Prædiken til 5. søndag efter påske 2020

Af Troels Bak Stensgaard.

 

(Vi kan på grund af corona-epidemien først holde rigtig gudstjeneste sammen i Vestervang kirke på Kristi himmelfartsdag. Prædikenen her er derfor skrevet som en ’læseprædiken’. Det anbefales efter læsning at høre Vestervang Kirkes kor fremføre »O Kristelighed«, som er lagt op her på hjemmesiden, og så slutte den private andagt af med egen bøn og fadervor).

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

 

Sådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde: »Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham.  Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.  Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre.  Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til.

 

Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord.  Nu forstår de, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig.  For de ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra dig, og de er kommet til tro på, at det er dig, der har udsendt mig.

 

Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem.  Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det, du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi.« Amen. (Johannesevangeliet kapitel 17, vers 1-11)

 

Sådan lyder første indledende del af den store bøn, som Jesus ifølge Johannesevangeliet beder sent skærtorsdag aften, lige før sin tilfangetagelse, disciplenes svigt og flugt, forhøret, henrettelsen, begravelsen og opstandelsen.

 

Lige før alting i evangeliet kulminerer får vi blik ind i en anden og overjordisk verden, langt væk fra vores velkendte tvetydige verden, hvor mennesker elsker og drømmer, men også hader og lider og svigtes og slås ihjel af deres medmennesker. Et blik ind i en overjordisk verden, hvor Jesus nedsænket i bøn allerede er hos sin himmelske Fader og taler med Ham og beder for de disciple, som han har vandret sammen med i tre år fra og nu må forlade.

 

»Intet forsøg på at beskrive bønnen kan give os en rimelig ide om, hvor sublim den er, dens patos, dens gribende og dog ophøjede karakter, dens milde tone, men dog triumferende forventning.«

 

Sådan står der i lærd bibelkommentar om Jesu bøn. Det er som om ordene åbner op til en verden, som kun den, der selv beder, kan trænge ind i. En verden hvor den bedende i nådefulde glimt kan erfare, at vor egen tilværelses inderste grund er Faderen og Sønnens indbyrdes kærlighed, som Helligånden giver os del i.

 

Vi kan ikke betragte denne verden udefra eller på afstand, men vi kan måske indse, hvorfor vi ikke kan. Ligesom prins Hamlet i en scene i Shakespeares berømte skuespil. Hamlet ser sin farbror og stedfar Claudius alene i et værelse på Kronborg. Hvilket for ham er en uventet og eftertragtet mulighed for at hævne sig på dette umenneske, der som brodermorderen Kain har dræbt Hamlets far, den danske konge, og giftet sig med hans mor, dronning Gertrud, for at sikre sig tronen. Men da Hamlet ser, at Claudius beder, kan han ikke dræbe ham. For tænk hvis Claudius i dette øjeblik i sin bøn angrer og dør forsonet med Gud:

 

Nej, det er sold og løn og ikke hævn.

Han traf min fader mæt af verdslig lyst,

midt i hans synders fulde forårsblomstring,

og Gud alene kender nu hans regnskab;

men efter alt hvad mennesker kan slutte,

blev boden tung.  Har jeg da fået hævn,

hvis jeg nu dræber ham, imens han lutrer

sin sjæl, beredt og moden til sin bortgang?

Nej!

I skeden sværd! Få bedre ram på ham

i rus, i søvne, når hans vrede raser,

i syndig lyst på blodskamslejet eller

ved spil, ved banden eller ved en gerning,

hvor intet håb om salighed er levnet;

da træf ham, så han vender hæl mod himlen,

mens sjælen er så sort og fordømt

som helvede, hvortil dens rejse går.

 

 

Da Hamlet i sit stigende, rablende vanvid ser Claudius i bøn, indser han modvilligt, at denne måske ikke er fortabt, og kan da ikke dræbe ham. Det er som om Shakespeare dermed vil sige, at bønnen peger på et mysterium, som ethvert menneske, selv den usleste forbryder, kan få del i. Et mysterium som vi måske bedst kan udtrykke med det centrale ord i dagens evangelium (og i Johannesevangelium som sådan): Ordet »herliggørelse«.

