guds ord forlader alt for at få en søn og blive et stort folk - til en slægt så talrig som himlens stjerner og havets sand.
Det handler ikke om at forherlige familien eller nationen – for Abraham og de andre troshelte som kong David og Salomo i Det gamle Testamente havde ikke problemfrie og idylliske familieliv – for nu at sige det meget mildt - og hele Det gamle Testamente fortæller igen og igen om den lille udvalgte nations Israels svigt og mange nederlag.
Det handler derimod om, at mennesket i Bibelen aldrig ses som et isoleret individ, men som en del af et forpligtigende fællesskab med nogle fælles drømme og idealer.
Derfor forkynder Det nye testamente, at Gud selv til sidst måtte få en søn, for at alle Jordens mennesker kunne blive Guds børn – til en ny universel familie - uden at det betyder, at vores forskelle udviskes.
Jeg vil ikke efterlade jer faderløse, siger Jesus derfor i sine afskedstaler skærtorsdag aften til disciplene, som vi hørte en lille bid af. Og han lover dem, at når disciplene ikke er sammen med ham længere i ordets normale forstand, så skal de få den Ånd, Helligånden, som Jesus selv er en del af, og i hvilken vi og alle andre kan kalde Gud for vores far og Jesus for vores bror. Den ånd, der forbinder os med Jesus, og i hvilken vi kan henvende os til Gud med Jesu egen bøn, Fadervor.
Men en familie skal helst være sammen – i hvert fald til højtider og i krisetider.
Og jeg er også blevet mere bevidst om, at religion og kirkeliv ikke er et privat anliggende, men noget som kræver, at vi forsamles og sammen er fysisk til stede. Sådan som vi hørte i dag i beretningen om pinseunderet fra alteret – om Åndens komme til disciplene 50 dage efter Jesu død og opstandelse.
”Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet.”, siges det først.
Det understreges altså, at Guds ånd kommer til et fællesskab af mennesker – der i princippet inkluderer alle - og ikke til mennesker, som sidder alene og hver for sig.
Til mennesker som var forsamlet inden døre og vel følte sig modløse og skamfulde over Jesu død og forvirrede over rygtet om Jesu opstandelse og de underlige syner af den opstandne, som de havde haft i dagene mellem påske og Kristi himmelfart; til mennesker, der måske også var indendørs, fordi de frygtede de mange folk i Jerusalem, som var stimlet sammen til jødernes store gamle pinsefest for at fejre den Moselov, som deres mester havde kritiseret så skarpt, at det havde kostet ham livet. Til disse mennesker kom Helligånden. Men den listede sig ikke stille og diskret ind i disciplenes hjerter. Den kom med en lyd som af et kraftigt vindstød og fyldte hele huset hvor de sad.
Sådan siges det, at Helligåndens komme ikke bare er noget indre i sjælen, en privat stemning, eller noget vi bare kan læse os til i hver vores krog, men noget vi må gribes af og føle og erfare på en sanselig måde – sådan som vi i disse pinsedage sanser solen og fyldes af dens livgivende varme – og sådan som vi kan fyldes af samme ånd eller åndedrag, når vi virkelig synger sammen.
Sådan kommer Ånden når evangeliet forkyndes i et fællesskab og til alle med ord og i toner, som alle kan høre, og sakramenter, som vi kan røre ved.
Først da hører vi, at Ånden sætter sig på hver enkelt, for hvert enkelt menneske må også selv tilegne sig evangeliet og lade sig fylde af det . . .
Men de blev alle fyldt af Helligånden, af den samme Ånd, understreges det straks igen.
Og Ånden gav dem mod og kraft til at gå ud og tale til alle de mange forskellige folkeslag, som var samlet i Jerusalem.
Så folk hørte dem så tale om Guds storværker på deres egne modersmål . . .
Og hvis vi hører Ånden, så hører vi den også i dag som vi danskere, svenskere, tyskere eller kinesere eller brasilianere.
Hvorfor er det sådan?
Fordi alt liv – alt organisk liv – forudsætter sammenhæng – at ting vokser sammen og ud og ind af hinanden.
Fordi åndeligt liv er hvad der skaber fællesskab og forståelse mellem mennesker. Derfor hænger ånd sammen med at have et modersmål og en fælles historie, men også med at møde andre og få udvidet sin horisont.
Mens døden og åndløsheden derimod er det der adskiller.
