Halv Bibelmaraton i Vestervang Kirke

Har du aldrig fået læst Bibelen sådan rigtigt? Så er chancen her nu!

Fra januar 2019 indleder vi en gennemgang af Bibelen i en kreds af interesserede i Vestervang Kirke. Alle kan deltage, det kræver ingen forudsætninger. Vi kalder det "Halv Bibelmaraton", fordi vi ikke når samtlige sider igennem, men en meget stor del af både Det gamle og Det nye Testamente. Især Det nye Testamente vil blive prioriteret højt, da det er det helligskrift, som kristendommen og folkekirken bygger på.

 

 

Planen er at vi mødes hver tredje tirsdag fra kl. 16.00 til 17.30.

Man kommer bare med sin egen Bibel, den man nu har liggende i forvejen. Til hver gang forbereder man sig ved at have læst nogle tekster igennem og eventuelt forberede kommentarer eller spørgsmål, hvis der dukker noget op, man synes man vil drøfte eller vide noget mere om. Den levende samtale og udveksling er hele meningen med sådan en Halv Bibelmaraton, og min opgave som præst er blot at komme med et kort oplæg og så i øvrigt bare styre begivenhedernes gang med let hånd. Min kone, Birgitte, og jeg har erfaring med Bibelmaraton fra vores tid på Fyn og i Canada, og vi synes, det giver rigtig meget udbytte at sidde i en kreds af mennesker og drøfte Bibelens indhold i fællesskab. det håber vi, at der er andre end os, der kan have lyst til.

Det tager tid at gennemløbe et Halvmaraton. Faktisk tager det TO ÅR! Men frygt ikke. Man forpligter sig selvfølgelig ikke til at komme hver gang eller deltage i hele perioden, Man kommer, når man har lyst. Dog vil det være godt med tilmelding i begyndelsen, så vi kan se, om interessen for projektet er til stede. Der udleveres en læseplan for de to år som strækker sig fra januar 2019 til december 2020, med gode, lange sommer- og vinterpauser indlagt. Første møde d. 29. januar 2019 kl. 16.00 i Vestervang Kirke, Gurrevej 66, Helsingør. Her gennemgår vi fra Det gamle Testamente 1. Mosebog kapitel 1 - 23, og kapitlerne 28, 32 og 41.

Første mødedato i 2020 er tirsdag den 4. februar hvor vi gennemgår Markus-evangeliet. En oversigt over datoerne for resten af 2020 kan rekvireres ved at skrive til skri@km.dk .

Tilmelding til

sognepræst Søren Kristoffersen

tlf. 2014 5626, eller

mail til skri@km.dk

gerne senest d. 21. januar.

VEL MØDT!

 

Venlig hilsen

Birgitte Osmark og Søren Kristoffersen




senest redigeret: fredag 10-jul-20 00:12:41
Breaking news:

Det er nu muligt at tilmelde sig mails fra kirken. Se her.



Nyheder

Lise-Lotte Rebels 25 år som biskop


Indskrivning til konfirmation i 2021 fra torsdag den 2. januar 2020