 

Jesus beder i evangeliet om, at Faderen vil herliggøre ham med den herlighed, som Sønnen havde hos Faderen, før verden blev til. Hvilket betyder, at Jesus eller Sønnen ved sin forestående død på korset kan herliggøre Faderen, idet han fuldfører sin gerning på jorden. Og hvis vi læser lidt længere frem i bønnen, så siger Jesus til Faderen, at den herlighed, som Faderen har givet ham, har han givet til sine disciple. Så at de kan blive ét i Jesus ligesom han er ét med Faderen, og så at verden kan forstå, at Faderen elsker disciplene ligesom Faderen elsker Sønnen.

 

Der tales altså om herlighed, som noget man kan se i Jesus, og selv få del i på en måde, så andre kan indse, hvad det betyder at tro. Noget som hænger sammen med at vide sig elsket og få del i den kærlighed, som er Guds eget væsen. 

 

Det er svært at forstå nærmere, hvad denne herlighed er. Men løsningen på det problem er ikke at slette ordet fra bibelen. Sådan som det sker i den nye bibeloversættelse Bibelen 2020, hvor Jesus ikke beder sin Fader om at herliggøre ham, men om at vise, hvor »magtfuld« Jesus er, så Jesus kan vise hvor »magtfuld« Gud er, og give den »guddommelige styrke« videre til sine disciple.

 

Efter min mening er oversættelsen Bibelen 2020 et skoleeksempel på, hvordan man kan blive så forhippet på at erstatte gamle dybe bibelske ord, som rummer generationers troserfaring, så at man banaliserer det bibelske budskab, selv om bibelens ord måske til gengæld bliver mere entydige og glider lettere ned.

 

Men hvad betyder dette ord ’herlighed’ så i Det nye Testamente?

 

Tja, det er jo indlysende ikke det samme, som når en ejendomsmægler forsøger at presse prisen op på en ejendom ved at henvise til herlighedsværdien, selv om tilstandsrapporten vrimler med K3ere.

 

Hvis vi skal forstå bare lidt af den rigdom, som ordet herlighed rummer, så må vi huske på, at det er en dansk oversættelse af det gamle latinske kirkeord gloria eller på engelsk glory.

 

Det betyder både noget, der skal æres og fortjener berømmelse - ligesom på dansk ordet glorværdigt.

 

Men det betyder også noget, der skinner og lyser op i stråleglans – ligesom det danske ord glorie.

 

Den store engelske forfatter og teolog C.S. Lewis holdt i 1942 – da det så værst ud i 2. verdenskrig og mange mennesker havde svært ved at se håb for verden – en meget tankerig prædiken, som handler om dette ord, herlighed eller glory.

 

Lewis syntes ellers først, at det lød nærmest latterligt, at ordet herlighed skulle handle om at få ære eller blive berømt og få ros. For det lyder da snarere som en beskrivelse af helvede end af himlen, at evighedslivet skulle dreje sig om den slags herlighed, tænkte han umiddelbart. Vi kristne, havde han nemlig lært, skal altid være uselviske, og ikke tænke på os selv, men på vor næste.

 

Og hvad vil det sige at de herliggjorte lyser op og får stråleglans eller glorier på? Hvem ønsker at blive til en levende elektrisk pære, spurgte han sig selv.

 

Men til sin chokerende overraskelse fandt C.S. Lewis ud af, at alle de gamle kristne forfattere var enige om at opfatte den himmelske herlighed som det at æres eller få ros – blot fra Vorherre og ikke fra vores medskabninger. Eller som det hedder i Jesu lignelse om talenterne: »Godt gjort, du gode og tro tjener, gå ind til din Herres glæde.« Det var Lewis, der helt havde misforstået, hvad sand kristen ydmyghed er! Ingen kan gå ind i Gud rige, hvis de ikke bliver som børn, siger Jesus også, men intet er jo så fremtrædende ved barnet som dets uskrømtede glæde ved at blive rost.