Derfor kaldes Jesus’ hovedmodstander eller Dødens fyrste i Bibelen for Satan, som netop betyder ”den der adskiller”.
Eller som en god ven og kollega har sagt: »Ånd er hvad der bryder grænser ned og forener. Et forhold. Og Helligånden er et forhold mellem Faderen og Sønnen. Imellem Gud og mennesket Jesus. Et kærlighedsforhold som Jesus forkynder, også omfatter og inddrager os.«
Derfor giver Jesus disciplene i dagens evangelium dette løfte:
»Den dag skal I erkende, at jeg er i min Fader, og I er i mig, og jeg i jer. Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den der elsker mig, skal også elskes af min Fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham.«
Hvis vi forstår ordene sådan, at vi skal gøre Jesus’ bud for at bevise, at vi elsker ham, eller for at få del i af Hans kærlighed, så misforstår vi dem.
»Vi elsker, fordi han elskede os først«, understreger evangelisten Johannes derfor et andet sted.
Den almægtige Gud satte sig i Kristus i vores sted, selv om det kostede ham noget, ja alt. Og Helligånden gør, at vi også kan give slip på os selv og sætte os i de andres sted med indlevelse, fantasi og medfølelse – og også når det koster os noget.
Vi taler i disse dage om, hvad det må koste i kroner og ører at lukke samfundet op igen efter corona-krisen. Men vi må ikke glemme det afgørende, som denne krise så smukt har slået fast med syvtømmersøm: At menneskeliv for os er vigtigere end økonomi, og at et samfund skal måles på, hvad det gør for de svageste, og især i krisetider, når det virkelig koster noget.
Derfor vil jeg gerne – og også en hyldest til enhver der har taget ansvar for andre i denne tid - slutte denne pinsedag med et citat af den engelske bibelforsker William Barclay. Det er noget, som han skriver i forbindelse med et andet løfte, som Jesus gav sine disciple på deres sidste aftenen sammen, og som falder lige før dagens prædikentekst med dens løfte om Helligåndens komme: ”Den, der tror, skal også gøre de gerninger jeg gør, ja større gerninger end dem”, sagde Jesus nemlig også til disciplene.
Hvortil William Barclay skrev:
»Som tiden er gået har mennesket mere og mere lært at erobre sygdomme. Lægen og kirurgen har i dag kræfter, som ville have forekommet den gamle verden mirakuløse og endda guddommelige. Kirurgen med hans nye teknikker, lægen med hans nye behandlinger og mirakelmedicin, kan udrette de mest forunderlige behandlinger. Der er endnu en lang vej at gå, men en efter en er smerters og sygdommes gamle fæstninger blevet stormet. Det forbløffende ved det alt sammen er, at det skyldes Kristi magt og indflydelse. Hvorfor skulle mennesker kæmpe for at frelse den svage og den syge og den døende, dem hvis kroppe allerede er brudt ned og hvis sind er formørkede? Hvad skyldes det, at mennesker med evner og videnskab har følt sig foranlediget til og endda tvunget til at bruge deres tid og deres energi, til at ødelægge deres eget helbred og til tider endda ofre deres liv, for at finde nye behandlinger mod sygdomme og lette andres smerte? Svaret er, at hvad enten de vidste det eller ej, så sagde Jesus til dem igennem sin ånd: Disse mennesker skal hjælpes og helbredes. Du skal gøre det. Det er dit ansvar og dit privilegie at gøre alt hvad du kan gøre for dem.
Det er Jesu ånd som står bag sygdommenes erobring og som et resultat deraf, kan mennesker i dag gøre ting, som ingen vil have kunnet forestille sig på Jesu tid.«
Glædelig pinse! Amen.
____________________
Henvisninger:
1) Den gode kollega og ven, som jeg citerer, er valgmenighedspræst i Kerteminde Anders Lundbeck Rasmusen.
2) Den skotske præst, teologiske professor og forfatter og formidler i radio og TV, William Barclay (1907 – 78), begyndte i 1954 at skrive sine populære og yderst velskrevne fortolkninger til alle skrifter i Det nye Testamente under titlen ”The Daily Study Bible”. Disse klassiske bibelkommentarer udgives stadigvæk i let reviderede udgaver, og kan med stort udbytte læses af enhver, som ønsker at få en bedre forståelse af Det nye Testamente.
De kan f.eks. læses her: https://www.studylight.org/commentaries/dsb.html
senest redigeret: Wednesday 13-Sep-23 13:38:50