 

Tilsvarende må vi tænke sådan om Guds herlighed, som skriften forjætter, siger Lewis: Det er denne nærmest ufattelige tanke at stå foran Guds domstol og blive eksamineret og fundet god nok på grund af Kristus, og virkelig blive en del af den guddommelige kærlighed, som Kristus elsker eller helliggør Faderen med, og som Faderen elsker eller herliggør Sønnen med.  Det er at blive elsket, ikke ynket på grund af medlidenhed, men elsket, så man føler velvære i hele kroppen og stråler over hele ansigtet, fordi man har Guds velbehag. Fordi Han ser på en sådan som kunstneren set med tilfredshed på det værk, som er lykkedes, eller sådan som en far eller mor kan se på sit barn.

 

Det dybe i Lewis prædiken er, at han så skarpt ser, at vi i alt for høj grad er opdraget med, at kristendom ikke må handle om os selv og vores egne behov, eller om hvad vi begærer for os selv og længes efter.

 

Hvilket selvfølgelig ikke er helt forkert, men hvis vi kun ser sådan på vor tro, så risikerer vi at kvæle eller overhøre en længsel, som vi ifølge Lewis alle bærer i hjertet. En længsel som er givet med at være menneske, og som vi erfarer noget af når livet er godt og smukt. At erfare den længsel i nådefulde glimt, siger han, er som at mærke duften af en blomst, som vi ikke har fundet; høre ekkoet af en melodi, vi ikke har hørt; erfare nyt fra et land, som vi endnu ikke har besøgt. Det er i nådefulde øjeblikke gennem denne verdens skønhed og godhed at erfare og begære noget, som intet jordisk kan tilfredsstille. Vi føler et øjeblik, at nu er vi dér, hvor vi altid skulle være, men vi kan ikke fastholde dette øjebliks evighedskarakter. Musikken holder op og dansen stopper. Det bliver altid mandag, og hverdagen begynder igen.

 

Og dog ønsker enhver, som har elsket eller er blevet elsket, at det skulle vare evigt, hvis det bare var muligt . . .

 

Det kristne håb om at få del i Guds herlighed er for Lewis et svar på denne længsel – og afslører samtidigt, hvorfor intet jordisk kan tilfredsstille denne længsel.

 

For længslen retter sig mod en virkelighed, som venter os. Vi er fremmede i denne verden, og lever ikke sådan som vi blev skabt til at leve. Vi er på vej mod vort blivende hjem. Men det kristne håb holder os fast på, at den dør, som vi hele livet banker på, til sidst vil blive åbnet.

 

Hvilket bringer Lewis frem til den anden betydning af ordet herlighed eller gloria: at være klar, lyse op eller stråle som himmellys skønt af de små, for nu at citere et salmevers af Grundtvig. Vi ønsker ikke kun at se denne skønhed i verden, men at blive forenet med den, bade os i den, siger han. Vi oplever morgenens skønhed og friskhed, men vi føler ikke, at vi har denne rene friskhed og skønhed i os selv.

 

Alle sider i Det nye Testamente afslører, siger Lewis, at en dag skal vi fyldes af noget, som naturens skønhed og det gode vellykkede menneskeliv kun er er flygtige symboler på.

 

Det betyder ikke, at vi skal gå og tænke på denne kommende herlighed. For så kvæler vi blot denne længsel, som næres af sansen for denne verdens skønhed og godhed. 

 

Men vi skal altid huske, at vi er skabt til den herlighed, som Faderen og Sønnen herliggør hinanden med.

 

Dette er hvad Lewis kalder for herlighedens tyngde.

 

Der findes ingen almindelige mennesker og du taler aldrig kun til en dødelig, siger han derfor.

 

Nationer, kulturer, menneskelige kundskaber og civilisationer er dødelige, underlagt tiden og forgængeligheden.

 

Men alle dem du griner med eller laver grin med, arbejder med eller udnytter, gifter dig med eller svigter, er mennesker, som har evigheden i sig, som er skabt til at få del i Guds herlighed eller måske miste den.

 

Det gælder selv den usleste forbryder som Claudius i Shakespeares Hamlet.

 

Det betyder ikke, at vi skal være mere selvhøjtidelige, end vi i forvejen er. Men det betyder, at vi skal tage hinanden alvorligt på en anden og ny måde. Det betyder, at selv vores fornøjelser skal grunde i en alvor, som giver sig udslag i, at vi tager hinanden alvorligt som væsener, der har alt at vinde og derfor også alt at tabe.

 

Det betyder, at vi skal elske synderen, men ikke synden, for ellers er vor kærlighed blot overfladisk tolerance og en parodi på kærlighed, siger Lewis.

 

For hvis vi ser bort fra de hellige sakramenter, så er vor næste det mest hellige objekt, som vi kan erfare i denne verden. Ja, hvis det er din kristne næste, så er han eller hun hellig på næsten samme måde som sakramenterne. For i din næste er Kristus skjult til stede. Han der herliggør og selv er herliggjort. I dit medmenneske er herligheden gemt, som engang skal åbenbares og være synlig for alle, siger Lewis.

 

Det lyder måske lidt flippet, men for mig er det indlysende, at Lewis havde ret. Der er som på Lewis’ tid mange mennesker i dag, som siger, at kristendommen handler om, at vi skal være gode mod hinanden og ikke tænke på os selv. Men det giver dybest set ingen mening uden det kristne evighedsperspektiv eller uden denne længsel, dette begær efter engang at erfare Guds herlighed på en synlig og sanselig måde.

 

Den moderne livsindstilling og teologi, som kun kender til et håb i denne verden og for denne verden, men ikke til evighedshåbet eller herligheden, ved ikke, hvad det vil sige, at livet har herlighedens tyngde.

 

Men den moderne livsindstilling eller den moderne moraliserende eller humanistiske kristendom ved derfor heller ikke, hvad det vil sige at være radikalt forpligtet over for sin næste.

 

For hvordan kan vi være det i en verden, hvor alt er underlagt tidens gang, hvor alt er relativt og foreløbig? Hvis vi ikke har en længsel efter den verden, som Kristus i sin bøn lader os se ind i, og som i glimt brød synligt frem omkring ham, da han vandrede sammen med disciplene på jorden?

 

Hvis vi ikke har håbet om det evige fællesskab i Gud, som vi beder om i kirkens gamle nadverbøn. Før vi knæler ved alteret og gennem brødet og vinens synlige og sanselige sakramenter får del i den herliggørelse, som Jesus taler om:

 

Opstandne herre og Frelser,

du som selv er til stede iblandt os

med al din herligheds rigdom!

Giv os at modtage dit legeme og blod

til din ihukommelse

og til stadfæstelse i troen på syndernes forladelse.

Rens os fra synd,

og styrk os i det evige livs håb.

Giv os at vokse i kærligheden,

og lad os med alle dine troende blive ét i dig,

ligesom du er ét med Faderen.

Amen.

 

Henvisninger:

 

1) Det første citat i prædikenen stammer fra W. Milligan og W. F. Moulton, Commentary on the gospel of John, 1898, og lyder på engelsk: ”No attempt to describe the prayer can give a just idea of its sublimity, its pathos, its touching yet exalted character, its tone at once of tenderness and triumphant expectation”. Jeg har dog citatet fra Leon Morris, The Gospel According to John, 2. udgave, 1995.

 

2) Det store citat fra Hamlet (tredje akt, tredje scene) citeres fra Edvard Lembckes klassiske oversættelse af Shakespeares dramatiske værker, bearbejdet af Henning Krabbe.

 

3) Min kritik af udeladelse af ordet herlighed i Bibelselskabets nye oversættelse Bibelen 2020 er inspireret af Jørgen Bo Christensens prædikenvejledning til 5. søndag efter påske i Præsteforeningens Blad nr. 18, 2020. Christensens konklusion, det bliver »altså for enkelt, for funktionelt, når herlighed erstattes med magt og kunnen«, gælder efter min vurdering for en oversættelse generelt, der erstatter gamle bibelord som herlighed eller f.eks. salig eller nåde og barmhjertighed med nye ord.

 

4) C.S. Lewis’ berømte og meget anbefalelsesværdige prædiken eller essaylignende tale ”The Weight of Glory” kan findes mange steder på internettet og hentes som pdf-fil her:

 

https://richardconlin.files.wordpress.com/2016/05/weight-of-glory.pdf